tirsdag den 30. april 2013

Flere hæklede aber

Jeg har igen hæklet aber. Den ene var til sønnike, der blev 8 år i torsdags, og han har længe ønsket sig en abe fra min hæklenål. 

Den anden abe var en gave til en kollegas nyfødte datter, Anna.

Gæt selv, hvem der fik hvilken abe:




Yes - den brune abe var selvfølgelig til Adam. Han havde selv ønsket sig den i brun. Tørklædet har han selv fundet og givet den på. Til interesserede læsere kan jeg fortælle, at Adam gav aben navnet Anton :-)

Faktisk har jeg hæklet en abe til, men den kan I høre om en anden dag, og faktisk skal jeg hækle en til - I skal nok få dem begge at se en dag :-)

Opskriften til aberne har jeg fundet lige her. Kjolen (kroppen) på den lyserøde abe, har jeg selv fundet på.

søndag den 28. april 2013

Flere malede klemmer og ikke et ord om regeringsindgrebet.......

Så sluttede lockouten endelig. Dog ikke, som jeg og de øvrige lærere ønskede det. I morgen er der atter en dag. Nogen tror, at vi går ind ad døren som de samme mennesker, der gik ud ad den. Det gør vi ikke! Vi går ind med anderledes ranke rygge, for vi har kæmpet en vigtig kamp. Vi er stolte af os selv. Med nogle undtagelser er vi de eneste, der er stolte af os. Vi kan genoptage vores undervisning, som er vores kerneopgave. Vi glæder os til at se vores kollegaer, der har holdt sammen på skolen, mens vi var væk, og vi glæder os til at se eleverne. Samarbejdet med vores skoleledere skal re-defineres. Det samme skal forholdet til vores arbejdsgivere - kommunerne (KL). Det bliver ikke let efter "det forsømte forår".
Men arbejdet starter i morgen.

Og så skal I da lige se, hvad vi har lavet herhjemme. Efter aktionen med malede klemmer, fik jeg lyst til at introducere klemmemaling for familien, så jeg investerede i Posca tusser og træklemmer. Alle ungerne var med på idéen, og her er, hvad der kom ud af det:


Jeg startede med at grundmale alle klemmerne med acrylmaling, og da det var tørt, gik vi i gang med Posca tusserne. Da vi havde tegnet med Posca tusserne, gav jeg alle klemmerne en gang decoupage limlak, så jeg er sikker på, de ikke smitter af, når jeg bruger dem til det våde tøj.


De tre klemmer med blomsterne bor nu hos Stella med denne blog, hvor du også kan se, hvad jeg lavede sidste søndag :-) Jeg er spændt på, hvad hun bruger klemmerne til, når hun bliver færdig med sit arbejdsværelse :-)


Emma fik malet både bølger, blomster, skyer og en enkelt dame.


Adam malede forskellige mønstre og en enkelt Jesus klemme :-)


Og svigersønnen foldede sig også meget kreativt ud.

Siden billederne blev taget, har svigerfar og svigermor også gjort indhug i klemmebestanden, men de fleste ligger nu i min klemmepose, og jeg har netop brugt dem, da jeg skulle hænge tøj op. Mega hyggeligt! Hvad gør man ikke for at nyde tøjophængningens ædle kunst? ;-)

tirsdag den 23. april 2013

Status fra mig - en lockoutet lærer

Ja, der er lidt stille på bloggen for tiden. Det går sgu' lidt ud over humøret og lysten til at blogge, når man er lockoutet.... Der er mange tanker omkring økonomi (ingen af os får løn ind på kontoen...), hvor længe, det mon varer, hvorfor der ikke kan forhandles en løsning, hvorfor politikerne i Danmark ikke tager lærernes job alvorligt, hvilken pris, de svage elever har betalt for denne konflikt, hvordan vi som lærere skal kunne komme tilbage på vores arbejdsplads og fortsætte, hvor vi slap efter den behandling (eller mangel på samme), vi har fået af alle dem, vi forventede, ville bakke os op...
Jeg er dog ikke røget i hverken sofa- eller Maudefælden, men blogning er der altså ikke blevet så meget af. Jeg følger dog stadig med rundt omkring i Blogland. Og så deltager jeg i diverse møder og aktioner med de lockoutede kollegaer. Nå ja, og lidt havearbejde og krea bliver det også til. Noget skal man jo tage sig til for at holde humøret :-)

Herhjemme har vi vurderet, at den ustrukturerede hverdag, der kommer ud af manglende undervisning og kun tilsyn på Adams skole, ikke er optimal for ham, så han har været meget hjemme. Da vi begge er lockoutede lærere, har vi undervist Adam lidt på skift, så læsning, skrivning og matematik bliver holdt ved lige. 


