lørdag den 28. februar 2015

AbEN i en feminin udgave

Det måtte jo ske - at abEN kom forbi min hæklenål. Den allestedsnærværende abe, som alle superhæklere med respekt for sig selv på et tidspunkt må overgive sig til og kaste sig ud i at hækle. Alle hæklefora på Facebook har været oversvømmet med netop denne abe. Så meget, at det på et tidspunkt nåede kvalmegrænsen. Nu er det løjet lidt af igen. Og så begynder jeg. Typisk.....

Her er så mit første eksemplar:


Ret så vellykket, hvis jeg selv skal sige det.

Men det sluttede ikke med det. En dejlig kollega, nørkle- og træningssøster gik i går på efterløn. Vi danser på samme hold om tirsdagen, og vi har ind i mellem sammen med de øvrige dansesøstre, taget røven på vores danselærer og iført os strutskørter og leget tutu Tuesday. Det havde jeg også lyst til at markere med min gave til hende. Det gjorde jeg ved at pifte aben lidt op:


Han blev til hun med et par roser i håret og et strutskørt.

Gaven faldt i ualmindelig god jord - blandt andet fordi, Elsebeth har den originale abe hængende derhjemme.


Jeg er meget tilfreds med resultatet, og det bliver helt sikkert ikke den sidste abe, der er hoppet af min hæklenål. Jeg må da helt klart have mindst én selv. Min garnpusher foreslog faktisk også, at jeg burde hækle mange aber i forskellige farver og hænge dem op i træerne i kolonihaven til sommer.
Sjov idé :-)

Og så tænker du måske: "Hvad med en opskrift?" Det er ikke så ligetil, for jeg har mikset lidt, men jeg prøver:

Jeg har brugt Kreaposens opskrift til hovedet. Hele Kreaposens opskrift finder du her.

Jeg har brugt byoestergaards opskrift til kroppen. Hele byoestergaards opskrift finder du her.

Den ekstra underkæbe er hæklet således og syet på efterfølgende:

3 fm i en magisk ring. Vend med en lm.
Lav 2 fm i hver. Vend med en lm.
Fortsæt, så der kommer til at være 3, 6, 9, 12 og 15 fm i omgangene og lav så to omgange lige op.

En rigtig god samlevejledning til aben finder du hos garngrammatik lige her.

onsdag den 25. februar 2015

Karklude med et twist

For et par uger siden havde Netto de klassiske farvede karklude i butikken. Det er forskelligt, hvilke farver man kan købe. Denne gang var det pink, petroleumsblå, orange og hvid. I hvert fald i "min" Netto. 

Jeg købte otte stk - fire pink og fire petroleumsblå. De er så fine, og endnu finere blev de, da jeg havde hæklet kanter på dem:


Jeg mener, at kanten hedder Musetakker. Jeg hækler dem således:

1 fm i kanten, 3 lm, 1fm i 1. lm, 1 fm i kanten o.s.v.


Kanterne er hæklet med bomuldsgarn, som kan vaskes ved 60 grader.


De fire pink karklude skal jeg bruge i kolonihaven,


og de fire petroleumsblå karklude har datteren og svigersønnen fået til deres nye, lille køkken som en værtindegave, da vi i weekenden var inviteret til frokost i deres smukke, lille studiebolig. 

Næste gang Netto har disse karklude i deres sortiment, køber jeg en stak igen, så jeg har til lidt flere værtindegaver :-)

lørdag den 21. februar 2015

Hæklede kurve i zpagettigarn - DIY

Jeg har hæklet et par kurve i zpagettigarn (stofgarn).
Efter jeg havde hæklet bademåtten, som jeg skrev om for et par indlæg siden, var der en større rest af garnet tilbage, og det blev altså til et par mindre kurve.


DIY - opskrift:

Du skal bruge ca. 3/4 nøgle zpagettigarn.
Der hækles på hæklenål nr. 12.

Start med at lave to luftmasker. Hækl 6 fastmasker i den første maske.
Herefter hækler du således:

1. række: 2 fm i alle masker (12 fm)
2. række: 1 fm, 2 fm i næste maske. Fortsæt omg rundt (18 fm)
3. række: 2 fm, 2 fm i næste maske. Fortsæt omg rundt (24 fm)
4. række: 3 fm, 2 fm i næste maske. Fortsæt omg rundt (30 fm)
5. række: En maske i alle masker (30 fm) i bagerste maskeled.
6. - 9 række: En maske i alle masker (30 fm) i begge maskeled.
Slut med en kædemaske.

