søndag den 24. juni 2012

Kejserens nye klæder eller er jeg bare blevet gammel?!

Det var med stor forventning, manden og jeg i dag tog mod nord for dels at loppe på Gentofte Loppemarked (bag Charlottenlund Station) og dels at se Emma optræde ved gaardbodans afslutningsshow på Bellevue Teatret. Vejret var ikke det bedste, men pyt med det.
Stemningen på loppemarkedet var hyggelig, selv om det regnede. Jeg kiggede langt efter fx Lyngbyvaser, Lotus porcelæn, gryder m.m. (jeg har selvfølgelig også købt min ration i denne uge :-) og andet lækkert porcelæn. Det var der ikke. Til gengæld var der en masse lækkert tøj til rimelige priser. Dog ikke i hverken min eller sønnens størrelse. Manden min fik dog en cd med Lenny Kravitz med hjem for en 10'er, så helt tomhændet gik vi ikke derfra.


Videre med toget til Klampenborg til Bellevue Teatret. Vi fik lige sagt hej til Emma, inden vi gik ind. Hun var sminket og klar til åbningsnummeret:


Og forventningens glæde stod i de smukke øjne :-)
Lettere forsinket startede showet. Mit fokus var selvfølgelig på Emma, som gjorde det superflot. Desværre var musikken så høj, at jeg var nødt til at holde mig for ørerne (!). Det var der flere små børn omkring mit sæde, der også måtte. Musikken (hvis man da kan kalde det dét.......) var domineret af en ekstrem bas, der forplantede sig gennem gulv og sæder. Fysisk ubehageligt. Koreografien var typisk "gaardbosk". Kostumerne var smukke og sceneshowet var flot. Men nummeret var alt, alt for langt, hvis I spørger mig. Sådan gik resten af showet, kun afbrudt af en virkelig perle: 'Proud Mary' i en skøn version med småpiger i hvide kjoler. Det var det eneste nummer, hvor man virkelig kunne se, at danserne NØD at danse og svinge med kjolerne. Som helhed var jeg ikke imponeret over afslutningsshowet. Der er ingen tvivl om, at danserne er EKSTREMT dygtige, sceneshowet er flot, kostumerne er smukke, fantasifulde og fantastiske. MEN koreografien bliver for ensformig og musikken og lydstyrken er helt ekstremt dårlig, hvis I spørger mig. Meget avantgarde og "Københavnsk" show. Måske skal det være sådan. Folk i salen lød til at være begejstrede. Men jeg havde den dér følelse, som drengen i 'Kejserens nye klæder'.......
Da Emma spurgte, om vi syntes, det havde været godt, svarede jeg naturligvis ærligt "Nej." Jeg anerkendte naturligvis hendes præstation og de andre dygtige dansere o.s.v., men måtte også ærligt sige, at musikken var noget l.... Jeg sagde, at det selvfølgelig også kunne være mig, der ikke helt forstod konceptet. Emma sagde bare tørt: "Er det en mulighed, at du er ved at blive gammel?" Og ja, det er da bestemt en mulighed :-)
Jeg forstår det bare ikke........... Lige så lidt som jeg forstod dette skilt på Charlottenlund Station:


Jeg holder meget af mangfoldighed. Det er bare ikke alt, jeg forstår.
I går læste jeg en blog, hvor en blogger beskrev hendes oplevelse af at være til traktortræk i Faxe (se her). Jeg må sige som hende: Min dag går under kategorien "En kulturel oplevelse" :-)


2 kommentarer:

  1. Du er i hvertfald ikke gammel!!!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det vil jeg jo heller ikke mene :-)
      Knus -
      Lotte

      Slet

Læg meget gerne en kommentar - jeg læser dem alle og svarer så hurtigt, jeg kan :-)