tirsdag den 10. marts 2015

Vi har sået chili!

Her i huset er mand og søn vilde med chili, og jeg mener VILDE! Jævnligt batler de i chilismagning, og vi taler ikke de milde af slagsen. Jeg har været med en enkelt gang, hvor jeg troede, min sidste time var kommet, mens mand og søn sad UBERØRTE af situationen og grinede en vis legemsdel i laser over mig........ 

Nu, hvor vi har fået drivhus, skal vi selvfølgelig forsøge os med at dyrke chili. Foreløbig har vi sået to forskellige sorter:
Hungarian Hot Wax og Bhut Jolokia.


Hungarian Hot Wax er mild i styrken i de tidlige stadier og medium ved fuld modenhed. Disse frø har vi købt økologiske.


Bhut Jolokia blev kåret som verdens stærkeste chili i Guinness i 2007. Den kaldes også Ghost Chili Pepper, så det er en af de helt hårde drenge. Helt sikkert en af dem, jeg ALDRIG skal smage på......

Vi har købt fem frø af hver sort og sået dem her (du kan lige ane et chilifrø i hvert hul i midten):


Vi supplerede med lidt pottemuld på toppen, inden vi vandede:


Til sidst satte vi låg på og placerede det lille drivhus i en sydvendt vindueskarm:


I løbet af ca. en uge kom der to små spirer frem, og i skrivende stund - to en halv uge efter såning, ser der stadig sådan ud i drivhuset:


To flotte spirer, som ind i mellem får lidt luft, så de ikke rådner op. Det er Hungarian Hot Wax, der spirer. Der er ikke umiddelbart mere tegn på liv, men Bhut Jolokia kan godt være op til fire uger om at begynde at spire, så vi har ikke mistet modet endnu.

Indtil videre skal disse to plejes i her i minidrivhuset lidt endnu, før de skal have en større potte hver:


Begge slags frø har vi købt hos Frøtorvet.dk

Vi er nybegyndere i drivhus- og chiligamet, så smid gerne et godt råd, hvis du sidder og brænder inde med et ;-)

2 kommentarer:

  1. Uhhh det lyder som lige noget for min søn. Han laver mad med chillie og eksperimenterer alt hvad han kan. Har oven i købet spist de stærke med Chillie Claus på Rådhuspladsen. Jeg kan være med langt hen ad vejen, men står af, når mad kun smager af et krydderi. For mig er krydderier, netop et krydderi til at løfte og højne smagen i maden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder som om, vi to er helt enige om den sag, Stella. Der ud over tror jeg altså, at der er forskel på vores smagsløg her i familien og helt generelt.
      Kh Lotte

      Slet

Læg meget gerne en kommentar - jeg læser dem alle og svarer så hurtigt, jeg kan :-)