Hæft med fingrene ved at "flette" enderne ind i det hæklede, når du er færdig.


Du kan bruge kurvene til fx brød, stearinlys, urtepotteskjuler eller hvad du har lyst til.


Jeg tænker, at mine kurve skal ud i kolonihaven :-)

torsdag den 19. februar 2015

Så mangler vi bare fuglene :-)

I dag har vi været et par timer i kolonihaven. Selv om vi havde valgt at tage derud i netop de to timer, hvor solen skinnede, var det lidt koldt. 

Adam rendte rundt og skød med den flitsbue, farfar har lavet til ham. Da det blev kedeligt, samlede han tomme sneglehuse. Dem skal vi bruge til et projekt på et tidspunkt.

Timerne i haven i dag stod mest i fuglenes tegn:


Omsider kom der lidt fuglemad i det fine, lille foderhus.


I Netto fandt jeg nogle fine kranse, som jeg havde sat snor i hjemmefra.

Og her, mine damer og herrer - tillad mig at præsentere vores hjemmelavede fuglekasse lavet af genbrugstræ fra en hylde og en stigereol:


Jonas og Adam baksede den sammen i formiddags, og jeg synes, den passer helt fantastisk til vores kolonihavehus :-)


Fuglekassen hænger med hullet mod nord og på et forholdvis ugenert sted i haven. Vi kan se fuglekassen fra sofaen i stuen, og vi håber jo, der er en fugl eller to, der har lyst til at flytte ind.

Vi har i hvert fald sørget for, at de kan få noget at spise. Der er også mulighed for at få et bad, og sandelig om vi ikke også har sørget for lidt redemateriale:


Imens jeg har været sygemeldt herhjemme, fik jeg blandt andet en kurv med diverse små haveredskaber, blomsterfrø og hornvioler af morgenbolleholdet :-). Kurven bor nu i kolonihaven - klar til at indsamle årets afgrøder i.
I kurven var disse træspåner, som nu er sat i klemme mellem pæretræets grene - ikke langt fra fuglekassen.
Så kan fuglene bruge det til at lave reder af.


Og se nu her, hvor haven myldrer af forårsliv. Her er det bedet under et af pæretræerne, der vrimler med erantis.


Vintergækker er der ikke mange af - tre styks, helt nøjagtigt.
Dem skal jeg have nogle flere af.


Og foran huset er der masser af disse små spirer. Jeg tænker, det er påskeliljer, men jeg ved det ikke. Jeg er sikker på, jeg finder ud af det i løbet af de næste par måneder.

Husk lige: Hvis du ser et par fugle, der mangler et sted at bo,
så har vi en ledig et-værelses ;-)

onsdag den 18. februar 2015

Hæklet bademåtte og gæstehåndklæde

Datteren og hendes kæreste er jo som bekendt flyttet i studiebolig. De manglede en bademåtte og spurgte, om jeg ville hækle en til dem. Det ville jeg naturligvis gerne. Jeg spurgte ind til mønster og farver og kom med nogle forslag. Det blev til denne smukke måtte hæklet af stofgarn:


Jeg hæklede også et lille gæstehåndklæde i de samme farver -
dog ikke samme tykkelse garn :-)


Ej heller samme størrelse hæklenål..... Her er kanten set tæt på. Jeg har hæklet bademåtten med hæklenål nr. 12, 


og gæstehåndklædet er hæklet med hæklenål nr. 4.

Opskriften på bademåtten finder du lige her hos Yarnfreak, hvor jeg også har købt Zpagettigarnet, som måtten er hæklet med.

Opskriften på gæstehåndklædet har jeg fundet her. Det er hæklet med bomuldsgarn fra Netto. Garnet var lidt løst spundet, men forbavsende blødt.

Jeg har før hæklet prikker. Det kan du se blandt andet her og her.

mandag den 16. februar 2015

Ytringsfrihed versus sund fornuft!

Weekendens begivenheder har sat sine spor i os, og hos mig kalder de på refleksion. Konkret gik min mand og jeg og vores søn forbi det sted, hvor flugtbilen blev parkeret ca. en halv time senere. Min datter befandt sig 200 meter fra skyderiet på Krystalgade senere på aftenen og hørte skuddene. Så det har været tæt på - og så alligevel ikke.

