Viser opslag med etiketten Loppefund. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Loppefund. Vis alle opslag

onsdag den 29. august 2018

Nyeste loppefund

Køge Festuge er igen i gang, og som altid starter festugen med kræmmermarked i Køge centrum om søndagen i uge 34. Og jeg er altid på pletten, når de åbner kl. 9. Jeg har ofte gjort gode fund her og i år var ingen undtagelse.

"Hvad leder du så efter?" spørger min søn. Ja, det ved man jo først, når man står foran den ting, man ikke vidste, man manglede :-) 

Men sikkert er det, at jeg altid leder efter gamle bøjler. Jeg ELSKER gamle bøjler med personlighed. Både de malede og dem med plastik. Og så dekorerer jeg jo også selv bøjler. Jeg hækler fx betræk til dem, maler på dem og decouperer dem. Livet er for kort til kedelige bøjler, hvis du spørger mig. Du kan læse alle mine indlæg om bøjler her.

Denne gang fandt jeg syv skønne bøjler til samlingen. Mit mål er, at jeg kan smide alle plastikbøjlerne ud, så vi kun har bøjler med personlighed i skabene. Og jeg skal hilse at sige, at min datter glæder sig til at arve min samling ;-). Både fordi bøjlerne er skønne, men også på grund af hendes garderobes størrelse.... ;-). Hun kommer til at vente lææænge endnu.


Jeg købte også en skøn cementafstøbning med en Madonna, et par skarabæer til et kommende projekt (det får I at se en anden gang), en keramikfigur fra Søholm Keramik, nemlig Peter Fro i den sjældne, grønne glasur. Jeg fik ham til en rigtig god pris.

Og så spørger du måske, efter at have læst mit sidste blogindlæg: "Skrev du ikke, at du har for mange ting, og at du gerne vil leve mere simpelt?" Jo, det gjorde jeg vist......... Ups!
Og mig, der skal på loppemarked igen på lørdag - endda TO gange!
Nåmen, jeg lader bare være med at købe noget, ik'? 

lørdag den 7. marts 2015

Nyt gammelt til kolonihaven

Det er fantastisk altid at have en undskyldning for at shoppe (som om, jeg overhovedet behøver en undskyldning.....). Jeg er jo på jagt efter fine ting at indrette mit kolonihavehus med. Et af koncepterne er, at vi indretter med genbrug. Det er jo perfekt, for jeg elsker at shoppe i de mange genbrugsbutikker, vi har her i byen. Og så er det billigt. What's not to love, spørger jeg bare.

Jeg har samlet nogle af mine seneste køb sammen her:


En sæbeskål, en petroleumslampe, en thedåse og en lysekrone.


Jeg synes, sæbeskålen er så fin, selv om jeg blev snydt, da jeg købte den på et loppemarked. Det sker sjældent, at jeg bliver snydt - heldigvis!


Petroleumslampen fandt jeg i en genbrugsbutik. Den er rigtig flot, synes jeg.


Lysekronen her fandt jeg på 'Den Blå Avis', og to dage efter hang den i min stue. Det er da fantastisk. Jeg glæder mig sådan til at hænge den op i kolonihaven, for den passer helt perfekt til vores stue derude.


Indtil videre får den lov at hænge i stuen her og lyse fint op.


Og de fine prismer reflekterer lyset så smukt!

På en skala fra 1 til 10 - hvor meget tror I så, jeg glæder mig til at komme i gang med at indrette kolonihavehuset? 

søndag den 19. oktober 2014

Lidt lopperier

I fredags var jeg lige på besøg i to af byens genbrugsbutikker. Efter vi har købt kolonihaven, er der absolut en god grund til at shoppe lidt :-)

Her er dagens samlede fund:


I den første genbrugsbutik fandt jeg det fine, lyserøde viskestykke, stempelkandevarmeren, de grønne urtepotteskjulere og ølkassen.

