fredag den 26. oktober 2012

Dagens lopperier

På vej hjem fra arbejde kørte jeg lige forbi en af byens genbrugsbutikker. Det gør jeg nogle gange om fredagen. Det er jo en perfekt måde at starte weekenden på :-)

I dag var jeg så heldig at finde en bog, jeg har ledt efter længe, nemlig 'Nat i sommerhuset' (en del af serien Ælle-Bælle):

 
Jeg havde i forvejen den første bog, 'Sommerhuset', og det er bare ikke optimalt, når man liiige mangler den anden. Det gør jeg så ikke mere :-)

Men mit held stoppede ikke dér, for i dag stod også dette lille kaffestel med 6 kopper, 6 underkopper, 6 kagetallerkner og en sukkerskål og ventede på mig:


Jeg har før været heldig at finde to af den slags kopper uden hank, men i dag var det altså modellen med hank, jeg købte. Stellet hedder 'Marguerite', og jeg synes, det er så fint. Jeg har ellers for lang tid siden afskaffet kaffekopper med underkop, men nu fik de lige sneget sig ind igen :-) 60 kr. for hele baduljen - helt fint med mig.

Nu fandt jeg jo godt nok den bog, jeg lige manglede, men nu mangler jeg jo en flødekande til Marguerite stellet.......... En lop-aholics søgen slutter aldrig........

søndag den 21. oktober 2012

Jesus - nu som påklædningsdukke :-)

Emma og hendes kæreste har været i Amsterdam i Efterårsferien. Her fandt de den perfekte gave til Adam. Han har altid været fascineret af historien om Jesus. Sigurd har en stor del af æren for dette. Altså Sigurd Barret, som har lavet materialet 'Sigurd fortæller Bibelhistorier'. Vi har både dvd, bog og cd. Der ud over fik Adam på sidste års bogmesse lokket mig til at købe 'Manga Messias', som er Det Nye Testamente udsat for japansk tegning. Den har han virkelig kigget i mange gange.
Nå, det var så baggrunden for Adams fascination af Jesus. Og i den anledning havde storesøster og kæresten altså købt denne gave til ham:

 
 
Yes - en magnetisk Jesus påklædningsdukke :-) Og tror I lige, knægten blev glad for gaven? Nemlig :-) Så glad, at han straks hentede noget af sit øvrige Jesus merchandise:
 
 
Og så var det ellers bare med at komme i gang med at klæde manden på.
Her med solbriller.....
 
 
Nogle af jer kan måske huske, at jeg for et stykke tid siden havde et indlæg om, hvordan Jesus mon så ud. Hvis ikke, kan I se det lige her. Det spørgsmål kan man med rette undersøge med dette påklædningskit, kan jeg godt fortælle jer. Hvem ville fx genkende Jesus, hvis han kom tilbage i dette outfit, som Adam kalder James Bond tøjet:
 
 
Eller det her? (Bemærk fisken både på blusen og i hånden - et kristent symbol)
 
 
Jeg kan nu også meget godt li' Johnny Depp udgaven.....
 
 
Rapper udgaven er jeg ikke så meget til.....
 
 
Men lidt cool er han da........ :-)
 
 
Til gengæld er jeg slet ikke til lammekostumet. Det er lidt for meget ovre i den blasfemiske afdeling, synes jeg..........
 
 
Korset hører naturligvis også med........
 
 
Og kalken og brødet er naturligvis også en del af kittet. Men hvad sker der lige for pavehatten??!!
 
 
Nåmen, jeg må sige, at påklædningsdukker nu til dags er nemme at have med at gøre. Jesus her er jo magnetisk, så man lægger bare lige tøjet på og vupti - så har han tøj på! Næ, dengang jeg var barn, sad man og fedtede med små, hvide papirsdutter, som skulle foldes bag dukken. Lige så snart man rejste dukken op, faldt tøjet af igen....... Helt igennem nederen legetøj var det. Se nu fx dette kit med dronning Margrethe, da hun var lille:
 
 
Og det skulle altså klippes ud først!
Jeg skal lige love for, at børn nu til dags har det nemt!
 