I går så jeg på TV en forbipasserende på Krystalgade blive interviewet. Han sagde noget i retning af, at vi ikke måtte glemme vores ytringspligt. Og det er så her, jeg bliver provokeret til at sætte mig til tastaturet. DER FINDES IKKE NOGET, DER HEDDER ytringsPLIGT!! Jeg er helt med på, at dele af den europæiske befolkning og dermed også nogle illustratorer har opfattet ordet 'ytringsfrihed' som ytringsPLIGT igennem en del år efterhånden, men hvis du spørger mig, er det på høje tid at genoverveje, hvad 'ytringsfrihed' egentlig fordrer og glemme ALT om ytringsPLIGT.



Da Poul Nyrup Rasmussen i sin tid sagde, at Dansk Folkeparti aldrig blev stuerene, var der en stor del af den danske befolkning, der var enige med ham. Retorikken fra højre side af folketingssalen var dengang helt tydeligt for grim. Hvad er der sket? I dag er denne retorik en helt accepteret måde at tale om en del af vores befolkning på, og hvis man som Poul Nyrup kommenterer det, bliver man mødt med himmelvendte øjne og beskyldt for at være "politisk korrekt" - hvilket nu er et skældsord af de værste.......

Jeg synes, at weekendens terrorangreb bør få os til at tænke over vores måde at agere over for hinanden på. Ja, gerningsmanden var en forstyrret galning, men han var også en del af en befolkningsgruppe, som bliver mere og mere marginaliseret. En gruppe, der ikke føler, de hører hjemme i Danmark. Og en masse mennesker er ikke sene til at fortælle dem, at de "bare kan skride hjem". Jeg er overhovedet ikke tilhænger af den retorik.
Det samme gælder fx Anette Heick, der føler sig i sin gode ret til at kalde mennesker med afrikansk baggrund for 'negre', selv om disse mennesker tydeligt gør opmærksom på, at det bryder de sig ikke om. Og igen - hvis man påtaler det - og det gør jeg ret tit, når jeg hører dette ord - så bliver man beskyldt for at være "politisk korrekt".

Forestil jer følgende eksperiment: Vi fjerner ordet 'ytringsfrihed' fra vores ordforråd i en periode og erstatter det med 'gensidig respekt', 'sund fornuft' og 'ordentlig opførsel'. "Hvordan" tænker du måske? Hvad med sådan her:

Da jeg var først i 20'erne, indså jeg noget, som jeg har brugt i mit liv. Jeg vil gerne dele det med jer. Min far var indlagt på Sclerosehospitalet i Haslev. Han havde sclerose og sad i kørestol. En eftermiddag var jeg nede at besøge ham. Han sad og jokede med en anden indlagt. De fyrede de vildeste handicapvittigheder af. Først blev jeg dårligt tilpas, men forstod så, at det var en måde at kapere deres handicap på. Jeg forstod også instinktivt, at JEG aldrig ville kunne tage deres jokes i min mund, for jeg var ikke handicappet. Hvis jeg gjorde det, ville det være at gøre grin med dem. Sådan har jeg det også med fx Mohammedtegninger. Jeg er ikke muslim, og derfor skal jeg ikke gøre grin med muslimernes profet. Jeg er ikke sort, så derfor skal jeg ikke kalde nogen for neger. DET HANDLER IKKE OM YTRINGSFRIHED!! Det handler om gensidig respekt, sund fornuft og ordentlig opførsel!

Efter weekendens hændelser var det en gennemgående bemærkning, at "det måtte jo ske!" Ja, det måtte det. Når nogle mennesker gentagne gange rækker fuckfingeren i form af provokerende tegninger lige op i hovedet på folk med en anden religion, så må der nødvendigvis komme en reaktion. Ikke fra almindelige, fornuftige mennesker, men fra sindsforvirrede mennesker, der let lader sig provokere. Det må vi forvente. Disse reaktioner går desværre ud over helt uskyldige mennesker.

 Jeg må sige ærligt, at jeg har meget lidt respekt for Lars Vilks. Jeg har set hans tegninger, og de er gennemsyret af mangel på respekt for islam og profeten Mohammed - og for kristendommen for den sags skyld. Ja - han har ret til at tegne, hvad han vil. Prisen er så, at mennesker omkring ham bliver dræbt. Men kunne han så ikke blive i Sverige, eller holde sig til internetforedrag? Min pointe er, at når man provokerer, må man forvente, at der kommer en reaktion. Og hvis man bliver ved med at provokere i ytringsfrihedens navn, vil der blive ved med at komme reaktioner. 

