Viser opslag med etiketten Arne og Carlos. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Arne og Carlos. Vis alle opslag

torsdag den 3. januar 2019

Syv års blogfødselsdag!

D. 31/12 blev min blog 7 år. Det er da fantastisk! Spændende, om der nu indsniger sig en 7-års krise ;-). Det tænker jeg nu ikke :-). Men syv år kalder da på en slags status, synes jeg:

Jeg holder rigtig meget af min blog. For mig er det en måde at fastfryse øjeblikke - særligt i min kreative verden. Det er også en måde at sætte spor på. "Hallo! Jeg lever! Jeg laver ting!" 

Bloggen er også her, hvor jeg forhåbentlig kan inspirere nogle af jer, der sidder derude bag min skærm. Måske kan jeg give jer en god idé, eller inspirere til noget nyt. På samme måde bliver jeg inspireret af ting, jeg ser på forskellige blogs og på nettet i det hele taget. Små bølger af kreativitet sendes afsted fra én lille skærm ud i den store, uendelige verden af kreative mennesker og bliver med tiden måske endda til en tsunami af hittepåsomhed.

I året, der er gået, har jeg lavet en masse forskellige ting på den kreative front. Mest har jeg hæklet, men jeg har også syet og broderet lidt. Langt fra alle mine projekter er nået herind på bloggen, men de kommer helt sikkert herind på et tidspunkt.

En anden ting, jeg har lavet i år, er jo en bog efter Arne og Carlos opskrift (det kan du læse om her og her). I anledning af årsskiftet, har jeg lavet en bog til 2019. Med vilje kalder jeg det ikke en dagbog, for jeg tænker ikke, at jeg vil skrive i den hver dag. Jeg vil skrive i den, når jeg har noget på hjerte, og jeg vil bruge den til at lime fx biografbilletter og andre "exibits" ind i. Når året så er omme, vil bogen repræsentere et udsnit af mit levede liv, og vise, hvad jeg valgte at bruge livet til. 

Forsiden på denne bog kom til at se sådan ud:


En lille pige, der forventningsfuldt ser op på flasken, der repræsenterer 2019 og de drømme, der lægges i dette år. Kanten har jeg pyntet med glimmertape, for i år skal der lidt mere glimmer i mit liv. Drys af skønhed. Ikke for meget, men absolut heller ikke for lidt.

Har du også en bog, du skriver i, når du har brug for at lufte dine tanker?

Godt nyt år til jer derude!

tirsdag den 9. oktober 2018

Bogens indhold

Jeg har nu puttet en hel masse i den bog, jeg fortalte om sidst, nemlig min Arne & Carlos inspirerede og hjemmelavede bog:

 

Det er simpelt hen så sjovt at fylde ting i bogen. Som bogens forside indikerer, er dette en bog med ting, jeg enten selv har lavet, eller ting som jeg gerne vil lave. Der er forskellige udklip og idéer til fremtidige projekter. Men mest har jeg brugt den som en slags "katalog" over de projekter, jeg har lavet i tidens løb, som jeg er mest stolt over. Jeg er slet ikke færdig med at fylde i bogen, men her får I en lille smagsprøve på, hvad jeg har fyldt i indtil nu:


Selvfølgelig er mit hidtil største projekt, sengetæppet til min datter, kommet med i bogen sammen med hækleprøven, jeg lavede, inden jeg begyndte på selve sengetæppet.


Mis med de blå øjne, som jeg hæklede til en af min fætres små piger, og kjolen jeg hæklede til min datters niece er også kommet med.


En klud med indianske mønstre, som jeg broderede i 8. klasse har fået en fin plads i bogen.


Hækle-/broderimønstre er kommet med som inspiration.


Et par sider med mit hæklede påskepynt er der også blevet plads til.


Billeder af en taske, jeg har syet til mig selv, er også kommet med sammen med et par stofprøver. 


Og til sidst kan I se udvalget af de tasker, jeg har hæklet.