I den næste genbrugsbutik fandt jeg den blåprikkede kande, den lyseblå kaffekande, den lille vase med roserne og dukken med jordbærret. Sidst, men så absolut ikke mindst, købte jeg posen med uldgarn for 25 kr. Nu er der slet ingen tvivl om, at jeg har garn nok til mit Primulatæppe :-)

I lørdags var vi en tur på Lions Clubs Genbrugsmarked på Bjæverskov Travbane. Her fandt jeg et lille rundt, lyserødt bord, som allerede nu står i kolonihavehuset. Derfor har jeg ingen billeder af det.

Tror I lige, jeg glæder mig til at indrette kolonihaven, når det bliver forår? Jeps ;-)

Jeg er i øvrigt på jagt efter en hattehylde med indbygget bøjlestang i træ og en tallerkenrække, så hvis du har netop det til salg, eller kender nogen, der har, så giv mig lige et praj :-)

søndag den 24. august 2014

I love to lop :-)

Klokken ni stod vi klar til at snuse rundt i Køge, hvor årets store kræmmermarked løb af stabelen. Solen stod højt på himmelen, og der var masser af mennesker i byen - både af den slags med loppeboder og af den slags, der var klar til "det store fund". Vi hørte til den sidste slags. Og sandelig om vi ikke fandt mange dejlige ting:


Jeg fandt bl.a. Ingolf (han ligger oven på kassen), og det var jo helt perfekt, for i går fandt jeg jo Cirkeline i sin tændstiksæske. 

Jeg fandt også den hvide reol med kurvene til en rigtig god pris.


Koppen her (der er helt ny) måtte også med hjem til en femmer, for jeg havde ved et uheld smadret Emmas kop for et stykke tid siden, og selv om hun er flyttet hjemmefra, skal alle i familien da have en kop med deres navn :-)


Der røg også lige fire skønne bøjler af den gode, gamle slags med hjem.
Gad vide, hvor stor min bøjlesamling efterhånden er? Hvis du ikke tidligere har læst om min passion for gamle bøjler, kan du kigge her. Hvis du vil læse endnu mere om mine bøjler, kan du klikke på 'Bøjler' ude i højre side af bloggen


Men dagens bedste køb var alligevel disse tre sangbøger. Da vi er to musiklærere her i huset, bliver de helt sikkert brugt. Disse bøger er en guldgrube af klassiske sange - både danske og udenlandske, og her er både noder, becifringer og tekster. Hidtil har vi kun haft den blå, og når vi har haft brug for de andre, har vi brugt skolernes eksemplarer. Nu har vi dem selv. Hvis man vil købe dem fx på Saxo, koster de 449 kr. stykket. I dag fik vi alle tre bøger for 150 kr. i alt, og de fejler intet. Besparelse: 1347 kr.
I love to lop :-D

Min mand var endnu mere oppe at ringe af lykke, for han fandt sig en guitar med guitarkasse og forstærker, samt en masse LPer til meget, meget rimelige priser, men det er en helt anden historie. 

Nu vil jeg sætte mig og skrive videre på årsplanerne og håbe på, at LPerne og guitaren bliver afprøvet med headphones på ;-)

lørdag den 23. august 2014

Dagens loppehøst

Hej derude i Blogland! Jeg savner at have tid til at følge med i jeres blogge, og især savner jeg at have tid til at smide noget på bloggen selv.
I sommerferien var jeg passiviseret af varmen, og nu lægger jobbet beslag på langt de fleste af døgnets vågne timer. Lige nu er det årsplanerne, jeg sidder med. Jeg prøver at finde ind i en god balance mellem arbejde og privatliv, men lige i øjeblikket fylder arbejdet klart mest. Det kræver sin kvinde at starte en specialklasse op - særligt når jeg ikke har været klasselærer de sidste otte år. Det går dog rigtig fint, så jeg er sikker på, det hele finder et naturligt leje.

Det er snart lang tid siden, jeg har delt mine loppefund med jer her på bloggen. Det er nu mest fordi, jeg ikke lopper så meget mere. I dag har jeg dog været afsted til det årlige bagagerumsloppemarked i Borup. Jeg var der for første gang for to år siden, da det blev afholdt første gang. Du kan se lige her, hvad jeg slæbte med hjem dengang.

I dag var høsten ikke lige så omfattende, men alligevel hvad jeg vil kalde god:


Cirkeline i en forvokset tændstiksæske (det er planen, at denne Cirkeline på et tidspunkt skal erstattes med en hjemmehæklet en af slagsen). 