Jeg siger ikke, at vi ikke skal stille spørgsmålstegn ved og være kristiske i forhold til andre religioner - det skal vi - men vi skal ikke gøre grin med og provokere. Med mindre, naturligvis, at vi vil blive ved med at gå og frygte den næste terrorhandling. For den kommer. Men sandsynligheden for at den kommer, hvis vi begynder at bruge vores sunde fornuft og ordentlige opførsel, er mindre. 

Vil I være med?

lørdag den 14. februar 2015

Hæklet pude # 13

Først vil jeg lige ønske hjertelig velkommen til min faste læser nr. 60 her på bloggen. Jeg håber, du bliver inspireret af at følge med her :-)

Som I kan se, har jeg nu hæklet pude nummer 13. Måske tænker I, at vi må være ved at drukne i puder herhjemme, men det er vi faktisk ikke. Mange af de puder, jeg har hæklet, har jeg givet væk. Den sidste her beholder jeg.
Den skal nemlig ud i kolonihaven.


Faktisk startede jeg på disse firkanter allerede i 2012, og for 1½ år siden kom der en pude ud af halvdelen af firkanterne. Den kan du se lige her. På den første pude har jeg med vilje monteret firkanterne på vrangen. På den nye pude er firkanterne monteret på retten.

Jeg havde hæklet 72 firkanter. Meningen var, at der skulle være til både en forside og en bagside på en pude. Jeg endte med at sy en bagside til den første pude. Derfor har disse 36 firkanter har nu ligget i 1½ år uden at blive brugt. Lige indtil for et par uger siden, hvor jeg kom i tanke om firkanterne.
Snip snap hæklede jeg firkanterne sammen, og for første gang har jeg også hæklet kant på en pude.


Før montering vaskede og tørretumblede jeg de sammenhæklede firkanter - så er jeg sikker på, de ikke kryber mere. Derefter monterede jeg forstykket på et eksisterende pudebetræk ved at sy bag den lyseblå kant, så muslingekanten står ud fra puden.


Opskriften til firkanten finder du her.

Mine firkanter er hæklet i bomuldsgarn/blend på hæklenål nr. 3.

Jeg glæder mig SÅ meget til at vise jer, hvordan puden klæder vores kolonihavehus, men I må vente til april, hvor jeg for alvor går i gang med indretningen af huset. Indtil videre bor puden nemlig her i stuen :-)

fredag den 6. februar 2015

Hæklede grydelapper til kolonihavehuset

Længe har disse grydelapper stået på min imaginære to-do liste, og nu var der så tid til at lave dem.


De er lavet af garn, jeg havde i gemmerne.


Jeg har brugt 8 forskellige farver. Der er hæklet 36 lapper i alt - 9 lapper på hver side hæklet sammen 2 og 2. Ingen af lapperne er ens.


Jeg valgte at hækle kanten i to forskellige farver og omvendt på de to grydelapper.


Her hænger de i mit køkken til ære for fotografen,
men de skal bo i kolonihavehusets køkken, når vi starter sæsonen.


Opskriften er fra tillæg nr. 7 - 2014 fra Hendes Verden.
Tillægget hedder 'Hækling helt fra grunden'.
Jeg har brugt hæklenål nr. 3 og har kun hæklet i bomuldsgarn.

søndag den 1. februar 2015

Indflytning og Lyngbyvase

Min datter og hendes kæreste - normalt kaldet svigersønnen - flyttede i går ind i deres første rigtige fælles hjem. De har boet sammen siden sommerferien i kærestens mors kælder, men nu har de været så heldige at få en ungdomsbolig i et nyrenoveret hus på Lyngbyvej på Østerbro. 

I går hjalp vi dem med at flytte ind. Min hjælp var noget begrænset af bl.a. åndenød og generel slaphed, men både Jonas og Adam fik slæbt en del op ad trapperne til 3. sal. Vi havde smurt sandwich til flyttefolkene, som bestod af familie og gode efterskolevenner, og de blev indtaget hos Emmas halvsøster og hendes kæreste, der bor 10 minutters gang derfra.

Vi havde en indflytningsgave med, for når man som de unge mennesker er glade for klassisk design og flytter ind på Lyngbyvej, må man nødvendigvis have en:


Lyngbyvase! 

Og det fik de - og en buket smukke, lyslilla tulipaner. Jeg havde også hæklet en lille doily, som vasen kan stå på. Den havde jeg sat ind i kortet:


Både kort, doily, tulipaner og vase gjorde stor lykke.

Jeg glæder mig til at komme på besøg med flere blomster til den smukke vase. Det bliver spændende at få den første invitation, når de unge mennesker er kommet på plads i deres nye hjem.