Jeg har længe haft stående i min profiltekst, at jeg maler. Det gjorde jeg også meget på et tidspunkt, men det har ligget stille i nogle år. Indtil i går. Jeg har gået rundt om lærreder, pensler og maling i et stykke tid, men der var altid en undskyldning for ikke at gribe penslen.
I onsdags var jeg på besøg hos en veninde sammen med en anden veninde. De maler begge to - og af og til sammen. I onsdags var der også gang i penslerne, og de spurgte, om jeg ikke også ville male. Det ville jeg ikke. Jeg skal have tid til fordybelsen. Det havde jeg i går, så jeg fandt det hele frem. Mand og søn tog til Lyngby for at hente en fødselsdagsgave, så jeg havde huset og tiden for mig selv.
For fem år siden gik jeg i stå med dette maleri:
Det var et meget "tænkt" maleri af min søn med bl.a. afrikanske symboler. Men der var en del, der ikke fungerede i maleriet. Kompositionen blandt andet. Det fik lov at hænge længe, så jeg kunne få nye idéer til at komme videre med med det. En morgen vågnede jeg op og fandt ud af, hvad det var, der først og fremmest IKKE fungerede. Jeg havde jo fremstillet min søn som hvid. En detalje, jeg slet ikke havde set, fordi baggrunden jo var delvist brun..... Virkelig mærkeligt.......
Da man jo skal rejse sig dér, hvor man er faldet, var det det maleri, der i går blev sat på staffeliet. Selv om jeg havde brugt mange timer på maleriet, var det ikke svært at male det over og komme i gang igen. Udvalget af maling og pensler var begrænset, men jeg klarede det alligevel.
Efter ca. fire timers koncentreret arbejde så det sådan ud:
Det var virkelig underligt, at jeg efter fem år stort set uden en pensel i hånden, kunne sætte mig ned og male sådan. Der var et tidspunkt på ca. 10 minutter, hvor ALT bare gik op i en højere enhed, og jeg følte, at jeg ikke kunne gøre noget forkert. En ret fantastisk oplevelse....... Resten af tiden (som var ca. 7 timer i alt....) var det bare hårdt arbejde og håndværk.
Manden og sønnen kom hjem, og da sønnike så sig selv på lærredet, blev han både glad over, at jeg malede ham og overrasket over, at hans mor kunne male sådan :-)
Jeg lurede lidt på, hvordan baggrunden skulle være, og sønnike og jeg fandt frem til, at regnbuefarver ville være godt, så det gik jeg i gang med:
Det var så den del af det, der var ret kedelig :-)
Efter nogle timer med adskillige lag, tørren med hårtørreren og blanding af farver, blev jeg færdig:
Sønnike sad ved siden af mig og spurgte, hvordan jeg gjorde. Jeg prøvede at forklare, men det er jo ikke så let at forklare. Men jeg kunne fortælle ham, at noget af det sværeste var at vide, hvornår maleriet er færdigt. Hvornår man bare skal beslutte sig for, at sådan bli'r det! Og sådan her blev mit maleri altså. Sønnike vil gerne have det op at hænge på sit værelse. "Så behøver jeg ikke at kigge mig i spejlet!" sagde han.
Og det er vel den bedste ros, jeg kan få :-)
Og det er vel den bedste ros, jeg kan få :-)
