fredag den 30. november 2012

"Holder I jul?"

Ovenstående spørgsmål overhørte jeg i dag, da jeg var ude at købe ind. En kunde stillede spørgsmålet til kasseassistenten. Jeg tænker, at det var underforstået, at kasseassistenten var muslim. Ikke at jeg kunne se det på hende, for hvordan kan man se på et andet menneske, hvilken religiøs overbevisning vedkommende har? Jeg har da fx ikke tatoveret i panden, at jeg er kulturkristen. Hun havde ikke tørklæde på - så kunne jeg måske også have tænkt, at hun var muslim.

Men bortset fra det - hvorfor stille sådan et spørgsmål - "Holder I jul?" I? Der sad kun én ved kassen. Tænk at blive identificeret med den halve verden i sådan et spørgsmål. Tænk, hvor ekskluderende sådan et spørgsmål kan stilles: I - som i - ikke os. Du er ikke en del af fællesskabet.

Resten af dialogen var meget respektfuld og hverdagsagtig, og jeg tror ikke, at kunden tænkte over, hvad han egentlig (også) fik sagt i den sætning. Men det tror jeg, er rigtig vigtigt at tænke over.

Nå, men her i huset holder vi jul, og som faste læsere vil kunne se, har jeg pyntet lidt op her på min blog i anledning af julemåneden. I dag lavede jeg min kalenderlysdekoration. Den ser sådan ud i år:

 
Jeg holder meget af det naturlige look, så dekorationen består i år af mos, lidt bark, lærkekogler og røde rønnebær. En enkelt skovnisse fra Netto og nogle paddehatte har dog fået lov at snige sig ind også :-)
Kalenderlyset er det samme som altid - lavet af ren stearin.

Vi snydetændte i dag for at nå ned til omkring d. 1.
I aften skal jeg hygge mig med at pakke små pakker ind, så ungernes pakkekalendere kan hænge klar i morgen tidlig. Vi er SÅ klar til december!

Er du også klar?

mandag den 26. november 2012

De sidste blomster i haven

I dag skyndte jeg mig at plukke de sidste blomster i haven,
inden frosten sætter ind:

 
Det er alligevel utroligt, at man kan plukke morgenfruer sidst i november, ik'? De havde det ikke så godt, sidst det var frostvejr, men de er kommet sig igen.
 
 
Så nu vil jeg nyde dem de sidste dage, før de bliver afløst af flere hyacinter, juletulipaner og gran i passende mængder. Sylvester sidder her uden for køkkenvinduet og nyder, at kølerhjelmen på bilen stadig er varm.
 Utroligt, som han får sneget sig ind på mine billeder....... :-)

søndag den 25. november 2012

En multifunktionel (brød)kurv/(brød)pose/taske

En dejlig veninde havde fødselsdag for et par uger siden og havde bl.a. ønsket sig en brødkurv, som også kunne bruges til at lægge hele brød i efter bagning. Det skulle efter sigende være et godt materiale til opbevaring af brød, da det ikke bliver tørt - jeg har dog ikke selv prøvet det. Joan bager rigtig meget og bager vildt gode brød. I fredags fik hun gaven. Farven havde hun også selv bestemt.
 

Der kan være rigtig mange boller i denne kurv, men hun har også en rigtig stor familie.
 
 
Kanten foldes op - og så har man en pose til at lægge brødet i - eller en hyggelig taske :-)
 
 
Jeg overvejede længe, hvilken snor jeg skulle sætte i. Det endte med en ruskindssnor, som jeg synes passer rigtig godt til helheden.
 
Opskriften er den samme, som til disse kurve jeg viste for et par dage siden. Dog laves hullerne ved at springe hver anden maske over i den række, hvor hullerne skal være, og musetakkerne undlades også.

lørdag den 24. november 2012

Loppemarked + julestue = Supergod dag :-)

Ja, så simpelt er regnestykket for i dag; En lørdag med et loppemarked efterfulgt af årets besøg i Stellas julestue kan kun blive nærmest perfekt! Uh, hvor har jeg fået mange dejlige ting med hjem i dag. Jeg kan desværre ikke vise dem alle, for tiden nærmer sig jo, hvor børnene skal have pakkekalender :-) Men noget af det kan sagtens fremvises:
 
På Køge Loppe- og kræmmermarked fandt jeg bl.a. denne Lyngbyvase:
 
 
Jeg har været på jagt efter Lyngbyvaser længe. Og nu har jeg én - den første i en større samling måske :-). Det er den cremefarvede model - den næstmindste af slagsen. Som det måske kan ses på billedet, har vasen nogle hårfine revner og krakeleringer i glasuren, men det gør ikke noget. Det betød selvfølgelig, at jeg fik den til en overordentlig rimelig pris -  75 kr.
 