Mange af billederne har jeg taget her fra bloggen. På en eller anden måde giver det noget andet at sidde og bladre i en fysisk bog. Det er lidt ligesom med feriebilleder: Det er meget sjovere at sidde med et album, end det er at sidde og se billeder på computeren. 

Som I kan se, har jeg fået en ny hobby, og I kommer derfor helt sikkert til at se mere til mine hjemmelavede bøger i fremtiden. 

Hvis du er blevet inspireret til at lave noget lignende, må du meget gerne give mig et praj her på bloggen. Og sig endelig til, hvis der er noget, du er i tvivl om i processen med at lave bøger selv. Så hjælper jeg meget gerne.

onsdag den 26. september 2018

Hjemmelavet bog a la Arne & Carlos

For nogle få år siden fik jeg denne bog i fødselsdagsgave. 
Jeg havde ønsket mig den og var superglad for at få den. 


Jeg læste den igennem fra ende til anden og kiggede på de helt vildt inspirerende billeder. Derefter røg bogen over i bunken med "ting, jeg virkelig gerne vil fordybe mig i, når jeg får bedre tid". Sådan en bunke har jeg nemlig. Om ikke andet, så en mental bunke :-)
 Har du også sådan en bunke?

En måneds tid efter jeg fik bogen, kom Arne & Carlos til Bogforum i Bella Centeret, og jeg tog min bog med derind for at få den signeret. Jeg havde hilst på dem begge ved bogmessen året før (det kan du læse om lige her), men de er altid så hyggelige at snakke med, så vi fik også en sludder denne gang. Og se lige, hvad de skrev i min bog:


Nå, men for et par uger siden var tiden kommet til at lave min første bog.
Først gik jeg på jagt i papirkurven og derefter rundt omkring i huset for at finde en masse genbrugspapir i A4 størrelse. Jeg havde ikke helt nok til en bog, så jeg rev nogle sider ud af nogle svenske magasiner, jeg havde fået af en sød veninde (TAK, Åsa <3), og jeg kastede mig også over en tapetrulle, noget gavepapir og nogle gamle kataloger fra Gudrun Sjöden.
Jeg havde også nogle gamle Puk-bøger liggende, som jeg havde to af, og dubletterne skar jeg op og brugte siderne som sider i min bog imellem alle de andre sider. Forsiderne af Puk-bøgerne tænker jeg, at jeg skal bruge som forsider på kommende bøger.
Gamle hækleopskrifter, jeg har gemt, men som jeg ikke kommer til at bruge, og gamle noder fra min tid som musiklærer røg også med i bunken

I lørdags satte jeg mig så ned og syede siderne i min bog sammen. Først på midten på maskine, og da alle siderne var samlet, syede jeg dem sammen i hånden:


Det var ikke så nemt, men da jeg jo er et forholdsvist roligt menneske, blev ryggen syet sammen, selv om det absolut tog sin tid. 


Jeg fandt ud af, at man hos Panduro Hobby på nettet kunne købe et 'Arne & Carlos starter kit', hvor der er papir, pap til for- og bagside, bølgepap til bogens ryg, lim, tråd til at sy ryggen sammen med og nåle. Jeg bestilte to kits, og de kom ret hurtigt med posten.


Og sådan kom min første bog altså til at se ud. 


Sommerfuglen her lå sammen med mit broderigrej, som jeg ikke har haft fat i meget længe. Så vidt jeg husker, broderede jeg den til en nålepude engang, men den kom aldrig videre. Nu er den så fløjet ud ad kassen og har forfremmet sig selv til forsidesommerfugl. Godt klaret!


Ryggen blev også ret fin, hvis jeg selv skal sige det.


Her et lille kig ind i bogen, som jo altså ikke er færdig. Nu er den bare klar til diverse indput. Denne bog vil jeg bruge til at lime diverse hækleprøver ind sammen med billeder af nogle af de hækleprojekter, jeg har lavet i tidens løb. Jeg vil også bruge den til små hækleopskrifter eller bare udklip af håndarbejdsting, der er fine, eller projekter, jeg måske kunne tænke mig at lave. Her vil jeg skrive idéer ned, sætte farver sammen. 


