onsdag den 9. januar 2013

Billeder igen - og tabte gram :-)

Så er jeg her igen. Jeg har haft problemer med at lægge billeder ind, som jeg selv har taget. Efter at have læst om problemet hos andre bloggere, har jeg nu fundet løsningen. Jeg har skiftet browser fra Explorer til Google Chrome (skal jeg være helt ærlig, er det datteren min, der har klaret det tekniske - det tog ca. 5 minutter, men så fik jeg også de himmelvendte øjne over min håbløshed med i købet.......). Hermed er problemet løst.

Jeg er derfor klar til at blogge igen. Min ændring af kosten fylder en del, så det kreative er skubbet lidt i baggrunden. Jeg må da lige fortælle, at jeg i dag har været på kur i en uge og har tabt 900 g. Og min fedtprocent er faldet med 7,8%. Det er sket alene ved kostændring. Jeg har gjort følgende:
  • Jeg spiser ikke længere slik, kage og lignende til hverdag, men tillader mig selv at spise, hvad jeg vil én dag om ugen.
  • Jeg spiser tre hovedmåltider og tre mellemmåltider
  • Jeg spiser ikke hvidt brød, pasta, ris og hvidt sukker
  • Jeg drikker hjemmepresset juice, vand, kaffe og the
  • Jeg bruger ikke smør/Kærgården på brødet mere
Det, der er sket ved denne kostændring er, at jeg nu mærker sult. Det har jeg sjældent gjort før. Jeg kan virkelig mærke, at min forbrændingsmotor nu virker. Jeg spiser mere, end jeg gjorde før, men jeg spiser meget anderledes.

I morgen starter jeg til træning, og jeg glæder mig faktisk. Jeg glæder mig til at bruge min krop igen. Jeg har lige nu en ikke-eksisterende kondition og vel ca. 10 kg for meget på sidebenene - og andre steder. Men der er også noget, jeg IKKE glæder mig til: At vågne op de følgende dage efter træning og være øm i hver eneste muskel i min krop. Dét er noget af det, jeg frygter.

Nå, jeg lovede jo i forrige indlæg, at dette ikke skulle være en slankeblog. Det løfte agter jeg at holde. Jeg vil gerne være med til at inspirere, hvis der skulle være andre, der har forsømt deres krop i - ja, vel 10-20 år, men jeg laver ikke bloggen om til en slankedagbog - det lover jeg!

Jeg har lige et håndarbejdsprojekt, I skal se - skal vi sige på fredag? Vi ses :-)

2 kommentarer:

Læg meget gerne en kommentar - jeg læser dem alle og svarer så hurtigt, jeg kan :-)