mandag den 25. juni 2012

Køkkenhaven - mystiske radiser........

Som den kvikke læser af denne blog vil vide, lavede jeg i slutningen af maj køkkenhave. I min mands badekar - ja ok, han har ikke brugt det i en del år. Men han HAR været i bad siden..... :-) 

Køkkenhaven består i år af jordbær, ærter og radiser. I krukker ved siden af har vi mynte, to slags timian og rosmarin, og en enkelt busktomat med sygt mange tomater på, men i dag handler det om badekarret - altså køkkenhaven. Da vi såede og plantede, så den sådan ud:


Otte små jordbærplanter og en enkelt ærteblomst, som Adam havde sået i skolen. Vi såede flere ærter og radiser. Jo, der kan være meget i et badekar :-).

Nu ser køkkenhaven sådan ud:


Vi har allerede høstet to ærtebælge fra Adams skoleplante, og to jordbær er spist (de er supergode!). Vi har høstet alle radiserne. Ca. 7 spiselige blev det til. De sidste var for små. Sådan her så de spiselige radiser ud:


Jeg er noget skuffet over året radisehøst. Tænk, så meget kraft i toppen og så sådan en lille radise......... Det er helt sikkert sidste gang, jeg sår den slags radiser. Næ, da jeg var barn, var der radiser på størrelse med gulerødder, før man fik set sig om, og toppen var en undseelig lille dusk!



søndag den 24. juni 2012

Kejserens nye klæder eller er jeg bare blevet gammel?!

Det var med stor forventning, manden og jeg i dag tog mod nord for dels at loppe på Gentofte Loppemarked (bag Charlottenlund Station) og dels at se Emma optræde ved gaardbodans afslutningsshow på Bellevue Teatret. Vejret var ikke det bedste, men pyt med det.
Stemningen på loppemarkedet var hyggelig, selv om det regnede. Jeg kiggede langt efter fx Lyngbyvaser, Lotus porcelæn, gryder m.m. (jeg har selvfølgelig også købt min ration i denne uge :-) og andet lækkert porcelæn. Det var der ikke. Til gengæld var der en masse lækkert tøj til rimelige priser. Dog ikke i hverken min eller sønnens størrelse. Manden min fik dog en cd med Lenny Kravitz med hjem for en 10'er, så helt tomhændet gik vi ikke derfra.


Videre med toget til Klampenborg til Bellevue Teatret. Vi fik lige sagt hej til Emma, inden vi gik ind. Hun var sminket og klar til åbningsnummeret:


Og forventningens glæde stod i de smukke øjne :-)
Lettere forsinket startede showet. Mit fokus var selvfølgelig på Emma, som gjorde det superflot. Desværre var musikken så høj, at jeg var nødt til at holde mig for ørerne (!). Det var der flere små børn omkring mit sæde, der også måtte. Musikken (hvis man da kan kalde det dét.......) var domineret af en ekstrem bas, der forplantede sig gennem gulv og sæder. Fysisk ubehageligt. Koreografien var typisk "gaardbosk". Kostumerne var smukke og sceneshowet var flot. Men nummeret var alt, alt for langt, hvis I spørger mig. Sådan gik resten af showet, kun afbrudt af en virkelig perle: 'Proud Mary' i en skøn version med småpiger i hvide kjoler. Det var det eneste nummer, hvor man virkelig kunne se, at danserne NØD at danse og svinge med kjolerne. Som helhed var jeg ikke imponeret over afslutningsshowet. Der er ingen tvivl om, at danserne er EKSTREMT dygtige, sceneshowet er flot, kostumerne er smukke, fantasifulde og fantastiske. MEN koreografien bliver for ensformig og musikken og lydstyrken er helt ekstremt dårlig, hvis I spørger mig. Meget avantgarde og "Københavnsk" show. Måske skal det være sådan. Folk i salen lød til at være begejstrede. Men jeg havde den dér følelse, som drengen i 'Kejserens nye klæder'.......
Da Emma spurgte, om vi syntes, det havde været godt, svarede jeg naturligvis ærligt "Nej." Jeg anerkendte naturligvis hendes præstation og de andre dygtige dansere o.s.v., men måtte også ærligt sige, at musikken var noget l.... Jeg sagde, at det selvfølgelig også kunne være mig, der ikke helt forstod konceptet. Emma sagde bare tørt: "Er det en mulighed, at du er ved at blive gammel?" Og ja, det er da bestemt en mulighed :-)
Jeg forstår det bare ikke........... Lige så lidt som jeg forstod dette skilt på Charlottenlund Station:


