onsdag den 31. december 2014

Godt Nytår - og tre års blogfødselsdag!

I dag er det så tre år siden, jeg fik idéen om at lave en blog og gjorde det.
Bloggen har indtil nu mest handlet om hækling og loppefund. Men i år er der, som faste læsere af bloggen vil vide, sket noget nyt, som kommer til at få markant indflydelse på bloggen fremover, nemlig købet af kolonihaven! 

Jeg vil i 2015 flittigt rapportere fra kololand, som er en helt ny verden, jeg skal til at opdage - og du, kære læser, er hjertelig velkommen til at følge mig på rejsen :-) Jeg tænker, der bliver noget om istandsættelse, maling, indretning, såning, prikling, lugning, vanding, høstning, græsslåning, afslapning, gæster, plantning, blomster, chilidyrkning, hygning og nydning. Dog ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge ;-)


Jeg glæder mig SÅ meget til at komme i gang med den første sæson i haven og har allerede en masse idéer.
Om de alle bliver ført ud i livet er ikke så vigtigt - drømmene er gode at have.

Jeg vil ønske alle læsere af min blog et rigtigt godt Nytår.
Jeg håber, at 2015 bliver et godt år for os alle.

tirsdag den 30. december 2014

Årets julekort på et hængende hår

Uhhh, hvor jeg synes, tiden flyver afsted! Nu er december allerede ved at være slut, og når sandheden skal frem, nåede julestemningen aldrig helt at indfinde sig hos mig trods utallige forsøg på at finde den: Julesmåkagebagning med mand og begge børn, aflytning og dansning til Michael Bublés julecd, moderat julepyntning af hjemmet, indkøb af julegaver, højtlæsning af 'Peters Jul', julegudstjeneste med yndlingspræsten, Juleaften hos min mands bedsteforældre med hele familien, julemad og dans om træet. Det er noget underligt noget, det med julestemning. Det er jo en følelse, der enten er der, eller ikke er der. Men hyggelig har hele december været!

Som I kan læse, gjorde jeg, hvad jeg kunne. Og jeg skrev naturligvis også julekort! Denne tradition, der tilsyneladende er ved at uddø til fordel for mails og Facebookhilsner, nyder jeg meget at holde fast i.
Siden min datter blev født for 20½ år siden, har jeg sendt julekort ud med billeder af mine børn. Det kan du fx se her. Denne tradition sluttede i år, da mine unger ikke længere gad at stille op til årets julekort. Der har været signaler i den retning de senere år, men nu var det altså slut, og det respekterer jeg naturligvis. Det er da flot, at min datter i 19 år har gidet stille op, og min søn har været med i 7 år. 

Hvad gør man så, når man alligevel gerne vil sende et personligt julekort?
Man gør fx sådan her:


Hele den hjemmeboende familie samlet om juletræet/romanescokålen :-)


Et julekort, som blev givet til en dejlig kollega,


og her julekortet til svigerforældrene. 

Der blev sendt mange flere, end de her viste julekort. Også nogle helt almindelige julekort. For kreativitet ta'r tid, og jeg var kommet for sent i gang til at kunne sende sådanne kort til hele familien, kollegaerne, venner og bekendte.

Alle kort var beklædt med et stykke plastic, der var syet fast på forsiden på symaskinen. I plasticlommen havde jeg fyldt "huller" fra hulmaskinen. Dette skulle ligne sne, der falder, når man ryster kortet :-) Bogstaverne havde jeg købt i den lokale 'Bog & Idé'. På bagsiden havde jeg skrevet min/vores hilsen.

Julekortene blev sendt til tiden, selv om I først får dem at se nu,
hvor året er ved at rinde ud ;-)

søndag den 7. december 2014

Gæstehåndklæder eller køkkenhåndklæder - måske en julegaveidé?

Det er ikke meget, jeg får skrevet på bloggen for tiden - det indrømmer jeg. Jobbet tager mange timer i øjeblikket, og alle ved jo også, hvor meget der skal gøres på hjemmefronten i december.
Alligevel får I lige et par forslag til hurtige julegaver:


Disse to håndklæder har jeg hæklet inden for de sidste par måneder.
Det ensfarvede med muslingemønstret havde min datter ønsket sig,
og det fik hun for en måneds tid siden.


Jeg har tidligere hæklet muslingemønstrede gæstehåndklæder og køkkenhåndklæder. Dem kan du se her og her. Opskriften finder du lige her hos Lise Halager, der altid laver opskrifter, der er lige til at gå til.
Det er SÅ dejligt!


Det prikkede håndklæde hæklede jeg til en kollega, der gik på efterløn/pension, og hun blev rigtig glad for det. Jeg har før eksperimenteret med prikkerne. Det kan du se her. Opskriften på prikkerne finder du her.

Du kan sagtens nå at hækle dem begge inden jul,
hvis du lige står og mangler et par gaver :-)