søndag den 22. september 2013

Hæklet sengetæppe - de indledende øvelser

Længe har min datter talt om, at hun godt kunne tænke sig et hæklet sengetæppe fra min hånd. Og når hun spørger om det, så tager jeg det alvorligt, for det er ikke ofte, at mine nørklerier falder i hendes smag. Vi har igennem næsten et års tid talt frem og tilbage om mønster og farver. Sidste år var hun mest hooked på små firkanter, men for et par uger siden kom Emma frem til, at hun gerne ville have sengetæppet i zigzagmønster. Glad var jeg, for det er unægteligt noget nemmere at hækle der ud af og ikke skulle tænke på at hæfte og hækle/sy lapperne sammen bagefter. 

Farverne skulle være noget grøn/blåt, og vi satte os ved computeren for at finde frem til de rigtige nuancer. Emma fandt farverne, og jeg bestilte. Og i denne uge kom denne ladning med posten:


Zpagettigarnet og hæklenålene er ikke til dette projekt, men resten er til sengetæppet. Jeg har ingen idé om, hvor meget garn jeg skal bruge, så jeg startede med at købe 25 nøgler af et mærke, jeg ved, ikke udgår lige med det samme :-) Man ved jo aldrig, hvor længe sådan et projekt er under vejs.

I forgårs gik jeg så i gang med at afprøve diverse mønstre på zigzag. Og der er mange, kan jeg betro jer! Fælles for dem, jeg prøvede var, at jeg ikke forstod en bjælde! Jeg prøvede og prøvede, og måtte pille min hækleprøve op 8 gange. Til sidst fandt jeg en opskrift, som jeg rent faktisk forstod nok til også at kunne lave lidt om på den, for buerne i det originale mønster var ikke store nok, syntes jeg.

Og i dag fik jeg så lavet mit hækleprøve med henblik på at kunne bestemme hæklefastheden, og dermed hvor mange masker jeg skal starte med at slå op, men også med henblik på rækkefølgen af farverne. Datteren har nu godkendt hækleprøven, så nu skal jeg til at regne og slå masker op :-)

Her er prøven:


Til orientering kan jeg fortælle, at det færdige sengetæppe skal måle 230 x 250 cm, så jeg er sikker på, at I kommer til at høre meget mere om dette tæppe det næste lange stykke tid :-)

lørdag den 14. september 2013

Sensommer i den lille have

Det er ikke mange havevandringer, jeg har udsat min læsere for i år,
så i dag får I lige en tur i den lille have. 

Og så vil jeg i øvrigt byde hjerteligt velkommen til de nye læsere på bloggen. Der er lige så stille smuttet omkring ti nye læsere ind på mit værelse i løbet af det sidste halve år, og det er jeg glad for. Jeg håber, I kan lide at være her.

Her på Østsjælland havde vi i dag den skønneste sensommerdag med god varme og næsten ingen vind. Det kaldte lige på en times lugning, oprydning og fejning i haven. Jeg sluttede af med at tage nogle billeder:


De vilde jordbær har bredt sig helt vildt rundt om stolpen, og det ser så fint ud, synes jeg. I denne uge købte jeg lidt lyng og satte i kurv. Dejligt med efterårsfarver, der kan ses helt ind i stuen :-)


Under halvtaget har der været dejlig skygge hele sommeren. Alligevel blomstrer mine hængepetuniaer stadig.


Den ene af mine roser sætter stadig en masse knopper. Skønt!


I foråret satte jeg lavendler op ad hegnet. Jeg købte dem billigt i Kvickly, og den første måned havde jeg ikke megen fidus til dem, men de har godt nok taget revanche. De sætter stadig knopper og blomstrer så fint. Den lavendel, jeg købte på planteskolen, har ikke blomstret siden juni..... Jeg tænker, at det er to forskellige sorter. Jeg elsker duften af lavendler.