Jeg holder meget af mangfoldighed. Det er bare ikke alt, jeg forstår.
I går læste jeg en blog, hvor en blogger beskrev hendes oplevelse af at være til traktortræk i Faxe (se her). Jeg må sige som hende: Min dag går under kategorien "En kulturel oplevelse" :-)


lørdag den 23. juni 2012

Hvorfor genbrugsshopping og lopning er genialt

I denne uge har jeg været i genbrugsbutikker fem gange. Og hvad kom der ud af det, spørger du sikkert? Der kom en lille Maguerite skål til fem kroner, en superfed lædertaske til 15 kroner (I får den at se, når jeg har repareret låsen - den var desværre defekt), en cowboyjakke til 45 kroner, den i forrige indlæg viste Lotus gryde til 75 kroner, en lækker strikbluse til sønnen til 15 kroner, en bog til datteren, som hun har ønsket sig til 5 kroner, en sommerkjole til mig til 50 kroner, to små gule knive til sønnen til 2 kroner og i går, denne Lotus kaffekande til 65 kr:


Jamen, det jo et genialt koncept af mange årsager:

1) Jeg bidrager mindre til at holde producenterne i gang.
2) De endnu brugbare ting finder et nyt hjem, hvor de bliver påskønnet.
3) Gamle ting har bare mere sjæl end nyt.
4) Jeg får stimuleret mit tingfinder- og shoppegen, samtidig med at det ikke koster ret mange penge - genialt! :-)

5) Jeg støtter gode formål.
6) Jeg ved aldrig, hvad jeg kommer hjem med (kan også være en ulempe....)
O.s.v. o.s.v.


Når jeg sådan går i genbrugsbutikker og på loppemarkeder, ser jeg sommetider ting, som jeg egentlig ikke selv har brug for, men som jeg tænker, at andre måske kunne tænke sig. Jeg overvejer derfor, om jeg skal begynde at samle sammen til et loppemarked....... Det tænker jeg lige lidt mere over....... Min datter synes, at idéen er helt godnat, for man KØBER da ikke for at holde loppemarked - man holder loppemarked, når man har for mange ting, siger hun. Måske har hun ret..... Det har hun af og til.... :-)

På søndag skal jeg se hende danse på Bellevue Teatret, hvor Gaardbodans holder afslutningsshow. Det glæder jeg mig meget til. Inden da smutter jeg lige forbi Charlottenlund Station for at besøge loppemarkedet dér. Der har jeg aldrig været før. Tiden vil vise, om jeg finder noget spændende. Det skal I nok høre om :-)

torsdag den 21. juni 2012

Loppeguld af retroslagsen :-)

Jeg gik i dag ind i en af de mange genbrugsbutikker, vi har her i byen. Og sandelig om ikke en af de ting, næsten enhver loppeshopper ofte er på udkig efter, pludselig stod lige foran mig:


De er ikke voldsomt svære at finde, men de findes meget sjældent i 5 liters udgaven uden afslag af nogen art til 75 kr (har set den på nettet for op til 495 kr.!). Men så heldig var jeg i dag :-)

onsdag den 20. juni 2012

En voksen mere i huset og sommer på flasker

Der har været lidt stille her på bloggen, men jeg er her stadig :-). Her har været travlt med forberedelser til, afholdelse af og deltagelse i min datters 18 års fødselsdag. Det blev til morgenhygge, restaurantbesøg med surprisegæster, kaffe og kage her og gaver på dagen. Lørdag var der fest hos Emmas far for familie og venner og om aftenen ungdomsparty med efterskolevenner og gymnasiekammerater. Alt sammen superhyggeligt. Ingen tvivl om, at det er en fødselsdag, Emma ikke glemmer. Og lige præcis sådan skal det jo være :-)

Det har dog ikke handlet om fødselsdag det hele. Jeg har jo fået lavet hyldeblomstsaft. Indtil videre to bryg, og jeg har købt ind til det tredje, som bliver sat over i weekenden. Det er jo en gudedrik. Sommer på flasker.




