Et sted, der ændrede mit syn på livet

Kender du det, at du oplever noget, som du véd vil komme til at ændre dit syn på livet?
Det prøvede jeg her i sommer på min ferie. Jeg var afsted med hele min familie; min mand, min søn, min datter og min datters kæreste. Vi skulle fejre vores kobberbryllup.
Vi var afsted i ti dage, men det var 27 timer, der gjorde det største indtryk på mig.

 Vi havde i fællesskab besluttet os for byen Paleochora på Kretas sydkyst, og jeg havde fundet et skønt lille familiedrevet hotel, hvor vi kunne få hver vores lille hotellejlighed. Ca. 8 måneder efter køb af flybilletter og reservering af hotellejligheder, tog vi afsted her i juli.

Vores hotel var superhyggeligt og Paleochora var lige tilpas stor og ikke for turistet. Turen i taxi fra Chania til Paleochora var fantastisk smuk, og vi havde en rigtig sød taxichauffør fra Paleochora, der gav os gode tips til byen.

Det var fantastisk at være på ferie sammen alle fem. Man kommer tættere på hinanden, end vi gør i hverdagens trummerum og at opleve sammen, er bare det, der binder en familie sammen.

Inden vi tog afsted til Kreta, havde vi aftalt med Emmas far (min ex-mand), at vi skulle besøge ham og hans kæreste i deres lejede hus i en anden by på sydkysten af Kreta. Vi aftalte en overnatning hos dem, da de boede et stykke fra os. Faktisk skulle vi med båd fra Paleochora til Loutro. En tur på ca. 4 timer med stop i et par byer undervejs. 

Vi blev modtaget af Emmas far, hans kæreste og hendes datter på havnen i Loutro. Meget surrealistisk og fantastisk oplevelse at mødes så langt fra Danmark. Gensynsglæden var stor hele vejen rundt, og vi gik straks op ad bjerget til en god taverna, hvor vi spiste frokost sammen. Derefter havde Emmas far arrangeret, at vi alle blev hentet af en lille speedbåd og sejlet til Lykosbugten ca. 15 minutters sejlads fra Loutro.

Vi blev modtaget af familien på The Small Paradise Hotel, hvor Emmas far er kommet gennem flere år. De var meget imponerede over, at Emmas far, hans kæreste, jeg og min mand kunne være i stue sammen og endda holde lidt ferie sammen. Dejligt at kunne overraske på den måde, men for os er det jo bare en selvfølge :-)

Så var der ellers hygge på stranden med snorkling, leg med SUPper (Stand Up Paddle board) og luftmadrasser, solbadning og indtagning af diverse forfriskninger. Frappé (Nescafé med sukker, mælk og isterninger) blev lynhurtigt min yndlings.

Vi spiste aftensmad (ged i alle afskygninger og græsk salat - naturligvis med hjemmelavet feta af gedeost) på The Small Paradise, og derefter var det tid til at bevæge sig op ad bjerget til bjerglandsbyen Livanianá. Jeg kørte med Emmas far og hans kæreste. Hvis man Googler Livanianá, er et af de første hits: "Most dangerous roads in the world".... Det beskriver meget godt, hvordan vejene er. Heldigvis kører min ex-mand rigtigt godt bil :-)

Resten af selskabet gik op ad bjerget, hvilket tog ca. 20 minutter. Jeg ville rigtig gerne have gået den tur, men jeg havde feber og ondt i halsen, så jeg prioriterede at spare på kræfterne.

Da vi havde læsset vores bagage af ved huset, kørte min ex-mand og jeg lidt op ad bjergvejen, hvor vi skulle besøge en mand, der havde en særlig drik, der forhåbentlig ville kunne fjerne mit ondt i halsen. Vi parkerede bilen og gik hen til et trådhegn med en låge. På lågen sad en cykelringeklokke, som vi ringede på. En mand kom og åbnede. Vi blev inviteret ind i hans hus. Det var som at gå ind i et bondehus i Danmark for 150 år siden. Dette sagt med AL RESPEKT i verden, for hvor var det bare et helt vildt fantastisk sted. Det var så simpelt, at jeg på stedet blev fuldstændig forelsket i den måde at bo på: Et langbord, en bænk, nogle stole, en seng, en computer, lidt køkkengrej, en vask og en balkon med udsigt over landsbyen, bjergene og havet. 

