onsdag den 4. december 2013

Adventskrans med hæklede vedhæng

Ja, jeg ved godt, at jeg er tre dage for sent på den med dette blogindlæg, men jeg synes alligevel, I skal se min adventskrans.

Selve "kransen" er lavet af hvidt metal og er egentlig nok beregnet til at stå på et bord. Det har den også gjort i en del år, men da vi ikke har så meget bordplads, syntes jeg hele tiden, jeg gik og flyttede rundt på den. Lidt frustrerende, når den kun skulle tændes fire gange........

Sidste år fik jeg en åbenbaring og fandt på at hænge den op i loftet, og det skulle jeg jo bare have gjort for mange år siden, for det ser noget så smukt ud, synes jeg :-)

Adventskransen er købt i en butik, der desværre ikke findes mere, men før i tiden lå på Torvet i Køge - Flora fra Nora. Det var den mest fantastiske butik - særligt ved juletid. Samme sted købte jeg nogle meter kunstigt "gran" - meget småt, men fint at sno om adventskransen.


Jeg har hængt adventskransen op i lilla bånd med hvide prikker. Lilla passer godt til stuen, og så er det jo adventstidens farve i den kristne kirke (ved jeg fra min tid i Køge Kirkes Pigekor).

På "fødderne" af adventskransen har jeg hængt fire små figurer, jeg har hæklet:


Rudolf her hæklede jeg sidste år. Opskriften fandt jeg lige her.

Peberkagemanden her har jeg hæklet i år. Optimalt skulle han nok have været lidt mørkere brun, men han skulle jo passe til Rudolf :-) 


Han er rigtig hyggelig, synes jeg. Opskriften finder du her.

Et hjerte hører også julen til, synes jeg. Og hjerter findes der jo utallige opskrifter på i Blogland. Jeg valgte dette hjerte:


Opskriften på hjertet finder du her.

Min datter bestemte, at den sidste figur skulle være en pakke:


Og den opskrift kan du finde her, hvor du i øvrigt også kan finde opskriften på et hæklet juletræ, der også var med i overvejelserne, men ikke rigtigt passede ind i mit farvetema.

Jeg må sige, at jeg nu har en adventskrans, der er en (hækle)blogger værdig :-)

Hvad synes du - er den for utraditionel?

4 kommentarer:

  1. Om den er for utraditionel? JA, det er den heldigvis. Den er rigtig fin og meget personlig og vigtigst, lige dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Stella :-) Den er nemlig lige mig! Jeg har nu heller ikke tænkt mig at lave den anderledes :-) Det er bare sjovt at høre, hvad andre tænker.
      Kh Lotte

      Slet
  2. Den er bare super super super sød .. og helt fantastisk utraditionel - helt perfekt for en hækleblogger :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, June :-) Ja, jeg tænker, den falder meget godt i tråd med, hvad jeg ellers laver her på bloggen :-)
      Kh Lotte

      Slet

Læg meget gerne en kommentar - jeg læser dem alle og svarer så hurtigt, jeg kan :-)