torsdag den 31. maj 2018

Små buketter gør en stor forskel

Lige nu deler min have og arealerne rundt omkring gavmildt ud af de smukkeste blomster. 
Heldigvis har jeg så mange vaser og kander i alle mulige størrelser, 
at jeg kan plukke alle de blomster, jeg har lyst til.

Jeg er ret vild med det enkle, så mine buketter er sjældent svulmende. Når det gælder blomster fra min egen have, vil jeg faktisk allerhelst kigge på dem netop i haven,
men en farveklat hist og her inde i huset betyder meget for hyggen.

Denne bakke fandt jeg i en genbrugsbutik i går, og den kaldte på både lys, blomster og farver, 
så det fik den:


Som du kan se, har jeg i øjeblikket lupiner, akelejer, storkenæb og stolte kavalerer i min have. Jeg holder også af at mikse mine vaser. Alle tre vaser er loppefund.

Langs en af stierne, hvor jeg i går samlede hyld, var der vilde roser, som jeg her har sat sammen med vild kørvel. De er et ret godt match, synes jeg:


Der skal ikke så meget til :-)

onsdag den 30. maj 2018

Mis med de blå øjne i hæklet udgave

Endnu en af de ting, jeg har hæklet, mens jeg har haft blogpause, er Mis med de blå øjne.
Hverken som mor eller dansklærer kommer man uden om
denne fantastiske børnebog af Egon Mathiesen:


Jeg har læst den adskillige gange for mine børn.

Min fætters tre døtre fik ved juletid en kat. En hvid kat med grå aftegninger på hoved og hale. Den hedder Pelle. Da mindstepigen, Marie, blev fire år i februar, havde jeg derfor hæklet en Mis med de blå øjne og gråt på hoved og hale, som jeg sendte til Marie sammen med bogen:


Opskriften til Mis med de blå øjne var jeg så heldig at finde hos Lityfa lige her, for jeg er da ikke sikker på, at jeg selv havde kunnet lave en lige så fin mis uden opskrift.

Jeg synes, det er sådan en sjov idé at hækle figurer til historier. Jeg har set både Snøvsen, Cirkeline, Alfons Åberg og mange flere figurer i hæklede udgaver ude i blogland, så bare se at komme i gang med hæklenålen, hvis du mangler en sød gave til et barn. Og så husk lige at købe bogen med også. Det er en fantastisk måde at åbne døren ind til gode bogoplevelser for børnene, synes jeg.

Behøver jeg at sige, at missen gjorde stor lykke hos Marie? De har vist været uadskillelige siden :-)

tirsdag den 22. maj 2018

Hæklet kjole til baby

Jeg har lavet denne søde, hæklede kjole:



Den er meget nem at hækle, og er lavet i bomuldsgarn fra Kvickly. Idé tror jeg, det hedder. Det er udmærket garn, dog lidt til den stive side. Til gengæld flosser det ikke. Normalt køber jeg ikke garn i Kvickly, men jeg faldt for farven.

Lige nu er vejret perfekt til små sommerkjoler, så bare fat hæklenålen og sæt i gang. Kun fantasien sætter grænser for farverne, du kan bruge, og kjolen er så nem at hækle, at du sagtens kan lave et par stykker, når du er i gang :-)

Opskriften finder du hos Familie Journalen. Jeg har sat linket til dig her.

Og nej - jeg har ikke fået børnebørn :-) Min datter blev moster for 1½ år siden, og det var hendes niece, der fik kjolen, da hun var ca. 3 måneder gammel.