Jeg fandt også disse tre blikkrus i den dejligste mørkerøde farve:
 
 
Jeg kan lige se dem for mig med lidt mos, et lys og et fint bånd på her i den kommende juletid. Sylvester kom lige forbi og skulle snuse til mine nyerhvervelser :-)
 
Efter loppemarkedet tog vi en tur i Stellas julestue. Vi var ikke de eneste, der havde fået den idé, og det kan jeg godt forstå, for har man først været der én gang, har man lyst til at vende tilbage. Jeg var der første gang sidste år, fordi Stellas søster, Sussi, havde inviteret mig. I år kom vi bare, for nu kender Stella og jeg lidt til hinanden via blogland. Du kan kigge ind på Stellas blog, Englegården, lige her hvor du også kan se,
hvornår Stellas julestue er åben.
 
I dag købte jeg bl.a. dette med hjem:
 
 
Jeg ÆLSKER Mailegnisser, og i dag kom disse to altså med hjem. Jeg havde en lille ting med til Stella, som jeg viser her på bloggen i december, hvor du fx også kan se resten af mine Mailegnisser.
 
Faktisk er der jo kun en uge, til det er december, og du kan godt glæde dig til vild julehygge her på bloggen. Allerede den første uge i december har jeg fx en jule give away. Jeg glæder mig helt vildt til min første jul i blogland :-)

fredag den 23. november 2012

Seks om dagen....... inspiration ;-)

Nå, livet består jo af andet end håndarbejde, så i dag er dagens billede en reminder om at huske at få nok frugt og grøntsager....... tror jeg nok..... ;-)
 
 
Husk nu at få nok i weekenden :-)
 
God weekend!

torsdag den 22. november 2012

Hæklede (brød)kurve - en (jule)gaveidé

Her er en idé til en hurtigt lavet (jule)gave: En (brød)kurv. Det er et stykke tid siden, jeg hæklede disse. Den ene har allerede forladt matriklen. Den anden er en julegave.

 
Som I kan se, har jeg sat mine nye mærker på. Måske skal de fremover have en mindre fremtrædende rolle.... Hvad synes du?
 

Opskrift:

Til disse kurve har jeg hæklet med dobbelt 8/8 bomuldsgarn og hæklenål nr. 6 (må jeg anbefale en hæklenål med blødt skaft - ellers er der en reel risiko for, at du udvikler en veritabel hæklevabel, og dét er der jo ingen, der ønsker, vel? ;-).


Hækl 6 luftmasker og saml dem med en kædemaske.
Hækl 12 fastmasker i ringen.
Start 1. række med at hækle 1 fm, 2 fm i næste maske. Fortsæt rækken ud.
Og så er det, det kommer lidt an på individuel hæklefasthed: Tag ud i hver 2. eller 3. fm på de næste to rækker. Husk, at bunden hele tiden skal være flad, og husk også forskudte udtagninger, så kurven ikke bliver sekskantet i stedet for rund. Herefter tages ud på hver 4. eller 5. maske. Næste række hver 5. eller 6. maske o.s.v. Når bunden har den ønskede størrelse, hækler du en fm i hver maske og fortsætter sådan, til kurven har den ønskede højde. Hvis du ønsker ombug, hækler du bare videre. Slut evt. af med en række musetakker.

fredag den 16. november 2012

Afrikanske Lego figurer i postkassen

Forleden dag havde Stine på denne dejlige blog nogle Lego Duplo klodser til salg. Mine børn er jo vokset fra Duplo klodserne, men jeg kiggede alligevel. For hvad nu hvis....... Og sandelig, om jeg ikke var heldig! Adam kiggede med, og da han så figurerne, pegede han på én af dem og sagde:
"Det er mig! Jeg ønsker mig den familie!"

 
Det er nemlig ikke tit, man finder en Legofigur med den helt rigtige farve og afrohår. Jeg har i hvert fald ikke fundet nogen - før nu. Og jeg har ledt. For mig er det vigtigt, at min søn også kan spejle sig i sit legetøj og identificere sig med det. Det er ikke noget, jeg overhovedet har skænket en tanke med min (biologiske) datter, men det gør jeg med min søn (der i parentes bemærket er adopteret fra Nigeria, hvis du ikke skulle vide det :-). Nu leger han godt nok ikke med Duplo mere, men som han også sagde, da han så figurerne: "Mor, skal vi ikke købe dem? De kan jo stå i min sættekasse!" Og det kommer de helt sikkert til, når han har fået dem allesammen i sin pakkekalender i december:
 
 
I dag kom de med posten. 1000 tak til Stine for den dejlige handel :-)