Jeg har eksperimenteret med flere forskellige opskrifter gennem årene, men den bedste opskrift er og bliver min mormors gamle opskrift, som du kan se her. 
Etiketterne har jeg lavet her. 

Og jo, jeg har naturligvis også loppet. Det kommer I til at se mere til, når jeg har fået sommerferie :-)

søndag den 17. juni 2012

Vinderen af min Give Away er trukket

Så har vi fejret min datters 18 års fødselsdag, og i den anledning havde jeg besluttet at lave en Give Away:


Og her til formiddag har min søn udtrukket vinderen som blev:

Gitte

Hjertelig tillykke med det, Gitte :-) Er du sød at sende mig din adresse på min mailadresse grundstednielsen@hotmail.com, så jeg kan sende pakken afsted?


torsdag den 7. juni 2012

Nu er den her - hylden! Jubiiii!!!!

Sad og hørte P4 morgen på vej til arbejde, da mit blik fangede det første glimt af en nyudsprungen hyld. Med et smil på læben gik jeg på arbejde og i en pause før et møde, sprang jeg ind i bilen og kørte til nærmeste supermarked, hvor jeg straks kastede økologiske citroner, citronsyre og sukker ned i kurven. Tilbage til arbejdet og til møde, hjem fra arbejde, hente sønnen, og ud ad døren med kurven for at finde den nærmeste hyld langt væk fra alfarvej. Og ganske rigtigt - indtil flere skærme havde foldet sig ud og smilede mod solen. Jeg plukkede den første skærm. Lukkede øjnene. Førte langsomt skærmen op til næsen
og snusede ind.......... Ahhhhhhhhhhh :-)
NU er det sommer! Adskillige skærme fandt vej til min kurv:


Straks gik jeg i gang med tilberedningen af sommerens første flasker hyldeblomstsaft. Og her ligger det hele -
klar til at blive siet og hældt på flasker om fire dage:


Jeg får svært ved at vente :-)

Her er min opskrift/DIY, som jeg i sin tid har fået af min mormor:

Ingredienser:

20 skærme uden store stilke
Skiver af 1 økologisk citron
Saften af 2 økologiske citroner
25 g citronsyre
1 kg økologisk rørsukker af mærket 'Svansø' (det giver ganske enkelt den allerbedste smag - og det får jeg ikke penge for at skrive :-)
1 ltr vand
1 tsk flydende atamon

Fremstilles således:

Klip de tykke stilke af skærmene og skyl dem let i koldt vand.
Læg dem i gryden/beholderen.
Skær citronen i tynde skiver og læg dem i gryden/beholderen.
Hæld saften af de to citroner i gryden/beholderen.
Kom sukkeret og citronsyren i en skål og hæld en liter kogende vand i skålen.
Rør rundt, til sukker og citronsyre er opløst.
Hæld dette over citroner og skærme.
Tilsæt atamonen.
Sæt gryden/beholderen tildækket i køleskabet i fire dage.
Rør rundt 1 - 2 gange dagligt.
Herefter sies drikken og hældes på skoldede og atamonskyllede flasker.

Se, dét er smagen af sommer! :-)

Laver du også hyldeblomstsaft, og har du også en speciel opskrift?




mandag den 4. juni 2012

Tid til en Give Away

I anledning af min datters snarlige 18-års fødselsdag er jeg i mit gavmilde hjørne, og hvis du har lyst til at deltage, kan dette blive dit:


2 retro æggebægre/saltkar(?) fra Bavaria (jeg tror nok, stellet hedder Blå Rapsodi) og et matchende hjemmehæklet køkkenhåndklæde fra min hæklenål.

Min Give Away trækkes søndag d. 17. juni.

Du kan deltage på følgende måde:

1) Du får 1 lod, hvis du tilmelder dig som fast læser af min blog og skriver en bemærkning i kommentarfeltet.

2) Du får 2 lodder, hvis du tilmelder dig som fast læser af min blog, skriver en bemærkning i kommentarfeltet og linker fra min blog til din blog/Facebookprofil. Du må gerne bruge billedet, når du linker.

Held og lykke!


Hjælp!! Jeg har fået loppefeber!