Således slutter dagens blogindlæg..... Og så kan du jo gøre op med dig selv, om det var vigtig viden eller ligegyldig info :-)

lørdag den 20. oktober 2012

Efterårshygge og mystisk blomst....

I dag var vi en tur i skoven. Den chance lader man jo ikke gå fra sig, når der er 20 graders varme en oktoberdag. Sådan så skoven ud - jeg elsker efterårets farver (og det ville jo være helt perfekt, hvis jeg også havde et kamera, der kunne yde farverne retfærdighed.......)
 
 
Og når man så kan stå inde under de store træer og nyde farvernes og lysets spil, bliver man ekstra glad.
 
 
I græsset så jeg en mystisk blomst, ja faktisk flere af dem. Hvis jeg havde mødt den lille blomst i marts/april, havde jeg ikke fundet den mystisk, men i oktober forventer jeg ikke at finde krokus. For det er da en krokus, ikke? Skriv mig gerne en bemærkning, hvis du mener noget andet.
 
 
Ungerne gad ikke fordybe sig i blomster. De var mere på snakkestadiet, for storesøster var lige kommet hjem efter en uge i Amsterdam med kæresten, så lillebror nød at have hende hjemme.
 
 
Inspireret af det helt fantastiske vejr, besluttede vi at lave aftensmad i haven:
 
 
Vi blev siddende derude, til mørket faldt på.
 
 
Mit skønne fuglebur, som er et loppefund fra sommeren, fungerer rigtig godt med fyrfadslys i om aftenen.

 
Vi sluttede selvfølgelig af med ristede skumfiduser :-)
 
 
Skøn efterårsdag og -aften :-)

fredag den 19. oktober 2012

Røgfri i 2 år!

 
Så blev det dagen, hvor jeg har været røgfri i 2 år. Jeg slipper lige tastaturet, så jeg kan klappe mig selv på skulderen...... (klap, klap).

MEN........ nogen af jer kan måske huske mit indlæg fra for ½ år siden. Hvis ikke, kan du læse det her. I det indlæg nærmest LOVEDE jeg jo at jeg ville holde op med at indtage dem her - nikotintabletterne: 

Det går så ikke så godt med det. Faktisk indtager jeg nu flere end nogensinde. Nærmest hvad der svarer til 36 cigaretter om dagen! Langt mere, end jeg røg i sin tid. Det er jo helt godnat. Jeg skal nok afholde mig fra at komme med flere løfter af den slags her på bloggen, men det står jo lysende klart, at det ikke kan fortsætte. Hmmmm........ Fortsættelse følger........ på et tidspunkt........

torsdag den 18. oktober 2012

Vær ligeglad :-)

På vej ud ad døren med mand og søn (med genbrugsbutik, Kop & Kande og Kvickly som destinationerne), tænkte jeg, om det var i dag, jeg skulle gøre alvor af denne lille selvhjælpsøvelse, som i mange år har hængt på min opslagstavle:




Tegning: Nikoline Werdelin
 
Måske gjorde jeg det - måske ikke ;-)

tirsdag den 16. oktober 2012

Tyvstart....... :-)

Jeg indrømmer - jeg glæder mig allerede til jul........ Jeg plejer ellers at være en af dem, der kæfter højest op om, at julepynt og deslignende overhovedet ikke skal indfinde sig i butikkerne i oktober. Men ikke i år....... I søndags fik vi fx risengrød for første gang i år:
 
 
Med rigeligt smør, naturligvis :-)
 
I dag har jeg så ude at shoppe lidt. Egentlig skulle jeg bare have noget garn til et sjal, jeg skulle i gang med at hækle i morgen, men min lokale garnforretning havde ikke det garn, jeg skulle bruge....... De havde heller ikke "hudfarvet" bomuld til nisser. De havde selvfølgelig heller ikke 8/8 bomuldsgarn til kurve........ Arhmen, hvad har de tænkt sig?! Bevares, de har da garn, men når de ikke kan imødekomme hele tre af mine ønsker, så er de da langt ude. Amatørnisser, siger jeg bare!
 
