søndag den 4. november 2012

Så er jeg på mærkerne ;-)

Mine syslerier har i løbet af det sidste ca. halve år udviklet sig en del. Hvor jeg før i tiden mest lavede ting til mig selv, er jeg nu begyndt at lave flere ting, som jeg forærer væk. Jeg er også blevet spurgt, om jeg hækler på bestilling, men det gør jeg ikke. Jeg vil rigtig gerne beholde lysten til at hækle. Jeg ønsker ikke at sidde en hel weekend og hækle, fordi jeg skal.
Nå, men flere og flere af mine hæklede ting bliver givet væk, og så var det, jeg tænkte, at jeg måske burde have mit eget mærke. Det har jeg så fået nu - i 100 eksemplarer:



Jeg har bestilt det hos Ikast Etiket - lige her. Det er supernemt at designe sit eget navnebånd på deres hjemmeside, og ca. 1 uge efter ligger navnebåndene i din postkasse. Nemmere kan det næsten ikke være, vel?

Jeg har allerede afprøvet et af mærkerne på en af min nyeste kreationer. Hvad det er, får I ikke at se i dag - det må vente til december - men I kan få et lille sneak peak:

 
Som jeg før har skrevet, er de forholdsvis få blogindlæg for tiden ikke tegn på, at jeg ikke laver noget - nærmest tværtimod. Jeg producerer på højtryk, så venner, familie og bloglæsere i december kan få glæde af mine kreationer. Jeg påtænker at lave et blogindlæg om dagen i december. Det bliver en blanding af hæklede juleting (nogle med opskrift - andre uden), andre kreative idéer, præsentation af noget af mit særlige julepynt m.m. Men det er jo først til december. Indtil da kommer der sådan lidt af hvert her på bloggen, når jeg har noget på hjerte - altså helt, som det plejer :-)

lørdag den 3. november 2012

Og der loppes stadig - nu med julefund.....

Så var der liiige et loppemarked nogenlunde i nærheden, som måtte besøges i dag. Manden og sønnen fulgte med, mens datteren stod tidligt op og gik på arbejde. Der skal jo tjenes nogle penge i weekenden, når man er begravet i bøgerne til hverdag.
 
Efter loppemarkedet på Stevns rundede vi lige to forskellige filialer af Kirkens Korshær. Dagens samlede "fangst" var en blanding af juleting, tøj og lidt andet:

 
En fin flødekande med guldkant fra Royal Copenhagen, en lille (jule)træfugl fra det tidligere Daells Varehus sortiment, en rød blikkasse, en skøn lille nisse og 40 Georg Jensen glashjerter (vist nok fra en juleuro). Disse hjerter har jeg allerede en idé med. Det kommer du temmelig sikkert til at høre mere om i december :-) Jeg fandt også nogle andre julesmåting, men de ender nok som pakkekalendergaver, så dem får I ikke at se endnu.
 
 
Jeg var også heldig at finde en Fritz Hansen taburet af ældre dato til 50 kr. Benene er sprøjtemalede med en petroleumsgrøn farve. Jeg tænker, at den kan blive rigtig fin med et rundt, hæklet betræk og måske en anden farve ben. Det projekt får lige lov at vente, til julen er overstået.
 
 
En lille buste af Bach med manglende næse er nu flyttet ind på klaveret.... Meget originalt, tænker jeg. Stort set alle romerske statuer mangler jo næserne. Hvor mon de er? Måske samme sted som alle de strømper, der forsvinder......
 
 
Og sønnike måtte da også lige have en ny t-shirt :-) Og manden? Ja, han fandt to cd'er, som han ikke kunne leve uden. Så alle er glade. Nå ja - næsten, for datteren bryder sig altså ikke om Fritz taburetten. Hun går rundt og siger: "Kejseren har ikke noget tøj på!" Men lur mig, om hun ikke gerne vil have den ind på sit værelse, når først mor her har været i gang med en mindre restaurering med hæklenål og sprøjtemaling ;-)

fredag den 26. oktober 2012

Dagens lopperier

På vej hjem fra arbejde kørte jeg lige forbi en af byens genbrugsbutikker. Det gør jeg nogle gange om fredagen. Det er jo en perfekt måde at starte weekenden på :-)

I dag var jeg så heldig at finde en bog, jeg har ledt efter længe, nemlig 'Nat i sommerhuset' (en del af serien Ælle-Bælle):

 
Jeg havde i forvejen den første bog, 'Sommerhuset', og det er bare ikke optimalt, når man liiige mangler den anden. Det gør jeg så ikke mere :-)

Men mit held stoppede ikke dér, for i dag stod også dette lille kaffestel med 6 kopper, 6 underkopper, 6 kagetallerkner og en sukkerskål og ventede på mig:


Jeg har før været heldig at finde to af den slags kopper uden hank, men i dag var det altså modellen med hank, jeg købte. Stellet hedder 'Marguerite', og jeg synes, det er så fint. Jeg har ellers for lang tid siden afskaffet kaffekopper med underkop, men nu fik de lige sneget sig ind igen :-) 60 kr. for hele baduljen - helt fint med mig.

