tirsdag den 6. januar 2015

Jeg har sat hvidløg i dag :-)

I går, på vej hjem fra arbejde, kørte jeg forbi Netto og købte hyacinter. Hyacinter til at sætte ved hoveddøren. Hyacinter til havebordet i gårdhaven og hyacinter til drivhuset i kolonihaven. Jeg greb sågar kosten og fejede omkring hoveddøren, hvor vinden ofte beslutter at lægge en stor bunke visne blade. Temperaturen lå omkring 5-7 grader, vil jeg tro, og solen tittede frem i små momenter. Fuglene sang. D. 5. januar......
Julestemningen kom aldrig til mig i december,
men jeg skal da lige love for, at forårsfornemmelserne står i fuldt flor!

Senere på dagen lokkede jeg sønnen og manden med på planteskolen, hvor vi købte både fuglefoderophæng, hvidløg til at sætte på friland, priklebakker og priklebriketter. Ikke gå ned på udstyr her den første sæson!

Ikke ti vilde heste kunne holde mig væk fra kolonihaven i dag, da jeg havde undervisningsfri. De hvidløg skulle i jorden NU (selv om det havde været optimalt i oktober), og hyacinterne skulle stå og pynte i drivhuset. Også selv om solen overhovedet ikke havde tænkt sig at skinne og det oven i købet dryppede lidt.......... Når forårsfornemmelserne har grebet fru Nielsen, så er der ikke så meget at gøre :-)


Sådan her så det udvalgte stykke af køkkenhaven ud,
før jeg kastede mig over det.


Og her har jeg skuffet, revet og boret huller :-) Jeg kan afsløre, at på trods af fitnesstræning de sidste to år, var mine arme nærmest LAMME, da jeg havde ordnet det lillebitte stykke jord. Havearbejdet bliver et godt supplement til fitnesscenteret, når havesæsonen for alvor går i gang. Jeg kommer til at få de vildeste kolo-biceps!


Hvidløgene er klar til at blive lagt i jorden.
Det er økologiske hvidløg af sorten Vigor.


I hullet med løget! Og de 17 andre.


Og se nu her! Jeg har ordnet det første lillebitte stykke bed i vores kolonihave! I januar! Det er alligevel lidt sindssygt, og jeg er ikke sikker på, at det nogensinde kommer til at ske igen - i januar, altså. 

Det minder mig om dengang, jeg var gravid med min datter. Jeg havde fået en masse babytøj, som jeg skyndte mig at vaske, og jeg var helt elektrisk, da det skulle hænges op. Det var SÅ fantastisk at hænge babytøj op for første gang. Og jeg kan afsløre, at lysten fortog sig efterhånden ;-) 

Jeg tror ikke, at lysten til at sætte løg og så i kolonihaven fortager sig de næste mange år, men jeg tænker, at det nok kun er første sæson her,
jeg går i gang i januar :-)


Der er nok at lave, når sæsonen for alvor går i gang :-)


Mit flower-power fuglefoderophæng (uden foder endnu, i øvrigt) passer da helt perfekt til det gamle æbletræ!


Og nu er der blomster i drivhuset for første gang i år. Det er underligt at tænke på, at drivhuset bliver meget anderledes (frodigt) at se på i løbet af de næste måneder. Jeg glæder mig SÅ meget!

2 kommentarer:

  1. God weekend her på din dejlige kreative blog :-)

    Ja vejret er så mildt og godt, så det er have vejr :-)
    Hvidløg kan vist godt lide grus, så har du lidt kan du komme det ved hvidløgene.
    Kan se, at du har mange gode projekter kørende.

    Har selv en kreativ blog, når jeg har energien. Har lige lagt en håndarbejds giveaway op. Du er da meget velkommen forbi, også til at deltage :-)

    Tak for kiggene.
    Maria

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, Maria! Jeg har kigget ind på din blog. Den ser også spændende ud. Tak for dit gode råd med grus til hvidløgene :-)
      Kh Lotte

      Slet

Læg meget gerne en kommentar - jeg læser dem alle og svarer så hurtigt, jeg kan :-)