Forrige år såede jeg morgenfruer langs hegnet, hvor der nu står lavendler, men disse morgenfruer er selvsåede, og de har fået lov at stå. De blomstrer hele sommeren og er gode til buketter. Sidste år tog jeg morgenfruer ind så sent som sidst i november, hvor frosten for alvor tog fat, så det er en hårdfør blomst. I øjeblikket samler jeg frø fra de visne frøstande, så jeg kan få morgenfruer, lige hvor jeg vil til næste år :-)


En lilla lupin har også sået sig selv midt i skærverne ved bålstedet. Jeg plantede godt nok lupiner i mit bed sidste efterår, men de får vist ikke nok sol, så de har ikke blomstret overhovedet. Så er det godt, at frøene bliver spredt og kan tage sagen i egen hånd, selv om det må siges at være lidt uden for sæsonen, at denne her blomstrer. Men fin er den :-)


Sct. Hans urten ser indtil videre fin ud. Den plejer ellers at lægge sig ned, når vi når denne tid, men det har den altså ikke gjort i år. Jeg elsker dens kønne farve. Det gør humlebien her åbenbart også.


Den gamle møllesten, som har tilhørt min farfar, passer så godt ind i min lille have, synes jeg. I år har den fået selskab af et par lanterner. Også her snor de små vilde jordbærstiklinger sig rundt over det hele :-)


Og sandelig, om der ikke også er jordbærplanter i bålstedet nu. Jeg tænker, de forsvinder, når vi snart tænder efterårets første bål.


Fuglebadekarret, som vi fik af Emma i bryllupsgave for over 8 år siden, er et hyggeligt indslag i haven, der ofte får besøg af diverse fugle.


Til sidst skal I lige se mine flotte tomatplanter. Vi valgte igen i år at købe busktomater, som var så nemme at passe sidste år. De skal ikke nippes. De skal bare have noget god jord, og så skal de vandes jævnligt. Og så har de lige fået en støttepind undervejs, for de har haft SÅ mange flotte og store tomater på og har det stadig, som I kan se. Vi har nydt hver eneste af dem. Solmodne tomater smager bare endnu bedre end drivhustomater, synes jeg.

Så får I ikke mere havevandring denne gang. Håber, I nød turen :-)

tirsdag den 10. september 2013

En hæklet balletmus :-)

Jeg elsker, når jeg kan overraske nogen med mine hæklerier. Det er måske også en af grundene til, at jeg ikke tager imod bestillinger. Der er bare noget helt særligt ved at overraske. I denne uge landede fx en lille balletmus hos Katrine, der blev tre år. Balletmusen blev færdig for ca. 5 uger siden, og hver eneste maske blev hæklet med Katrine i tankerne. Sådan kan jeg bedst lide det - at vide, hvem jeg hækler til og finde farver og mønstre, jeg synes passer til modtageren.

Udgangspunktet var et mønster i denne bog:


Jeg har før hæklet dyr fra denne bog. Jeg er simpelt hen vild med farverne og de gakkede dyr i bogen. Balletmusen kan du se på forsiden, men Katrines skulle være mere....... Katrine :-)

Det blev den også. Se bare her:


Jeg ændrede lidt på designet undervejs, og sådan kom musen til at se ud. Alle materialer havde jeg i forvejen.


Når jeg er færdig med en ting - og særligt dyr - holder jeg meget af at tage billeder af dem bagefter. Det er mærkeligt, men det er som om, de får personlighed i takt med, at hæklenålen arbejder sig frem, og arme, ben og krop bliver stoppet ud og syet på.