Disse to små fine krukker var uden stempel i bunden, men fine er de under alle omstændigheder og står nu på min tallerkenrække i køkkenet.


Og se nu her: Tre retrokopper fra Staffordshire Potteries i England! Det er klart starten på en ny samling ;-) Jeg kan ærgre mig over, at jeg i sin tid smed flere kopper i samme serie ud, da jeg skulle rydde op i og afhænde mit barndomshjem.....

Glasskålen med kirsebær måtte også med.


Et Buddhahoved til en femmer kom også med hjem. Tænk, det er første gang jeg lægger mærke til, at Buddha afbildes med megastore ører. Men selvfølgelig har han da store ører. Jeg har hørt, at vi mennesker har to ører og kun én mund, fordi vi skal lytte dobbelt så meget, som vi taler. Det er så ikke alle elever i Den Danske Folkeskole, der praktiserer det, kan jeg afsløre ;-) 

Nå, lad det nu ligge :-) I morgen tager jeg på kræmmermarked i Køge. Det er et af årets højdepunkter her i Køge og starten på Køge Festuge. Hvis jeg finder noget spændende, lover jeg at smide et par ord og billeder ind her på bloggen. Det er jo altid godt at have et par overspringshandlinger i ærmet, når man sidder bøjet over årsplanerne ;-)

onsdag den 16. april 2014

Verden er i farver

I går tog jeg til København for sammen med en veninde at nyde foråret. Vi startede på Christiania, hvor der altid er garanti for mangfoldighed, liv - og farver. Der er steder på Christiania, hvor man skal holde sit kamera i tasken, men heldigvis er det ikke alle steder. Som her fx:


Et fantastisk smukt hus, hvis du spørger mig. Det nærmest trækker gæster til. Jeg elsker, når der bliver eksperimenteret med farverne. Jeg kan dog også få det helt skidt, hvis farver ikke passer sammen. Men det gør de her. Jeg er vild med det!


Huset her er lidt mere afdæmpet, men alligevel smukt. Tænk, hvis flere mennesker rundt omkring i villakvartererne turde tænke "ud af boksen". Tænk, hvis man kunne blive i godt humør af at gå en tur i et villakvarter. Jeg oplever det sjældent. Men på Christiania er der garanti for smukke huse og godt humør.


Her er et el-skab blevet dekoreret med perleplader i Pac-Man stil.
Der skal i virkeligheden så lidt til at få smilet frem :-)


I et stille hjørne ned til vandet sad ham her omgivet af gule blomster. Sådan nogle hjørner er der også mange af på Christiania.

Efter Christiania gik vi ned til Christianshavns Kanal og spiste frokost på 'Oven visse vande'. Udmærket mad, men man skal ikke sidde ved bordene ved siden af køkkenet, for de LARMER ;-)

Derefter tog vi Metroen til Forum og gik til Rantzausgade, som i starten af 90'erne var mit hood :-) I Rantzausgade ligger genbrugsforretningen Quriosa, som ejes af Søren Falk. Jeg kan varmt anbefale et besøg i denne lille butik. Ens opfattelse af, hvor mange ting der kan være på et givent stykke plads, bliver grundlæggende udfordret her. Det er et skatkammer! Nogen vil kalde det skrammel - andre vil kalde det guld. Uanset, hvad man kalder det, er der garanti for en hyggelig sludder med Søren, hvis han er der - og det er han som regel. Priserne er rimelige, synes jeg, men i "københavnerenden" af skalaen :-)

I går fandt jeg disse skatte:


Sjovt, som man bliver tiltrukket af gult ved påsketid :-)

Vi sluttede af med Påskemesterskaberne i Bezique (et fransk kortspil, som min veninde og jeg har spillet i 21 år). Nu vil jeg jo ikke hænge nogen ud som taber her på bloggen. Jeg vil blot konstatere, at jeg tog hjem som en glad kvinde efter en rigtig, rigtig dejlig dag i København :-)

Verden er i farver!

søndag den 25. august 2013

En rigtig dejlig loppeweekend :-)

Så blev Køge Festuge sat i gang med det årlige kræmmermarked. Festugen er en fantastisk idé, synes jeg. At jeg så er langt fra enig i de musikalske valg, festugekomitéen foretager, er en helt anden sag. Kræmmermarkedet er i hvert fald en supergod idé, og i dag skal jeg da lige love for, at vejrguderne var med Køge (hvilket de ikke har været de sidste to år, kan jeg så indskyde). 