Så måtte jeg naturligvis også lige ind i 'Vitrinen', som er en af mine yndlingsbutikker i byen. Her kan man altid finde lige det, man ikke vidste, man ikke kunne leve uden. Her var nisser og engle så småt begyndt at titte frem. Jeg fandt dette bånd til 6 kr. meteren, og så kan man jo godt tillade sig at købe en del :-)
 
 
Jeg har allerede flere idéer til, hvad båndet skal bruges til.
 
Og hvad får jeg så ellers efterårsferien til at gå med af kreative ting, tænker du sikkert :-) Jeg må indrømme, at jeg allerede er i gang med juleagtige ting. Hvilke, kan jeg naturligvis ikke (endnu) afsløre her på bloggen, men indtil videre er jeg ude i noget med perler og så naturligvis noget hæklet. Jeg har store planer for hjemmegjorte julegaver i år. Og så har jeg planer for bloggen her i december. Jeg pusler med tanken om et juleindslag af en art hver dag i julemåneden. Det kræver naturligvis lidt forberedelse, og det er jeg i gang med nu. Så kære læser: Glæd dig til december her på bloggen!


søndag den 14. oktober 2012

Så er jeg blevet et år ældre.......

Mange kvinder sukker dybt, når de bliver et år ældre. Og indrømmet - det KAN jeg da også finde på af og til. Men dybest set burde man jo juble højt. Tænk, at man har fået endnu et år. Det er da fantastisk, når man som jeg har en god familie, en dejlig mand og to skønne børn, et job, jeg godt kan lide, et hyggeligt hjem, skønne veninder, dejlige kollegaer, et godt helbred, de materielle goder, jeg har brug for, og ja, jeg kunne blive ved. Jeg ER en heldig kartoffel :-)

Hør nu fx de dejlige fødselsdagsdage, jeg har haft de sidste par dage: I fredags (min rigtige fødselsdag) stod jeg op og gik i bad. Stadig søvndrukken åbnede jeg døren til badeværelset, og her stod familien og sang fødselsdagssang :-) Ned til dejligt fødselsdagsmorgenbord med gaver: Den nye cd med Savage Rose og koncertbilletter med samme band. Fantastisk! Så afsted på arbejde. Min teammakker og jeg har fødselsdag samme dag, så vi havde besluttet at lave morgenbord for vores lille specialklasse. Eleverne kom trissende ind ad døren, og alle ønskede de os tillykke. Nogle af dem havde små gaver og tegninger med til os. Super hyggeligt! Gaver i dueslaget og personligt overrakt, masser af krammere og flaget hejst. Så dejligt!
Til aftensmad fik jeg det, jeg havde ønsket: Rejecocktail og røde bøffer (ja, jeg ved godt, jeg er lidt gammeldags, men den menû holder altså!).


Lørdag kom fire dejlige veninder på besøg til frokost og chokoladekage og naturligvis en lille quiz om vigtige begivenheder i mit liv krydret med musikalske indslag fra de respektive årstal (man er vel musiklærer..... ;-). Det var en superhyggelig eftermiddag med kvindesnak (vi kom vidt omkring - noget med en smuk karatelærer, en nøgenløber, mænd i kjoler, børns pligter i hjemmet og mangel på samme, overvægt, hvad cykelslanger også kan bruges til o.s.v., o.s.v.) - og så nogle skønne, skønne gaver.

I næste måned holder manden og jeg fælles fødselsdag for familien, så der skal jeg fejres igen. Jamen, er livet dog ikke bare skønt?!

 
Fik jeg nævnt, at der nu ligger en hel efterårsferie og venter på mig? :-)

torsdag den 11. oktober 2012

Hemmeligheder...... hmmm....... :-)

