tirsdag den 4. februar 2014

Hæklet sengetæppe - status # 3

I skal da lige have en status på sengetæppet til min datter. I december var jeg nået så langt:


Og nu er jeg kommet SÅ langt:


Det må vist siges at være omkring halvvejs - jubii!!

Jeg har nu bestilt garn til resten af tæppet og mit mål om at blive færdig til juni ser ud til at lykkes.


Når jeg kigger på tæppet, kan jeg slet ikke forstå, at jeg har hæklet det hele. Hver stribe tager ca. 4 timer at hækle, så der ligger MANGE timers arbejde her. Men, som sagt, skal jeg bruge mindst lige så mange timer på resten. Og jeg gør det jo gerne, for tæppet er til min datter, der selv har valgt farverne.


Det er i øvrigt et dejligt mønster at hækle. Jeg hygger mig med det, hver gang jeg tager det i hænderne og har (vist) også besluttet, at jeg skal i gang med et tæppe til mig selv, når jeg er færdig med dette. Dog kun et slumretæppe, så det bliver knap så stort. Og det bedste af det hele: Jeg skal SELV vælge farverne :-)

søndag den 2. februar 2014

(Kartoffel)tryk

I denne uge var vi nogle kollegaer, der mødtes privat for at afprøve forskellige trykteknikker. Mest for sjov, men også for at få idéer til vores undervisning. Jeg havde taget forskellige materialer med, jeg skulle afprøve. 


Først kastede jeg mig over diverse frugter og grøntsager. Her et æble.


Så kom turen til en mandarin:


Det blev ret godt, synes jeg.


Jo mindre maling, jo bedre tryk, fandt jeg ud af - detaljerne kommer meget bedre frem.


Et løg gav også ret fine tryk.


Der var gang i mange forskellige farver, værktøj og grøntsager.


Her har jeg gang i en kartoffel. Forskellige slags værktøj blev afprøvet. Det var ikke alt sammen lige let at arbejde med.


Et uddrag af Jettes forskellige kartoffeltryk.


Jeg forsøgte mig også med tryk af et stykke stof med indvævede metaltråde. Det blev meget diffust, men vil sikkert egne sig udmærket som fx baggrund på et lærred.


Maria forsøgte sig med linoleumstryk, og det blev da også ret flot!

Jeg kan på det varmeste anbefale den slags hyggelige eftermiddage i gode kollegaers selskab :-)

torsdag den 23. januar 2014

En dug til en 5'er

I august var jeg til kræmmermarked i Køge. Her fandt jeg bl.a. et ret stort stykke stof til en 5'er. Stoffet har længe ligget i "reparationsbunken". 
For en måneds tid siden satte jeg mig ved symaskinen for at gøre kål på bunken, der efterhånden var blevet (for) høj: Et par bukser til Adam, der skulle lægges op (heldigvis var han vokset så meget i mellemtiden, at det ikke var nødvendigt :-) ), en skjorte, der var skredet i sømmen, et par af mandens bukser, hvor baglommen var gået fra (nu har han det, som om han har fået nye bukser ;-) ) og stoffet, der ventede på at blive lavet om til en dug. Alle projekterne blev klaret på under to timer, og bunken skrumpede betragteligt - der mangler dog stadig lidt.....

Sådan ser dugen ud:


Det havde nok været smart at lave den i december, men lad nu det ligge :-) Nu er den i hvert fald klar til næste december.


Dugen passer til mit spisebord med hollandsk udtræk med i hvert fald én plade trukket ud. Og det er da fantastisk, at en 5'er og max en time ved symaskinen kan veksles til sådan en skøn dug :-)

lørdag den 18. januar 2014

Vinderen af min give away :-)

Så blev det lørdag og tid til at trække vinderen af min give away med hæklebøger.