Kræmmerne kan man heller ikke klage over. Superfine ting til rimelige priser. Ølkasser, der rask væk koster 150 kr. i København, kunne fås til 100 kr. stykket, og jeg så sågar en Lotusgryde i fin stand til 100 kr. Den havde mindst kostet 250 kr. i København. Hvis jeg havde været en loppehaj, havde jeg naturligvis købt den og solgt den videre med stor fortjeneste. Det er bare ikke lige sådan, jeg lopper. Jeg lopper til eget forbrug, og når jeg så bliver træt af mine ting, sælger jeg dem på mit eget loppemarked eller giver dem væk til en af de lokale genbrugsbutikker.

Der var også fine, hæklede tæpper som heldigvis blev solgt til rimelige priser (måske tænker nogen, at 450 kr. for et slumretæppe er dyrt, men så ved man heller ikke, hvor mange arbejdstimer der er lagt i det).

Vi var der fra morgenstunden kl. 9, og det var dejligt at have plads til at kigge på alle de fine ting. Da vi tog hjem et par timer efter, var det ikke til at komme hverken frem eller tilbage, så kræmmermarkedet har igen i år været en bragende succes.

Både sønnike, manden og jeg selv fik fine ting med hjem:


Jeg fandt et par fine fyrfadslyseholdere til 5 kr., en kagedåse til julebag til 15 kr., den fineste bøjle til samlingen for 14 kr. og tre stykker stof for 15 kr. I det ene stykke stof er der nok til, at jeg kan sy en smuk juledug, og resten finder jeg nok også anvendelse for :-)


Manden stod på hovedet i samtlige kasser med LP'er og CD'er, og det blev belønnet med disse fine fund for 20 kr. i alt.


Adam havde også taget penge med (da vi selv holdt loppemarked i går, havde han et overskud på 105 kr.). Han fandt et djævlespil til 10 (!) kr., et Nintendospil med Indiana Jones til 50 kr. og en Jumbobog til 20 kr. Koppen fik han af far, der var kommet til at smadre Adams kop.

Som jeg tidligere nævnte, holdt vi selv loppemarked i går sammen med beboerne her i vores bebyggelse. Det var også superhyggeligt, og vi fik solgt mere end sidste år. Manden er jo rigtig glad, når han ikke skal finde plads til så mange ting i vores lille skur :-)
Kunsten er naturligvis at sælge mere, end man selv køber, og når man selv sidder dér ved sin bod i 5 timer, kommer man jo til at loppe hos de andre også. Heldigvis var der god balance i regnskabet i år - også selv om vi var på kræmmermarked i dag :-)

mandag den 15. juli 2013

Lop og shop på Samsø #3

Dette bliver så det sidste indlæg om lopning og shopning på Samsø - ja, faktisk har jeg kun lopper med i dette indlæg. 

Lopning på Samsø kan være mere eller mindre organiseret. Der er et par store steder, hvor man kan være heldig at gøre gode fund. Et af dem ligger ved et gammelt mejeri i Brundby. Her er simpelt hen ALT! Jeg vil vove at påstå, at man kan udstyre fx et køkken med alt, hvad man har brug for, hvis man vel at mærke er helt ligeglad med, hvordan tingene i ens køkken ser ud :-) 
Her købte vi seks kaffekrus, nogle Tarzan-blade og disse to gamle bøjler:


Som faste læsere af bloggen vil vide, har jeg en svaghed for bøjler. Det kan du læse mere om her og her og her. Jeg synes især den hvide med blomsterne er så fin:


Tænk, hvis bøjler kunne tale og fortælle om alle de fine kjoler, de har båret i tidernes løb :-)

Vi var (selvfølgelig) også lige i Kirkens Korshærs genbrugsbutik på øen, og der var også mange ting. Jonas købte en lækker sweater til 35 kr. (!), og jeg fandt et par puder, jeg skal bruge til et par projekter. Adam købte en bog.