Jeg har fået loppefeber, og det er jo en ganske alvorlig sag. I dag gik turen til et - for mig - nyt og fantastisk loppested. Og det lige her i byen. Jeg er alvorligt bange for, at jeg mindst en gang om ugen kommer til at svinge forbi.

I dag købte jeg bl.a. dette:


En skøn cykelkurv, en skjorte til mindstemanden på 7, en fin mælkekande, to glas, der passer lige til den patentflaske, jeg købte i går, og en fedtkrukke. Ikke at der nogensinde skal fedt i den, for det spiser vi ikke her i huset, men mere fordi, vi er lidt retro i vores sprogbrug og ofte siger "Fedt!" :-)

Og så købte jeg også noget andet, som jeg senere på dagen vil præsentere i en Give Away. Noget skal vi jo have tiden til at gå med, når vejret ikke indbyder til udendørs aktiviteter :-) Så kig ind senere i dag!

søndag den 3. juni 2012

Lopper og hundehvalpe - en god kombination :-)

Umiddelbart skulle man ikke tro det, men i dag var lopper og hundehvalpe en rigtig god kombination. Vi startede nemlig dagen med at tage på loppemarked - heldigvis, for jeg var lige ved at få abstinenser :-). Hvor hundehvalpene kommer ind i billedet, må du læse nederst i dette indlæg.

Nå, denne gang var det Bjæverskov Kræmmermarked, der lokkede. Vi var der på slaget 9, hvor der vel stod 60 - 70 mennesker i kø allerede. Vi tog det stille og roligt, men der var mange, der løb afsted for at sikre sig, at de kom først til de bedste ting. Hvad de bedste ting er, kommer jo helt an på, hvem man er, og for mig var de bedste ting disse her:


Flasken med roserne stod på et bord og kaldte på mig. Om ca. tre uger er den fyldt med min hjemmelavede hyldeblomstsaft :-) Glassene købte jeg af nostalgiske årsager, for sådan nogle drak jeg af som barn. 20 kr. 


Potten her er jo oplagt at sætte en smuk blomst i udenfor, så den måtte jeg eje. Fine træbøjler kan jeg jo aldrig få nok af. Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om min passion for gamle bøjler, som jeg maler og decouperer. Så skulle man jo tro, at jeg snart havde bøjler nok, men der sker jo det, at jeg ender med at give nogle af dem væk :-). 45 kr. for det hele.


Jeg fandt også disse to lækre vatterede rullemadrasser, som både kan bruges til solsengene i haven og til en lille skovtur. De er stribede på den anden side. Så fine! 25 kr. i alt.

Så det blev til et samlet forbrug på 90 kr. i dag. Jeg synes, at det er fantastisk, at ting på den måde kan genbruges. Nogle er glade for at slippe af med det, og andre er superglade for at få "nye" ting - mig fx :-).

Efter at have loppet, kørte vi forbi en god veninde og kollega, som i øjeblikket har hundehvalpe til salg. Vi skal ikke have hund, men det er jo altid sjovt at kigge :-). Tine har Rosa, som er en fantastisk sød hund. Den er meget rolig. Rosa er en rød cockerspaniel, og den har fået hvalpe med en anden rød cockerspaniel. Der er fire hvalpe - alle hanner. Hvalpene er 6 uger gamle i morgen. De koster 4000 kr. Hvis du er interesseret i at købe en hvalp, så læg en besked til mig i kommentarfeltet med din mailadresse, så vil jeg gerne formidle kontakt til Tine. Tine bor i Ejby, som ligger ca. 12 km fra Køge. Her er en af hvalpene:


Fortsat god søndag til dig :-)

lørdag den 2. juni 2012

Blomster på bordet

Er det ikke bare skønt, når man kan sætte sommerbuketter på bordet? Det synes jeg. Min lille have er desværre endnu ikke leveringsdygtig i sommerbuketter, men det kan man jo heldigvis betale sig fra :-)


Kanden her fandt jeg for nylig på et loppemarked, og lampen i baggrunden er også et loppefund.


Denne kande er fra Green Gate - elsker den :-)

Sommerbuketterne ser bare så meget skønnere ud, når de bliver sat i kander, synes jeg, men det er jo smag og behag :-)
Hvad synes du? Hvad bruger du til dine blomsterbuketter?