Viser opslag med etiketten Julemanden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Julemanden. Vis alle opslag

søndag den 15. december 2013

Fantastiske nisser fra Nepal!

Normalt reklamerer jeg ikke på min blog (og dette indlæg er ikke sponsoreret - jeg har selv fundet og betalt mine nisser), men disse nisser er jeg nødt til at dele med jer:


Jeg synes, de er SÅ skønne! De er lavet af filtet uld og passer lige til juletræet. Jeg faldt for julemanden med verdenskortet, Pippinissen og afronissen, men der er flere at vælge mellem.

Du finder dem her hos CareTrade.dk, hvor du også finder mange andre spændende ting.

Som jeg har skrevet før, holder jeg meget af at pynte op med pynt, der også afspejler kulturen fra Adams fødeland, Nigeria, så jeg blev rigtig glad, da jeg fandt afronissen:


Se lige alle detaljerne med halskæden og perlerne i håret :-)


Og Pippi er da også noget så skøn!


Jeg elsker julemandens ansigtsudtryk :-)


Og verdenskortet er helt ægte :-)


Nisser uden grænser - genialt navn :-)

Og når du køber en nisse støtter du projektet, som giver arbejde til tibetanske flygtninge i Nepal. What's not to love?

Og det var så mit indlæg nr. 250 her på bloggen, kan jeg se i "maskinrummet" :-)

onsdag den 26. december 2012

Hvorfor en lille dreng ikke længere tror på julemanden...... :-)

Dagen før juleaften sad Adam og jeg i sofaen.
Adam læste højt af en bog for mig. Denne bog:
 
 
Han kom til en af de sidste sider:
 
 
I bogen har en far klædt sig ud som julemand, og storesøsteren får øje på julemandens sutsko - som er hendes fars sutsko.
 
Adam holder en pause. "Mor, vil det sige, at det er far, der har været julemanden hvert år?"  Mor tænker - er det nu, at verdens største løgn skal afsløres og indrømmes? Mor svarer og håber, at sønnen ikke bryder sammen i krampegråd: "Ja, det er det. Julemanden findes ikke. Det er noget, børns far og mor har fundet på." Mor holder vejret. Adam udbryder: "Hvor er julemandsdragten, far? Den vil jeg se!"
Ok, så nemt var det :-)
 
Vi finder julemandsdragten frem. Den er for stor til Adam. Adam siger med et glimt i øjet: "I år vil jeg være julemand - nej, nisse!" Adam finder de røde strømpebukser og den gule bluse fra sidste års teaterforestilling frem, og mor syr elastik i nisseskægget. Og så var Adam klar til juleaften:
 
 
Den mest fantastiske nisse, jeg nogensinde har set :-)
 
Og juleaften kom han ind i stuen efter at have klædt om på toilettet. Oldemor blev helt forskrækket, og resten af selskabet var meget overrasket:
 
 
Og så gik julenissen i gang med at lægge gaver under træet :-)
 
Og sådan gik det til, at en lille dreng der ikke længere troede på julemanden, tog sagen i egen hånd :-)