Han har også været med til diverse aktioner, hvor der bl.a. er blevet produceret bannere.



 I går var Jonas afsted til fakkeltog på sin skole i Greve, som en del af aktionen 'Lys over Køge Bugt'. Adam og jeg deltog i samme aktion i Køge. Forældrene er begyndt at røre på sig, så der var en del, der deltog. Jeg så også skoleledere, der deltog og snakkede med elever, der ikke har været i skole længe. Så dejligt, når der er opbakning! Adam nød at fjolle rundt med skolekammeraterne og hilse på de meget savnede lærere. 

Klemmerne, som jeg omtalte i forrige indlæg lige her, blev delt ud blandt eleverne i Solrød ved fakkeloptoget i går. De blev efter sigende godt modtaget af både elever og forældre - dejligt :-)

Lige nu er jeg med til at producere noget til en kommende aktion. Mere vil jeg ikke afsløre lige nu, men det kommer I helt sikkert til at se og høre mere om her på bloggen :-)

fredag den 12. april 2013

Lockout-klemmer

Midt i aktioner og demonstrationer var der i dag et kreativt lyspunkt. Kollegaer fra forskellige skoler i Solrød satte sig sammen og malede tøjklemmer til en kommende aktion. 

Undervejs blev gårsdagens kæmpedemo i København diskuteret. En vis dame fik en del ord med på vejen, og jeg vil her undlade at referere, hvad der kom ud af det, for den slags ord tager jeg ikke i min mund -
i hvert fald ikke her på bloggen....... Men hun skal nu ikke have lov til at ødelægge indtrykket af en fantastisk demonstration af, at Danmarks lærere holder sammen i disse for demokratiet så vanskelige tider.

James Bondo brugte vi naturligvis også et par ord på.

Vi fandt også på slogans til vores klemmer.
Dem må I gerne se: 

Foto: Joan Jensen

Foto: Sahra Gille

Foto: Sahra Gille

Foto: Joan Jensen

Foto: Joan Jensen

Og meget mere får I ikke for den lockout 25-øre. Det skulle da lige være et link til bloggen Mandman, som jeg har diskuteret lidt arbejdstid med de sidste par dage. Tjek det ud her.

God weekend!

fredag den 5. april 2013

En hæklet kanin er flyttet hjemmefra :-)

Lige nu står mit liv mest i lockoutens tegn, men før jeg var at finde på gader og stræder iført gul kampvest, fik jeg hæklet en sød kanin,
der nu er flyttet hjemmefra.

Lene, som har bloggen Filihunkat, sendte mig opskriften på denne søde hæklede kanin. Du kan se hendes egne hæklede kaniner lige her

"Min" kanin kom til at se sådan ud:





Den flyttede i går ind hos Amalie i Vinderød, som blev fire år. Jeg er spændt på at høre, hvordan hun tog imod den, og hvad den kommer til at hedde :-)

For første gang har jeg forsøgt mig med at sy tøj til mine hæklede dyr. Kjolen syede jeg af et stort lommetørklæde, jeg købte i en genbrugsbutik for en måneds tid siden:


Det passede jo helt perfekt til kaninen, så det blev der lige en kjole ud af.

Jeg bliver simpelt hen nødt til at hækle flere af den slags kaniner,
for de er da bare for søde!

mandag den 1. april 2013

Så er sprutten færdig!

Der hækles her i huset som gjaldt det selve livet :-) Adam hæklede hele dagen i går - kun afbrudt af aftensmaden. Da han vækkede os i morges, havde han hæklet yderligere to meter! Det blev til 9 meter luftmasker i alt - ret flot af en nybegynder på mindre end et døgn, synes jeg.

I dag kom sprutten så til verden:


Her sidder Adam og vikler snoren rundt om en bog.


Jeg hjalp med at montere sprutten, der også lige fik en rød kasket - Adam valgte farven og knapper til øjne. Han ser med rette vildt stolt ud :-)


Og sådan kan man naturligvis også bære sprutten :-)


Straks efter var Adam i gang med at lære at hækle fastmasker. Projektet denne gang er et halstørklæde til selveste Snøvsen :-)