Jeg er sikker på, at rigtig mange af jer her i Blogland kender til projekter, der af en eller anden grund ender i et hjørne af garnkurven på ubestemt tid. Et af den slags projekter fik jeg gjort færdigt i dag. Og så spørger man jo sig selv: Hvorfor gjorde jeg ikke det noget før?
Jeg startede på mit projekt d. 30. december - for ca. 8 måneder siden.... Da så det sådan ud:
Så har det været lidt fremme, og så røg det i "skammekrogen" igen til fordel for mere interessante projekter. Men i lørdags tog jeg mig sammen til at hækle det sidste, og i dag satte jeg mig så til symaskinen.
Og her er den så:
Det er mit første projekt med den slags lapper. Ikke to lapper er ens, men jeg har holdt mig til de samme 9 farver på hele puden.
Jeg har helt med vilje vendt vrangen på lapperne ud ad, for jeg synes faktisk, det er det pæneste. Sammenhæklingen har jeg også gemt på bagsiden.
Og nu vi snakker om bagsiden, havde jeg denne gang lyst til at prøve noget nyt. Tidligere har jeg hæklet en pude af bedstemorfirkanter, hvor begge sider var hæklede. Se her. Det havde jeg ikke lyst til denne gang (jeg har lapperne til det, da jeg fra start hæklede to af hver farve, men de bliver nok til en anden pude), så jeg lagde hovedet i blød. Det blev til denne løsning:
Jeg kiggede i knappeæsken og så, hvad der var at gøre godt med, og derefter tog jeg udgangspunkt i knappernes farve, da jeg hæklede de ekstra ca. 10 cm på puden. Jeg synes, det er blevet fint.
Knaphullerne er i alt sin enkelthed 7 luftmasker.
Til sidst skulle mit mærke naturligvis på :-)
Puden inden i måtte jeg sy af en gammel pude fra Jysk (jeg brugte noget af stoffet og noget af fyldet), for det hæklede forstykke var ikke standardmål (ca. 45 x 45). Stoffet på bagsiden tog jeg fra et gammel pudebetræk, jeg havde købt for en 10'er. Så jeg har også benyttet mig af genbrug.
Opskriften på lapperne har jeg fundet her.
Hvad synes du om min alternative bagside/lukning?