Personligheden er da helt tydelig her, hvis du spørger mig ;-)


Katrines far var så venlig at sende mig et par billeder, efter Katrine havde pakket op. Det er ret tydeligt, at balletmusen er havnet det helt rigtige sted <3


søndag den 8. september 2013

Kalorielet(tere) brombærcrumble

I dag tog vi ud og nød en dejlig sensommerdag. Turen gik til et sted i lokalområdet, hvor man både kunne plukke brombær og køre på skateboard. Helt perfekt combi :-) Jonas, Adam og hans kammerat hyggede sig på skateboardramperne, mens jeg kastede mig ind i brombærkrattet.
Jeg var absolut ikke den første på stedet, men heldigvis er der nok brombær til alle. Jeg fik plukket 1/2 kg, og det var lige præcis nok til en dejlig brombærcrumble. 


Jeg ledte på nettet efter en god, kalorielet opskrift, men det lykkedes ikke rigtigt, så jeg måtte jo opfinde min egen, og den får du her:

500 gram brombær
150 gram smeltet smør
25 gram Original Stevia Sukker
1 stang vanilje
125 gram havregryn
125 gram rugmel
1 spsk kanel blandet med Original Stevia Sukker

Bærrene skylles og lægges i tærtefadet. Drys bærrene med kanel blandet med Steviasukker.
Smelt smørret og bland det i en skål med rugmel, Steviasukker, vaniljekorn og havregryn. Hæld crumbledejen over bærrene.
Bag ved 200 grader midt i ovnen i ca. 30 minutter.


Jeg serverede brombærcrumbelen med skyr, men hvis man har lyst, kan vaniljeis eller flødeskum sagtens bruges :-)


Det var jo lidt et forsøg, og jeg skal lige love for, at forsøget faldt heldigt ud, for det smagte bare SÅ godt! Jeg frygtede lidt en bismag af Steviasukkeret, men det smagte, som om den var sødet med helt almindeligt sukker. 

Brug opskriften frit.

mandag den 2. september 2013

Endnu en hæklet pude - nu med ny lukning

Jeg er sikker på, at rigtig mange af jer her i Blogland kender til projekter, der af en eller anden grund ender i et hjørne af garnkurven på ubestemt tid. Et af den slags projekter fik jeg gjort færdigt i dag. Og så spørger man jo sig selv: Hvorfor gjorde jeg ikke det noget før?

Jeg startede på mit projekt d. 30. december - for ca. 8 måneder siden.... Da så det sådan ud:


Så har det været lidt fremme, og så røg det i "skammekrogen" igen til fordel for mere interessante projekter. Men i lørdags tog jeg mig sammen til at hækle det sidste, og i dag satte jeg mig så til symaskinen.

Og her er den så:


Det er mit første projekt med den slags lapper. Ikke to lapper er ens, men jeg har holdt mig til de samme 9 farver på hele puden.

Jeg har helt med vilje vendt vrangen på lapperne ud ad, for jeg synes faktisk, det er det pæneste. Sammenhæklingen har jeg også gemt på bagsiden.

Og nu vi snakker om bagsiden, havde jeg denne gang lyst til at prøve noget nyt. Tidligere har jeg hæklet en pude af bedstemorfirkanter, hvor begge sider var hæklede. Se her. Det havde jeg ikke lyst til denne gang (jeg har lapperne til det, da jeg fra start hæklede to af hver farve, men de bliver nok til en anden pude), så jeg lagde hovedet i blød. Det blev til denne løsning:


Jeg kiggede i knappeæsken og så, hvad der var at gøre godt med, og derefter tog jeg udgangspunkt i knappernes farve, da jeg hæklede de ekstra ca. 10 cm på puden. Jeg synes, det er blevet fint.


Knaphullerne er i alt sin enkelthed 7 luftmasker.


Til sidst skulle mit mærke naturligvis på :-)

Puden inden i måtte jeg sy af en gammel pude fra Jysk (jeg brugte noget af stoffet og noget af fyldet), for det hæklede forstykke var ikke standardmål (ca. 45 x 45). Stoffet på bagsiden tog jeg fra et gammel pudebetræk, jeg havde købt for en 10'er. Så jeg har også benyttet mig af genbrug.

Opskriften på lapperne har jeg fundet her.

Hvad synes du om min alternative bagside/lukning?