Ved et af de utallige loppemarkeder man finder langs vejene, fandt jeg disse to skønne vaser, som har fået plads ved siden af en af mine Buddhaer:


Nu har vi simpelt hen besluttet, at vi holder en pause med loppemarkeder, for vi mangler jo dybest set intet, og matriklen er lidt ved at flyde over, synes jeg. Kender I det, når der er lidt for mange projekter, der venter på at blive afsluttet? Sådan har jeg det lige i øjeblikket. Retfærdigvis skal jeg også lige nævne, at vi sidste uge afleverede en del ting og sager i den lokale Kirkens Korshær. Desuden skal jeg i denne uge have det indledende møde med et par loppesøstre i lokalområdet. Vi skal nemlig lave vores eget loppemarked, og mon ikke jeg stadig har nogle ting, der kan finde vej til bordene? :-)

søndag den 14. juli 2013

Lop og shop på Samsø #2

Lige som forrige indlæg kommer dette også til at handle om kjoler. Og hvorfor skriver jeg pludselig så meget om kjoler? Det gør jeg jo fordi, jeg siden januar har lagt min livsstil om. Jeg spiser anderledes og er begyndt at dyrke motion. Og det sætter jo sine spor, det skidt ;-) Jeg har nemlig indtil videre tabt 6½ kg, og det er alligevel en del, når man kun måler 1.60. Det har jo givet mig en vanvittig lyst til at købe tøj, der kan fremhæve min nye skikkelse :-)

Før vi tog til Samsø, havde jeg tjekket tøjforretningerne ud i Køge for småblomstrede sommerkjoler, men dem var der ingen af, som jeg kunne li'. Men Samsø har jo det hele, så jeg fandt et par rigtig søde kjoler. 

Når jeg er på Samsø, er der altid nogle butikker, jeg ved, jeg skal tjekke ud. En af butikkerne ligger i Nordby - et par gader væk fra gadekæret. Tidligere var den ejet af kunstneren Ulla Fredsø, men den har skiftet ejer og sortiment, så nu kan kan også købe kjoler :-) Se lige, hvad jeg fandt:


Farven var ikke lige, hvad jeg ledte efter, men den eneste model, der var tilbage i str. 38.


Og småblomstret er den da :-)


Sjalet fandt jeg i et loppesalg ud til vejen et par dage efter til 20 kr., og det passede jo perfekt i farven til kjolen :-)

En anden butik, jeg altid skal forbi, er 'Det gode skår' i Ballen. Det er en blanding af keramik og kjoler og lidt andet. Her har jeg fundet en del tøj i tidernes løb. Det er en superhyggelig butik. Jeg prøvede et par kjoler, og endte med at komme hjem med denne her:


På billedet har jeg en lang, hvid t-shirt på under kjolen, da den er ret så gennemsigtig. Kjolen er strøet med guldsmede foran:


Det giver lige prikken over i'et, synes jeg.

Nå, nok om kjoler for denne gang. Det skulle jo nødigt gå hen og blive en modeblog. De siger i hvert fald ikke rigtig mig noget. 

De kommende dage skriver jeg lidt om de øvrige loppefund, jeg var heldig at finde på Samsø, og så kan jeg da til eventuelt interesserede fortælle, at jeg absolut ikke ligger på den lade side med hæklingen. Og hvad der kommer ud af det, får du helt sikkert også at se snart :-)

torsdag den 11. juli 2013

Lop og shop på Samsø #1

I sidste uge var vi på Samsø, hvor jeg er kommet, siden jeg var omkring 10 år. I år boede vi nogle dage i en campinghytte og nogle dage på vandrehjem. Vejret var ikke det bedste denne gang, men der er jo altid noget at tage sig til på Samsø; steder og søde mennesker, der skal besøges og ritualer, der skal genopleves. Vi fandt dog denne gang også nye steder, vi aldrig har været før. Fx var der i Samsø Posten denne lille notits:


Navnet 'Morfars Moustache' sagde mig et eller andet. Jeg mente, jeg var stødt på navnet på nettet. En af de første dage satte vi derfor kursen mod Tanderup, hvor jeg aldrig havde været før. En meget hyggelig lille by på sydøen. Vi fandt forholdsvis hurtigt den lille butik, som var et værelse på en hyggelig, lille gård. Ejeren var en sød, ung kvinde, der i den grad lever sin drøm ud og har bosat sig på Samsø med sin mand. Hun fortalte, at hendes (net)butik går rigtigt godt, og at hun elsker at stå op hver morgen og "gå på arbejde" - d.v.s. sætte sig ved computeren og bestille varer og sende pakker ud af huset. Hendes butik var fuld af vintagekjoler, skjorter, t-shirts, smykker, tasker, hjemmesyet børnetøj m.m. Jeg gik selvfølgelig straks i gang med at tjekke alt ud - og se lige, hvad jeg fandt:


Den fineste vintage babydoll natkjole af det yndigste stof!



Bøjlen fandt jeg et andet sted - den kan du høre om en anden dag :-)

Jeg kan på det varmeste anbefale et besøg hos Morfars Moustache, hvis du skulle komme på de kanter. Ellers kan du jo kigge ind på webshoppen, som du finder lige her. Du kan også finde butikken på Facebook lige her.


De kommende dage skriver jeg lidt om, hvad jeg ellers fandt og oplevede på Samsø. I mellemtiden kan du jo tjekke Samsø ud her.

Og nej - dette er ikke et sponsoreret indlæg :-)

søndag den 23. juni 2013

Lidt loppefund


Jeg kan se rundt omkring på bloggene, at der er andre end mig, der bruger tid på så meget andet end at blogge i øjeblikket. Der er travlt på jobbet før ferien, så jeg har også forsømt min blog lidt, synes jeg. Haven trækker jo også lidt om aftenen :-) 

Sidste weekend, hvor jeg bl.a. holdt fødselsdag for min datter, blev der også lige tid til lidt lopning. Hvad jeg kom hjem med, kan I se her:
 
 

Min yndlingsgenbrugsbiks havde loppemarked uden for butikken. Her fandt jeg et par gode ting, men måtte naturligvis også liiiige en tur ind i butikken, hvor jeg fandt endnu flere ting, der bare MÅTTE med hjem :-)


I en flyttekasse lå en masse trolde. Adam valgte den lille, og jeg kunne ikke stå for troldemutter med en tudse i håret. Hun sidder nu ude i haven, men man får kun øje på hende, hvis man kigger godt efter :-)


På et af bordene lå også den yndigste lille dug, som passer perfekt til mit sofabord, hvor den straks blev taget i anvendelse.


I en kasse lå også disse fine lanterner, som også bor i haven nu.


I butikken fandt jeg nogle flotte tallerkener. Der var tre stykker, som jeg alle fik med hjem.


Og disse her kunne jeg slet ikke stå for. Dem var der også tre af.


Denne skønne fyrfadslysestage måtte jeg også eje. Jeg tænker, den er rigtig hyggelig med lys i om aftenen.


Men perlen af dem alle denne dag var denne flotte syæske - med indhold. Den glæder jeg mig til at gå på opdagelse i og nyindrette med mine egne sysager.

Manden stod på hovedet i kasserne med gamle LP'er og fik en masse med hjem. Nu mangler vi bare en grammofon..... ;-)

onsdag den 15. maj 2013

Dagens genbrugsfund :-)

I dag smuttede manden og jeg lige forbi to genbrugsbutikker, hvor vi ikke har været før. Vi gik spændte ind i den første butik. Når vi er sammen afsted, er det tydeligt, at vi ikke går efter de samme ting. Manden kaster sig nemlig med det samme over CD'er og LP'er. Jeg starter bare fra en ende af :-). Jeg nåede faktisk hele butikken igennem, før jeg opdagede, at manden var i en helt anden verden. Nærmest ekstatisk. For han havde - ifølge ham selv (jeg har ikke forstand på den slags) - fundet guld. Tre LP'er og 2 CD'er, som manden åbenbart havde ledt forgæves efter i årevis. For 17 kr. Vildt! Han nærmest dansede ud af butikken :-).
Jeg fandt en lille, sød vase, der måtte med hjem.

