tirsdag den 30. december 2014

Årets julekort på et hængende hår

Uhhh, hvor jeg synes, tiden flyver afsted! Nu er december allerede ved at være slut, og når sandheden skal frem, nåede julestemningen aldrig helt at indfinde sig hos mig trods utallige forsøg på at finde den: Julesmåkagebagning med mand og begge børn, aflytning og dansning til Michael Bublés julecd, moderat julepyntning af hjemmet, indkøb af julegaver, højtlæsning af 'Peters Jul', julegudstjeneste med yndlingspræsten, Juleaften hos min mands bedsteforældre med hele familien, julemad og dans om træet. Det er noget underligt noget, det med julestemning. Det er jo en følelse, der enten er der, eller ikke er der. Men hyggelig har hele december været!

Som I kan læse, gjorde jeg, hvad jeg kunne. Og jeg skrev naturligvis også julekort! Denne tradition, der tilsyneladende er ved at uddø til fordel for mails og Facebookhilsner, nyder jeg meget at holde fast i.
Siden min datter blev født for 20½ år siden, har jeg sendt julekort ud med billeder af mine børn. Det kan du fx se her. Denne tradition sluttede i år, da mine unger ikke længere gad at stille op til årets julekort. Der har været signaler i den retning de senere år, men nu var det altså slut, og det respekterer jeg naturligvis. Det er da flot, at min datter i 19 år har gidet stille op, og min søn har været med i 7 år. 

Hvad gør man så, når man alligevel gerne vil sende et personligt julekort?
Man gør fx sådan her:


Hele den hjemmeboende familie samlet om juletræet/romanescokålen :-)


Et julekort, som blev givet til en dejlig kollega,


og her julekortet til svigerforældrene. 

Der blev sendt mange flere, end de her viste julekort. Også nogle helt almindelige julekort. For kreativitet ta'r tid, og jeg var kommet for sent i gang til at kunne sende sådanne kort til hele familien, kollegaerne, venner og bekendte.

Alle kort var beklædt med et stykke plastic, der var syet fast på forsiden på symaskinen. I plasticlommen havde jeg fyldt "huller" fra hulmaskinen. Dette skulle ligne sne, der falder, når man ryster kortet :-) Bogstaverne havde jeg købt i den lokale 'Bog & Idé'. På bagsiden havde jeg skrevet min/vores hilsen.

Julekortene blev sendt til tiden, selv om I først får dem at se nu,
hvor året er ved at rinde ud ;-)

2 kommentarer:

  1. De julekort er altså intet mindre en fantastiske Lotte. Krea når det er aller bedst. Skidt med julestemningen. Din helt almindelige gode stemning virker vist lige godt året rundt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Som du dog kan sige det, Stella :-) Mange tak!
      Kh Lotte

      Slet

Læg meget gerne en kommentar - jeg læser dem alle og svarer så hurtigt, jeg kan :-)