søndag den 16. september 2012

Hæklet bademåtte

Så blev det endelig krea-tid igen - jubiiii!!! Og det er som om, jeg slet ikke kan holde op med at rapportere fra mit badeværelse :-)

Selv om jeg er i gang med en pude i oldemorsfirkanter, startede jeg i går på et nyt projekt. Nogle gange er det godt at kunne skifte mellem projekterne, for det er fx ikke alle projekter, der egner sig til at tage med ud ad huset. Det gør pudeprojektet ikke for tiden, for jeg er ved at hæfte ender. Nå, det nye projekt blev lidt et forsøg. Jeg fik for et par måneder siden tre nøgler garn forærende af en sød veninde (tak igen, Åsa :-). Garnet var meget tykt og frottéagtigt. Jeg havde tænkt at lave en bademåtte af garnet. Nu har jeg jo hæklet mange runde puder efterhånden, og princippet er jo det samme. Jeg havde dog aldrig hæklet med stor hæklenål før og aldrig hæklet med så tykt garn. Egentlig var opskriften til et kludetæppe lavet af tøjstrimler på hæklenål nr. 10. Min største hæklenål var nr. 8, så den måtte jeg jo bruge. Jeg gik i gang og fulgte opskriften til punkt og prikke. Det fungerede ikke. Det lignede starten på en hue på grund af for få udtagninger. At pille op og starte forfra. Det gjorde jeg ca. 5 gange, før jeg endelig fandt en balance i udtagningerne. Og så var det ellers bare at hækle der ud af. Sådan her så det ud, da jeg havde brugt de første to nøgler garn:


Selv om garnet glider fint på hæklenålen, er det hårdere for fingrene at hækle med tykt garn, og jeg er jo vant til at hækle med de skønne Clover hæklenåle, så den helt almindelige runde hæklenål var også "ny" for mig. Jeg har derfor erhvervet mig mit livs første hæklevabel.......


Av....... På med plaster og hækle videre. Næste gang, jeg skal hækle med tyk hæklenål, tager jeg plaster på, inden jeg går i gang, så jeg helt undgår vabler.

Nu er bademåtten færdig. Den kunne sagtens være større, men garnet slap op. Det har vel taget mig max 3 timer at hækle den, så på den måde er det jo fedt at hækle med stor hæklenål og tykt garn. Nu ser den sådan ud:


Den er superblød og lækker at træde på. Om den tørrer hurtigt, når man har stået på den med våde fødder, ved jeg ikke endnu. Og så mangler den måske også en skridsikker bagside. Men nu ligger den der, og så må dagligt brug vise, om den får lov at blive liggende :-)

torsdag den 13. september 2012

Lommefund

Som jeg lovede i går, er her endnu et indlæg fra mit badeværelse. Dér har jeg nemlig endnu en sjov ting - synes jeg selv :-) Men først en lille introduktion: 

Tøjvask er for mig en ret kedelig, men nødvendig ting (det har jeg tidligere skrevet om lige her). Det er bare ikke sjovt at vaske tøj, selv om maskinen jo klarer det meste. Datteren bruger ind i mellem hårnåle, og disse endte (før indførelsen af dagens ting) af og til i fnugsien på vaskemaskinen, hvilket ind i mellem førte til maskinstop, så jeg måtte skille fnugsien ad. Nederen leg :-( Det betød, at jeg var nødt til at have ekstra fokus på alle lommer i alt tøj. Men så fandt jeg på en leg, der gør det lidt sjovere. Idéen fandt jeg på en blog (jeg kan desværre ikke huske hvilken - ellers havde jeg naturligvis linket til den). Legen går ud på at finde så meget som muligt i lommerne. Skattene bliver efterfølgende udstillet i et fint glas, jeg har dekoreret:

 
Glasset har jeg vel haft i omkring et halvt år, og der kommer mere og mere i. Indholdet lige nu er bl.a. slikpapirrester, en elastik, en serviet (i øvrigt fra mandens oktoberfest i weekenden), en ravplug og småsten. Af og til bliver der taget ting op af glasset igen - fx hvis datteren liiiige står og mangler en hårnål, jeg har konfiskeret fra hendes lomme :-) På den måde er et irritationsmoment blevet lavet om til en skattejagt - og det er jo ikke så ringe endda ;-)

onsdag den 12. september 2012

På mit badeværelse.....

......hænger der et billede. Eller det må vist snarere kaldes en tekst. Normalt, når nogen har en indrammet tekst hængede i huset, er det måske en broderet udgave af "Home, sweet home", "Intet hjem uden en moder", Sindsrobønnen eller Fadervor. Men ingen af delene er tilfældet her. Min tekst kommer på ingen måde i nærheden af at skulle læses med ærefrygt.
Her hænger mit billede - lige ved siden af toilettet. Og det er der en god grund til, vil I finde ud af, når I om lidt læser teksten.