"Nogen" har fødselsdag i morgen..... Lige i dette tilfælde er "nogen" mig :-) Når man bliver 47, så er begejstringen over at have fødselsdag dog til at overse, men dejligt er det at kunne benytte anledningen til at samle søde mennesker omkring mig - som om jeg havde brug for en undskyldning for at gøre det ;-). I øvrigt er jeg jo omgivet af søde mennesker til hverdag både herhjemme og på jobbet.
Så er der jo også det med, at der foregår hemmeligheder her i huset, og det har en kontrolfreak som jeg det jo lidt svært med ;-) Men heldigvis udløses spændingen jo i morgen, hvor der i øvrigt er Motionsdag på skolen - nå ja, og så Efterårsferie fra kl. 12! Hvor heldig kan man være? Så heldig som en lærer :-D

onsdag den 10. oktober 2012

Flere hæklede kurve og hæklesmitte :-)

Jeg er blevet helt bidt af at hækle kurve - især efter jeg har investeret i nye hæklenåle (se forrige indlæg). Indtil videre er det blevet til fire kurve. Den første gav jeg væk som gave i søndags, og den blev vel modtaget. Nu har jeg hæklet en brødkurv og en lille kurv til huset her. Jeg synes, de er ret fine:

 
Det bedste af det hele er, at datteren på 18 nu har fået mod på at hækle. Hun spurgte i weekenden efter garn og nål. Nåh ja - og lidt instruktion :-) Hun er nu i gang med en lille rund lysedug. Midt i opgaveskrivningen kom hun ned fra værelset og satte sig og hæklede med et afstresset udtryk i ansigtet, før hun igen gik op til lektierne. Fantastisk, når ens børn fatter interesse for noget af det, man selv synes er sjovt. Det kan være, hun har lyst til at vise sin kreation frem her på bloggen en dag. Jeg skal nok spørge hende :-)

lørdag den 6. oktober 2012

Udstyret skal være i orden!

Advarsel: Der kan i dette indlæg forekomme spor af ironi. Hvis du ikke tåler dette, bør du afholde dig fra at læse dagens indlæg her på bloggen.

Et par af mine indlæg den seneste tid har bl.a. indeholdt ynkerier. Det beklager jeg. Jeg er også blevet latterliggjort på det groveste af mennesker, jeg troede, stod mig nær. Jeg har nemlig afsløret, at jeg med jævne mellemrum lider af hæklevabler. Et meget pinligt fænomen, åbenbart. Da jeg ikke ønsker at holde op med at hækle, har jeg nu gjort noget ved mit problem. Det krævede blot et besøg hos en af mine lokale garnpushere. Mens der ikke var andre kunder i butikken, fik jeg fremstammet følgende sætning: "Jeg er plaget af hæklevabler. Du har vel ikke hæklenåle med håndtag?" Det krævede stor overvindelse, men jeg gjorde det! Og ved I hvad? Det havde hun! Jeg købte straks to, og den ene er allerede taget i anvendelse. Hvad jeg har brugt den til, får I ikke at se, for det skal bruges som gave til en person, som kan tænkes at læse med her på bloggen. Og jeg fik ingen vabler!! Yes!! Det viser med al ønskelig tydelighed, at når udstyret er i orden, så er der ingen problemer ;-) Så til alle jer anonyme-hæklere-med-vabler vil jeg bare sige: Kom ud af skabet og køb hæklenåle med håndtag!

Jeg ville egentlig have købt Clover hæklenåle, men dem havde hun ikke. De var for dyre, sagde hun, og ingen ville derfor købe dem. I stedet havde hun disse:

 
Som I kan se, er jeg helt klar til at gå i gang med næste projekt - en kurv til noget af mit hæklegarn. Og nu, vi snakker hækling, så kig lige forbi Netto. Fra i morgen har de den skønneste begynderhæklebog med opskrifter til 30 kr. (min Netto havde så allerede lagt varerne på hylden i dag.......). De har også et fint lille rør til hæklenåle (og strikkepinde, hvis man ellers kan finde ud af at styre to pinde på én gang - det kan jeg så ikke......). Jeg købte naturligvis både bog og rør:
 
 
God hæklelyst - nu uden vabler ;-)

onsdag den 3. oktober 2012

Hæklet kurv - DIY

I sidste uge proklamerede jeg, at jeg skulle i gang med et nyt hækleprojekt, jeg ikke havde prøvet før. Det er jeg nu blevet færdig med. Faktisk tog projektet kun én aften, og det er jo rigtig dejligt med en projekt, der er hurtigt færdigt. Især nu, hvor det er tid at gå i gang med julegaverne (ved godt, det er lidt tidligt at nævne ordet..). Dette er dog ikke en af de føromtalte - dette er en del af en fødselsdagsgave til Adams oldemor, der blev 78 år i går. Her er projektet:


Kurven er hæklet af 8/8 bomuldsgarn (ca. 1 3/4 nøgle i alt) - jeg har hæklet med dobbelt garn, så kurven blev "stiv" i det. Opskrift har jeg egentlig ikke nogen af. Jeg prøvede at følge en opskrift, men det duede ikke rigtigt - bunden begyndte at bue "for tidligt" (håber, I forstår......). Men her er lidt anvisninger:

DIY kurv:
Hækl 6 luftmasker og saml dem med en kædemaske.
Hækl 12 fastmasker i ringen.
Start 1. række med at hækle 1 fm, 2 fm i næste maske. Fortsæt rækken ud.
Og så er det, det kommer lidt an på individuel hæklefasthed: Tag ud i hver 2. eller 3. fm på de næste to rækker. Husk, at bunden hele tiden skal være flad, og husk også forskudte udtagninger, så kurven ikke bliver sekskantet i stedet for rund. Herefter tages ud på hver 4. eller 5. maske. Næste række hver 5. eller 6. maske o.s.v. Når bunden har den ønskede størrelse, hækler du en fm i hver maske og fortsætter sådan, til kurven har den ønskede højde. Hvis du vil have hanke på, hækler du lm i stedet for fm i den længde, du ønsker hanken. Husk at tæl maskerne på hele omgangen, så du får lige store hanke og lige store mellemrum imellem dem. Sidste række er så fm i alle masker - også i de luftmasker, du har lavet til hankene. Det kan godt være lidt besværligt. Jeg fumlede i hvert fald en del, fordi jeg hækler ret fast.

Nu har jeg jo fået lyst til at hækle flere kurve. En oplagt julegaveidé, tænker jeg. Min datter foreslog, at jeg broderede aztekermønstre på. God idé. Og så kan man jo give den gas med størrelse og farver, alt efter hvad kurven skal bruges til, og hvem den er til. Jeg tænker også, at jeg skal prøve at lave en stor en i stof på en større hæklenål. Den kunne jo så bruges til alt mit garn :-)

Jeg må lige nævne, at ovennævnte projekt igen kostede mig en hæklevabel. Almindelige hæklenåle har jo denne her flade firkant med noget skrift trykt på. Det slider på min tommelfinger, når jeg hækler, så jeg får vabler. Jeg tænkte, at jeg fremover må tage plaster på fingeren, før jeg begynder at hækle, men i dag fik jeg et godt råd: Sæt plaster på hæklenålen i stedet for. Det må jeg prøve næste gang. Eller også må jeg investere i en stor Clover hæklenål, for de er jo fuldstændig fantastiske at hækle med.

God hæklelyst!

tirsdag den 2. oktober 2012

Et fantastisk smukt billede

Tog lige en blog-rundfart her til aften. Har ikke selv så meget på hjerte/hæklenålen i disse dage. Et billede gik igen på et par blogge.
Nemlig dette her:

Billedet er lånt lige her
 
Jeg er helt solgt! Se lige det blik, det lys, de øjne! Når man selv har prøvet at tage billeder af sine skønne børn, ved man, at dette billede er ét blandt 100. Det ene billede, der bare har "dét".
 
Og så tænker jeg - helt generelt - at vi bliver rørt af noget, der giver genklang. Noget, der rører ved noget i os. Og pludselig opdagede jeg, hvorfor jeg blev rørt af lige præcis dette billede. Jeg havde jo set det før. Bare med min egen datter. Og det billede skal I da også lige have lov at se:
 

Foto: Lotte Bucka-Christensen
 
Bær lige over med billedkvaliteten - billedet er affotograferet direkte fra fotoalbummet i dunkel belysning. Jeg håber dog, I kan se min pointe.
 
Og ja - blusen, Emma har på, har jeg selv hæklet - for 18 år siden :-)