Lidt længere henne ad vejen lå endnu en butik, og her var det min tur til at rive ned af hylderne. Jeg fandt en smuk, gammel broderet dug (som sikkert en dag må lade livet til fordel for et projekt), en vildt lækker skjorte og en thedåse af nyere dato.

Her er mine genbrugsfund (mandens genbrugsfund har han flashet på Facebook :-) :


Uhh, hvor jeg glæder mig til, at loppesæsonen for alvor går i gang!!

søndag den 24. marts 2013

Dagens loppefund

Vi tog lige en tur på Det Blå Marked i Haslev for at se, om der skulle være et par loppefund, vi ikke kunne leve uden. Og det var der :-) - aii ok, måske kunne vi godt have levet uden......... Men vi købte lidt (det er så det "vi", der betyder mig :-)

Jeg fandt denne smukke, smukke kurv, som jeg ikke kunne lade stå:


Den er så fin! Og tænk, hvor meget arbejde der er lagt i den. Nu skal den stå her hos mig med magasiner eller lignende i. Måske bliver det påskeæg, der skal i, indtil påsken er forbi.


Så fandt jeg lige en minibuste af Franz Schubert, som jo klart skulle hjem og stå på klaveret ved siden af Bach.


Og sandelig om der ikke også lige var endnu en taburet, der skulle med hjem. Denne gang dog ikke en original Frits Hansen, men ingen kommer såmænd til at se forskel, når den også har fået et hæklet betræk.

søndag den 24. februar 2013

Genbrugsfund fra en særlig butik på Nørrebro

I går gik turen til Copenhagen, hvor vi skulle besøge en "gammel" veninde og hendes dejlige datter. Inden da skulle vi lige forbi genbrugsbiksen Quriosa, der ligger i mit gamle hood - Rantzausgade på Nørrebro. Biksen indehaves af Søren Falk, som nogen måske husker fra programmet 'Skattejægerne' på DR1 (der kommer i øvrigt nye programmer fra marts). Det er SÅ meget mit favoritprogram! Det er altså noget af en biks, kan jeg godt fortælle. Så vidt jeg husker og kunne tælle mig til, er biksen fordelt på 4-5 små rum FYLDT med ting. Og når jeg siger FYLDT, mener jeg FYLDT. Selv fortovet udenfor er FYLDT - og det er med en del, for butikken ligger på et hjørne. Når man går rundt derinde, passerer man hinanden sidelængs....... og godt, jeg er på slankekur, siger jeg bare :-) 

Søren er specialist i lamper - bl.a. laver han lamper af gamle Nilfisk støvsugere. De er ret smarte og hænger vist rundt omkring på caféer i området. Så der var mange lamper i biksen. Men også alt muligt andet, fx de legendariske Lyngbyvaser i udvalg, køkkenting, bordplader, LP-plader, porcelæn, diverse tussegamle beslag, værktøj, lysestager - jamen alt! Undtagen tøj. Det gør måske også, at der ikke lugter :-) Og så har jeg slet ikke nævnt den hyggelige stemning og gode betjening. Jeg kan kun anbefale en tur derind. Du kan se her og her, hvad jeg taler om, åbningstider m.m.

Jeg fandt selvfølgelig også nogle ting derinde, som måtte med hjem:


Faktisk fandt jeg endnu en bøjle. En af den slags med plastic viklet omkring i creme og røde farver, men den blev min veninde så forelsket i, at hun fik den :-) To bøjler mere til samlingen er fint nok til mig.


Hvad siger I lige til denne skønhed? Genial farve og form, synes jeg. Original Glud og Marstrand, naturligvis.


Og så denne skønne malerkasse, som egentlig var grunden til, at vi smuttede forbi Quriosa i går. Søren lægger nemlig billeder af nye ting ud på sin facebookside, og der havde jeg spottet denne kasse. Paletten ligger løst, så man kan tage den ud og bruge den. Kassen trænger lige til en kærlig hånd, inden mine pensler og tuber flytter ind i den.

Det var så gårsdagens lopper. Og til en overordentlig god pris, skal jeg lige sige. Hvis du elsker genbrugsshopping er Quriosa et must :-)