 
Jeg er den heldige ejer af en kopi af originalen, som oprindeligt hang i min morfars og mormors hjem. På toilettet, naturligvis. Gæstetoilettet. For at man ikke skulle være i tvivl, var der opsat et lille skilt med en Manniken Pis figur på døren.... Toilettet var det mindste rum, jeg nogen sinde har set. En lille bitte hjørnehåndvask og et toilet med ægte træk-og-slip (yes, vi snakker den slags med kæde) var, hvad der var - ud over teksten. Der var spindelvæv alle vegne og sommetider også store, behårede edderkopper. Egentlig ikke et sted, man havde lyst til at opholde sig ret længe. I øvrigt var der ingen radiator (og det var laaaaaang tid før gulvvarmen blev opfundet), så særligt om vinteren var det ikke et sted, man havde lyst til at smide bukserne.......
 
Her sad jeg så og kiggede på teksten. Sikkert også før, jeg kunne læse.
Efter sigende skulle det være min morfar, der i egen person havde stjålet opslaget fra Fredericia Havnelokum. På originalen var der tydelige spor af huller efter rustne tegnestifter og fugtplamager. En Juleaften for mange år siden fik jeg så en kopi af originalen i en ramme. En gave, som jeg blev rigtig glad for, husker jeg. Jeg har siden farvet kopien en anelse og givet den en ny baggrund og en anden ramme. Her er den så - teksten:
 
 
Som det ses, er det Jeppe Aakjær, der har skrevet det smukke vers, som jeg kan recitere i søvne :-) Jeg synes, det er sådan et hyggeligt indslag på badeværelset.
 
I morgen vil jeg vise endnu en ting fra mit badeværelse, så kig ind :-)
 
Har du også "mærkelige" ting på dit badeværelse?

mandag den 10. september 2012

Katrines abe

I går blev min fætters datter, Katrine, 2 år. Hun skulle selvfølgelig ha' en gave. Jeg elsker, når jeg kan få afløb for mine tøse-tutte-nutte tilbøjeligheder. Min datter er vokset fra det, og sønnen gider jo ikke have tøseting. Så i gang måtte jeg med det lyserøde bomuldsgarn. Jeg var også ret tæt på at kaste mig ud i noget med et tylskørt, men det blev det dog ikke til. Men pakken skulle selvfølgelig også ose af lille-pige gave. Og det kom den til:


Og hvad var der så i pakken, tænker du sikkert. Denne her:


Før afsendelse skulle den selvfølgelig lige posere :-)


Jeg er selv helt vild med den, og man skal jo ikke give noget væk, som man ikke gerne selv ville eje :-) Den er nem at hækle. Normalt afholder jeg mig fra at hækle (små) dyr, for det, der tager mest tid, er monteringen, og det er ikke en af mine yndlingsbeskæftigelser, kan jeg afsløre...... Det er dog til at overskue med abekatten her. Opskriften har jeg fundet lige her. Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg har hæklet sådan en abe.

Fra pålidelig kilde (Katrines mor) lyder det, at Katrine er meget glad for sin abekat, og det var jo lige dét, der var meningen :-)

søndag den 9. september 2012

Ny Coelho bog - jubiiii!!!!

Siden jeg for omkring 20 - 25 år siden fik min første Paulo Coelho bog (Alkymisten) forærende af en veninde, har jeg været vild med hans bøger. Han er ubestridt min yndlingsforfatter. Jeg har alle hans bøger (dem, der er oversat til dansk), og jeg kan varmt anbefale dem alle. Coelho er en af verdens mest læste forfattere. Hans bøger er oversat til 73 sprog og er solgt i mere end 135 millioner eksemplarer. Alligevel støder jeg på mennesker, der aldrig har hørt om ham. Forhåbentlig kan dette blogindlæg rette lidt op på det. Hans romaner har bund i hans egen måde at leve på - i nuet. At leve sine drømme ud. At se verden omkring dig. Jeg kan kun sige, at hvis du ikke har læst Coelho endnu, så er i dag en glimrende dag at starte :-) Der er altid noget at blive klog(ere) af.

 
Nu er der så kommet en ny bog - Alef. På bagsiden står der: "Somme tider opstår behovet for forandring. Behovet for at genskabe dig selv. Sætte dig nye mål. Eksperimentere, opdage. Tro på dine drømme og erobre det ukendte. Stille spørgsmål og være bevidst. Føle dig levende. Så hvert øjeblik bliver en ny begyndelse. Der er dage, hvor vi spekulerer på, om vi er der, hvor vi ønsker at være, og gør det, vi ønsker at gøre. Alef, Paulo Coelhos nye roman, inviterer dig til at tage affære. Nogle bøger læser du, Alef oplever du."
 
Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig som et lille barn til at læse den? Det vidste min mand godt. Jeg havde nemlig tjek på, at den ville udkomme på dansk i denne måned, og det havde han hørt - og husket. Da jeg kom hjem fra arbejde i onsdags, lå der en lille pakke på bordet med et kort.
 