Sådan så mit skrivebord ud i dag, da jeg havde fundet alt muligt frem, jeg skal bruge til at komme i min bog. Jeg skal nok vise jer noget af indholdet i bogen, når jeg kommer så langt.

Her kan du se, hvordan Arne & Carlos laver bøger:


Jeg har selv masser af idéer til flere bøger, jeg skal lave, fx en julebog (med opskrifter på julehæklerier, julebroderier, julelækkerier, billeder af min oppyntning, julepapir, julekort o.s.v.), en bog med mange farver, hvor jeg afprøver forskellige farvekombinationer, sætter idéer ind til ting, jeg vil male (malerier, møbler m.m.), bøger til gaver med fx blomsterfrø, små digte, boganbefalinger. Ja, kun fantasien sætter grænser for sådan nogle projekter.

Hvis du har kastet dig over at lave bøger selv, vil jeg rigtig gerne høre om det, så hold dig ikke tilbage med at lægge en hilsen her på bloggen.

På snarligt gensyn!

søndag den 10. november 2013

Arne og Carlos på bogmessen

I fredags mødtes min søde datter og jeg på bogmessen i Bella Centret. Vi havde fået fribilletter af svigermor, og da datteren og jeg begge er bidt af bøger, var det en oplevelse, vi så frem til. Jeg har før været til bogmesse, mens det blev afholdt i Forum, men der var så mange mennesker, at det tog lidt af oplevelsen. Så var der noget mere "luft" i Bellacentret i fredags.

Vi gik ikke efter noget specielt, men var åbne for oplevelser. 
Ved Gyldendals stand stod Yahya Hassan og signerede sin digtsamling af samme navn. Han var ikke på programmet, men jeg tænker, at hans forlag "passer på" ham, så de har nok ikke været interesseret i at reklamere med, at han kom. Der stod masser af mennesker i kø for at få et signeret eksemplar. Datteren fortrød senere, at hun ikke købte bogen......

Jeg fik en lang snak med Mehmet på SOS Børnebyernes stand, og jeg måtte naturligvis også lige forbi Claus Dalbys stand hos Klematis. Den mand har så meget æstetisk sans, at man kun kan fryde sig. Og naturligvis havde han en skøn buket stående lige i midten af det hele.

Efter en kop kaffe og lidt bogshopping, var det på tide at tage hjem. På vej ud så jeg pludselig Arne og Carlos sidde og strikke ved deres stand, der lå i udkanten af messen. Det så SÅ hyggeligt ud, at jeg måtte derhen. Datteren og jeg blev straks budt velkommen og spurgt, om vi havde lyst til at strikke. Jeg måtte jo forklare, at jeg ikke strikker, men hækler. "Så må du i gang med tæppet her" sagde en sød dame og pegede på tæppet fra 'Håndarbejde i haven' (som jeg fik af min datter og svigersøn i fødselsdagsgave):
Jeg forklarede, at jeg var i gang med et sengetæppe i zigzag til datteren, hvorefter de slog en høj latter op. Jeg forstår det ikke....... ;-)

Arne og Carlos lille hund var også med - den lå under bordet og hyggede sig:


Desværre havde jeg glemt mit kamera, og da jeg er den lykkelige ejer af en UNsmart telefon, blev det ikke til billeder denne gang.

Jeg fik en snak med Arne om deres have i Norge og spurgte, om de altid havde strikket. Arne fortalte, at han i sin barndom boede fire generationer under samme tag: Oldeforældre, bedsteforældre, forældre og børn. Om aftenen sad de og strikkede sammen og lyttede til radioen og oldemoderens historier. Carlos havde lært at strikke senere, men kunne strikke, da de mødte hinanden. 

Det var nogle superhyggelige timer på bogmessen, og højdepunktet var da klart mødet med Arne og Carlos :-)