Nu fandt jeg jo godt nok den bog, jeg lige manglede, men nu mangler jeg jo en flødekande til Marguerite stellet.......... En lop-aholics søgen slutter aldrig........

søndag den 21. oktober 2012

Jesus - nu som påklædningsdukke :-)

Emma og hendes kæreste har været i Amsterdam i Efterårsferien. Her fandt de den perfekte gave til Adam. Han har altid været fascineret af historien om Jesus. Sigurd har en stor del af æren for dette. Altså Sigurd Barret, som har lavet materialet 'Sigurd fortæller Bibelhistorier'. Vi har både dvd, bog og cd. Der ud over fik Adam på sidste års bogmesse lokket mig til at købe 'Manga Messias', som er Det Nye Testamente udsat for japansk tegning. Den har han virkelig kigget i mange gange.
Nå, det var så baggrunden for Adams fascination af Jesus. Og i den anledning havde storesøster og kæresten altså købt denne gave til ham:

 
 
Yes - en magnetisk Jesus påklædningsdukke :-) Og tror I lige, knægten blev glad for gaven? Nemlig :-) Så glad, at han straks hentede noget af sit øvrige Jesus merchandise:
 
 
Og så var det ellers bare med at komme i gang med at klæde manden på.
Her med solbriller.....
 
 
Nogle af jer kan måske huske, at jeg for et stykke tid siden havde et indlæg om, hvordan Jesus mon så ud. Hvis ikke, kan I se det lige her. Det spørgsmål kan man med rette undersøge med dette påklædningskit, kan jeg godt fortælle jer. Hvem ville fx genkende Jesus, hvis han kom tilbage i dette outfit, som Adam kalder James Bond tøjet:
 
 
Eller det her? (Bemærk fisken både på blusen og i hånden - et kristent symbol)
 
 
Jeg kan nu også meget godt li' Johnny Depp udgaven.....
 
 
Rapper udgaven er jeg ikke så meget til.....
 
 
Men lidt cool er han da........ :-)
 
 
Til gengæld er jeg slet ikke til lammekostumet. Det er lidt for meget ovre i den blasfemiske afdeling, synes jeg..........
 
 
Korset hører naturligvis også med........
 
 
Og kalken og brødet er naturligvis også en del af kittet. Men hvad sker der lige for pavehatten??!!
 
 
Nåmen, jeg må sige, at påklædningsdukker nu til dags er nemme at have med at gøre. Jesus her er jo magnetisk, så man lægger bare lige tøjet på og vupti - så har han tøj på! Næ, dengang jeg var barn, sad man og fedtede med små, hvide papirsdutter, som skulle foldes bag dukken. Lige så snart man rejste dukken op, faldt tøjet af igen....... Helt igennem nederen legetøj var det. Se nu fx dette kit med dronning Margrethe, da hun var lille:
 
 
Og det skulle altså klippes ud først!
Jeg skal lige love for, at børn nu til dags har det nemt!
 
Således slutter dagens blogindlæg..... Og så kan du jo gøre op med dig selv, om det var vigtig viden eller ligegyldig info :-)

lørdag den 20. oktober 2012

Efterårshygge og mystisk blomst....

I dag var vi en tur i skoven. Den chance lader man jo ikke gå fra sig, når der er 20 graders varme en oktoberdag. Sådan så skoven ud - jeg elsker efterårets farver (og det ville jo være helt perfekt, hvis jeg også havde et kamera, der kunne yde farverne retfærdighed.......)
 
 
Og når man så kan stå inde under de store træer og nyde farvernes og lysets spil, bliver man ekstra glad.
 
 
I græsset så jeg en mystisk blomst, ja faktisk flere af dem. Hvis jeg havde mødt den lille blomst i marts/april, havde jeg ikke fundet den mystisk, men i oktober forventer jeg ikke at finde krokus. For det er da en krokus, ikke? Skriv mig gerne en bemærkning, hvis du mener noget andet.
 
 
Ungerne gad ikke fordybe sig i blomster. De var mere på snakkestadiet, for storesøster var lige kommet hjem efter en uge i Amsterdam med kæresten, så lillebror nød at have hende hjemme.
 
 
Inspireret af det helt fantastiske vejr, besluttede vi at lave aftensmad i haven:
 
 
Vi blev siddende derude, til mørket faldt på.
 
 
Mit skønne fuglebur, som er et loppefund fra sommeren, fungerer rigtig godt med fyrfadslys i om aftenen.

 
Vi sluttede selvfølgelig af med ristede skumfiduser :-)
 
 
Skøn efterårsdag og -aften :-)

fredag den 19. oktober 2012

Røgfri i 2 år!

 
Så blev det dagen, hvor jeg har været røgfri i 2 år. Jeg slipper lige tastaturet, så jeg kan klappe mig selv på skulderen...... (klap, klap).

MEN........ nogen af jer kan måske huske mit indlæg fra for ½ år siden. Hvis ikke, kan du læse det her. I det indlæg nærmest LOVEDE jeg jo at jeg ville holde op med at indtage dem her - nikotintabletterne: 

Det går så ikke så godt med det. Faktisk indtager jeg nu flere end nogensinde. Nærmest hvad der svarer til 36 cigaretter om dagen! Langt mere, end jeg røg i sin tid. Det er jo helt godnat. Jeg skal nok afholde mig fra at komme med flere løfter af den slags her på bloggen, men det står jo lysende klart, at det ikke kan fortsætte. Hmmmm........ Fortsættelse følger........ på et tidspunkt........

torsdag den 18. oktober 2012

Vær ligeglad :-)

På vej ud ad døren med mand og søn (med genbrugsbutik, Kop & Kande og Kvickly som destinationerne), tænkte jeg, om det var i dag, jeg skulle gøre alvor af denne lille selvhjælpsøvelse, som i mange år har hængt på min opslagstavle:




Tegning: Nikoline Werdelin
 
Måske gjorde jeg det - måske ikke ;-)