 
Og det var Alef. Og ja, den ligger der endnu. Manden spørger, om jeg ikke snart skal læse den, når jeg nu har fået den. Jo, det skal jeg. Men jeg har det med Coelho, som jeg har det med en fin æske chokolade: Den skal gemmes lidt - så holder den længere :-). Den skal nydes side for side. Så den ligger og venter til efterårsferien, hvor jeg vil indtage den på én gang (ok, dét gør jeg normalt ikke med chokoladen :-) Det er skønt at have noget så dejligt at glæde sig til. Når jeg har læst den, skal I nok få at høre, hvad jeg synes om den. Det skulle forbavse mig meget, hvis jeg ikke er begejstret, som jeg plejer.
 
Jeg håber, at jeg med dette indlæg har vist, at min mand faktisk er meget betænksom og fornuftig. Gårsdagens indlæg kunne måske give et andet indtryk :-)

lørdag den 8. september 2012

Fulde mænd og tømmermænd...... :-)

Jeg har faktisk en ting på hjerte i dag. Jeg funderer lidt over, hvorfor mænd er så ynkelige, dels når de er fulde, og dels når de dagen efter har tømmermænd. Min mand er i hvert fald. I går tog han til oktoberfest på Amager (allerede her går det jo helt galt......., for hvem f... gider tage til Amager og drikke øl til tyrolermusik??!! Til oktoberfest i september??) Det gjorde han. Sammen med barndomsvennerne. De mødes ca. en gang hver anden måned og skiftes til at arrangere et eller andet for de andre. I går var det så septemberfest med øl i literkrus, sauerkraut mit wurst, barmfagre kvindelige tjenere (og vist også en enkelt mand, der lignede Hansi Hinterseer.....), mænd i lederhosen og tyrolermusik udsat for ufti-ufti rytme. Tak for kaffe for et koncept, siger jeg bare. Her tænker jeg, de fleste kvinder var stået af. Men drengene nød det.

 

Nu ville tilfældet, at min datter på 18, der havde været med en veninde i Falconer Centret og se 'Anders', stod på Nørreport Station, da min mand (hendes papfar) og hans slæng kommer gående. De skal med samme tog til Køge. Min datter er dermed tvangsindlagt til at høre på disse fem meget fulde mænd hele vejen til Køge. Jeg skal ikke her gentage, hvad der kom ud ad hendes mund, da hun kom hjem, men hun var meget træt af fulde mænd, kan jeg afsløre :-) Ok - én af bemærkningerne kan I godt få: "Mænd over 30 burde bare overhovedet ikke drikke!"
Manden min kom stavrende hjem et par timer senere efter at have været på værtshus her i Køge med slænget. Det lykkedes ham næsten at vælte de to giraffer, vi har stående i gangen (de nøjedes med at vippe lidt rundt.......), og oppe i soveværelset snublede han (naturligvis....) over sengen. Han faldt forbavsende hurtigt i søvn.
Det blev morgen, og datteren skulle på arbejde. Manden min havde på vej hjem i toget lovet hende at stå op og lave morgenmad, inden hun skulle afsted. Det gjorde han skam også. Kropsholdningen var ikke til at tage fejl af: Let ludende gang og skuldrene godt op om ørerne. Han havde det lidt skidt, hvilket han slet ikke kunne forstå, "for jeg drak da kun 3 liter øl og lidt, da vi kom til Køge....." OMG!! 3 liter øl!! Liter!! Jeg var død, hvis det var mig. .. Jeg skal spare jer for detaljerne, men kan da afsløre, at han her til formiddag (efter en lille lur), måtte overgive sig og skille sig af med noget af maveindholdet ad samme vej, som det var kommet ind...... Ynkeligt, hvis I spørger mig :-). 


 
Han ved godt, at han ikke kommer uden om at blive nævnt på dagens blog. Det tager han helt roligt. Nu sover han igen :-)

søndag den 2. september 2012

Bare et lille indlæg.......

13 dage siden sidste blogindlæg fra min hånd..... Det er meget. Men sommerferien er jo slut, og i øjeblikket tager arbejdet rigtig meget af min tid. Selv om mine undervisningstimer ikke slutter senere end kl. 13.40, har jeg i øjeblikket møder eller kurser til kl. 16 - 17 op til tre gange om ugen. Når jeg så kommer hjem, er der ofte mødereferater og/eller mødeindkaldelser, som skal laves, og derefter er der forberedelse til næste dags undervisning. Den næste uge ser også sådan ud. I de sidste par uger har jeg også lavet årsplaner, men dem er jeg færdig med nu. Derfor, kære læser, har bloggen ligget lidt stille.

Jeg får dog ind i mellem tid til at hækle lidt, og lige i øjeblikket har jeg gang i hele to projekter på én gang. Det ene projekt er til mig selv, så det haster ikke. Det andet projekt skal gerne være færdigt på torsdag. Og det bliver det også. Om jeg så skal tage nætterne til hjælp.

Her er mine projekter i skøn forvirring:

 
I skal nok få lov at se de færdige resultater. Men ha' lige lidt tålmodighed :-)