onsdag den 16. april 2014

Verden er i farver

I går tog jeg til København for sammen med en veninde at nyde foråret. Vi startede på Christiania, hvor der altid er garanti for mangfoldighed, liv - og farver. Der er steder på Christiania, hvor man skal holde sit kamera i tasken, men heldigvis er det ikke alle steder. Som her fx:


Et fantastisk smukt hus, hvis du spørger mig. Det nærmest trækker gæster til. Jeg elsker, når der bliver eksperimenteret med farverne. Jeg kan dog også få det helt skidt, hvis farver ikke passer sammen. Men det gør de her. Jeg er vild med det!


Huset her er lidt mere afdæmpet, men alligevel smukt. Tænk, hvis flere mennesker rundt omkring i villakvartererne turde tænke "ud af boksen". Tænk, hvis man kunne blive i godt humør af at gå en tur i et villakvarter. Jeg oplever det sjældent. Men på Christiania er der garanti for smukke huse og godt humør.


Her er et el-skab blevet dekoreret med perleplader i Pac-Man stil.
Der skal i virkeligheden så lidt til at få smilet frem :-)


I et stille hjørne ned til vandet sad ham her omgivet af gule blomster. Sådan nogle hjørner er der også mange af på Christiania.

Efter Christiania gik vi ned til Christianshavns Kanal og spiste frokost på 'Oven visse vande'. Udmærket mad, men man skal ikke sidde ved bordene ved siden af køkkenet, for de LARMER ;-)

Derefter tog vi Metroen til Forum og gik til Rantzausgade, som i starten af 90'erne var mit hood :-) I Rantzausgade ligger genbrugsforretningen Quriosa, som ejes af Søren Falk. Jeg kan varmt anbefale et besøg i denne lille butik. Ens opfattelse af, hvor mange ting der kan være på et givent stykke plads, bliver grundlæggende udfordret her. Det er et skatkammer! Nogen vil kalde det skrammel - andre vil kalde det guld. Uanset, hvad man kalder det, er der garanti for en hyggelig sludder med Søren, hvis han er der - og det er han som regel. Priserne er rimelige, synes jeg, men i "københavnerenden" af skalaen :-)

I går fandt jeg disse skatte:


Sjovt, som man bliver tiltrukket af gult ved påsketid :-)

Vi sluttede af med Påskemesterskaberne i Bezique (et fransk kortspil, som min veninde og jeg har spillet i 21 år). Nu vil jeg jo ikke hænge nogen ud som taber her på bloggen. Jeg vil blot konstatere, at jeg tog hjem som en glad kvinde efter en rigtig, rigtig dejlig dag i København :-)

Verden er i farver!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg meget gerne en kommentar - jeg læser dem alle og svarer så hurtigt, jeg kan :-)