Mere behøver et menneske ikke for at have alt i verden. Lige dér stod verden stille for mig,
og mit syn på livet ændrede sig.

Jeg fik den særlige drik, der var lavet af giftig salvie fra bjergene omkring landsbyen. Salvien havde ligget i alkohol i et år, hvorefter drikken havde stået et år i solen. Drikken var helt sort og måtte ikke sluges - kun gurgles, så længe jeg kunne. Og det var længe :-) 

Da jeg havde fået den særlige drik, sagde vi farvel og gik igennem landsbyen ned til huset. Et fantastisk hus. Jeg sov på terrassen på en madras. Sov er så meget sagt, for det var meget varmt, der var mange lyde fra nattens dyr (katte, rotter, gekkoer og firben), og jeg havde feber og stadig ondt i halsen.

Jeg var vågen det meste af natten. Og heldigvis for det. For ellers havde jeg ikke set den mest fantastiske stjernehimmel, jeg nogensinde har set. På sydkysten af Kreta er der ingen større byer, så der er intet gadelys til at forstyrre synet til himlen. Jeg lå hele natten og kiggede på stjernerne og så også et enkelt stjerneskud. Mælkevejen var helt tydelig og flyttede sig over himlen i løbet af natten:

Kilde: explorecrete.com 

Da jeg lå dér, var jeg helt solgt. Helt solgt til det simple liv, de små, store ting, magien, kraften.

Efter jeg kom hjem, fandt jeg genklang i denne passage i bogen 'Utroskab' af min yndlingsforfatter, Paulo Coelho. Her får hovedpersonen et råd af en shaman:

"Prøv en gang imellem at lade dig henføre af natten. Se op på stjernerne, og prøv at lade dig beruse af en følelse af uendelighed. Natten, med al sin fortryllelse, er også en vej til oplysning. På samme måde som vandet på bunden af den dybe brønd kan slukke tørsten, skjuler nattens skygger en flamme, som kan oplyse sjælen."

Det var lige nøjagtigt dét, jeg oplevede den nat på bjerget i Livanianá.

Da solen stod op over bjerget, klingede gedernes klokker ud over Livanianá. Gederne gik ned for at blive malket. En fuldstændig magisk lyd.

Desværre var jeg stadig syg dagen efter og måtte blive i huset, da de andre gik tur. Men jeg hørte gribbene skrige i bjergene.

Nu er jeg hjemme og er omsider rask. Jeg endte med at være syg i tre uger af en virus. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at jeg var syg det meste af vores ferie, men det var alligevel en rigtig dejlig ferie med familien.

Efter jeg er kommet hjem, har jeg sovet ude under halvtaget i haven. Det er ikke som stjernehimlen i Livanianá........

Jeg har fået et helt nyt syn på mit hjem. Vi har for mange ting. Hvad skal vi med alle de ting? Hvad skal vi med al den plads?
 Jeg rev den gamle roman 'Driver dug, falder regn' ned ad bogreolen og nød for en stund at være i dette simple univers på landet i Sverige omkring år 1900. Hvor det handler om at dyrke jorden, bruge sine hænder, leve med vejret og naturen. Jeg var endda klar til at bestille næste års ferie i Sagnlandet Lejre, hvor man kan bo som fortidsfamilie i 1800-tallet. Og det kan sagtens være, at vi gør det til næste sommer.

Jo, de 27 timer i Lykos og Livanianá har ændret noget i mig. Og jeg skal helt sikkert tilbage. Tilbage til den simple måde at leve på, tilbage til stjernehimlen, til havet, til de vilde, tørre bjerge. Jeg har slet ikke set nok af dette Paradis.