Der var mange lodder i puljen, og 1000 tak til jer, der ville være med!
Og der skal også lyde et hjerteligt velkommen til de nye faste læsere.
Jeg håber, I bliver glade for at være her på mit værelse :-)

Vinderen blev fundet ved håndholdt lodtrækning. Det var min mand, der denne gang var lykkens gudinde - eller gud, om man vil ;-)

Vinderen blev

Stella

som før har været heldig at vinde her på bloggen!

Hjertelig tillykke, Stella!

søndag den 12. januar 2014

Oprydnings Give Away i Lottes room :-)

Det er ikke mere end lidt over en måned siden, jeg sidst havde en give away her på bloggen, men nu får I lige en igen. Bloggen har jo siden sidste give away haft 2 års fødselsdag, og jeg har rundet de 250 første indlæg. Det skal da bestemt fejres :-)

Jeg har ryddet lidt op i gemmerne i dag og fandt ud af, at jeg faktisk har to af  flere af mine hæklebøger. Det kan ske, fordi jeg ofte får hæklebøger af min svigermor, og nogle gange har jeg nået at købe dem selv først. Det er fx tilfældet med de bøger, du her kan vinde:



Du kan vinde to bøger, men egentlig er det tre bøger, for 'Hækleskolen' og 'Hæklerier' er sat sammen til én bog (på de to billeder ser du henholdsvis forsiden og bagsiden). Alle bøgerne er skrevet af Sys Fredens.

Jeg kan på det varmeste anbefale bøgerne, som jeg selv bruger, hvis jeg lige er blevet i tvivl om, hvordan man hækler en bestemt maske. Især 'Hækleskole' er jeg rigtig glad for.

For at deltage skal du:

1. Være fast læser af min blog og lægge en kommentar 
(husk mailadresse, så jeg kan få fat i dig, hvis du vinder) - giver et lod.

2. Hvis du sætter min give away på din blogroll eller deler den på Facebook, får du yderligere to lodder.

Min give away trækkes lørdag d. 18. januar 2014.

Min give away er ikke sponsoreret.

mandag den 6. januar 2014

Hæklet pude # 9

Jeg lovede jo i går, at I skulle se, hvad jeg ellers har nørklet med i december ud over den lille engel og det famøse sengetæppe.

Jeg har såmænd produceret endnu en pude til svigermor. Hun kommer ofte med hæklebøger til mig, og en dag sagde hun, at hun da godt kunne tænke sig en pude i firkanter fra en af de bøger, hun havde givet mig. Jeg satte mig ned og bladrede i denne bog:


Der fandt jeg en rigtig fin firkant, som jeg tænkte, ville se flot ud på en pude. Jeg hæklede firkanten i 9 eksemplarer, men i tre forskellige udgaver. Jeg valgte at holde mig til tre farver. 

Jeg har før hæklet en pude til svigermor, og da puderne jo gerne skulle kunne stå ved siden af hinanden i sofaen, valgte jeg nogenlunde samme farver, som jeg havde brugt til den forrige pude. Den pude så sådan ud på den ene side:


Og sådan her på den anden side:


Og her er så den nye pude:


Jeg valgte denne gang lidt tykkere bomuldsgarn, og jeg hæklede puden på hæklenål nr. 4 (så gik det lidt hurtigere ;-) Jeg synes, det er sjovt at udfordre sig selv en gang i mellem. Fx har jeg for første gang hækle popcornmasker, og det var faktisk ikke svært.


Bagsiden af puden lavede jeg af et gammelt gardin, jeg fandt i en af de lokale genbrugsbutikker til en 10'er. Bagsiden syede jeg på den hæklede forside i hånden.


Og selvfølgelig skulle mit mærke da på :-)

Dejligt at kunne sætte hak ved endnu en ting på to-do listen, der efterhånden er ret lang. Faktisk så lang, at jeg ikke når at hækle det hele i dette liv :-)

søndag den 5. januar 2014

En engel, der er fløjet hjemmefra :-)

Selv om jeg ikke var så aktiv på bloggen i december, betyder det ikke,
at jeg lå på den lade side.
I dag og i morgen får i at se, hvad jeg nørklede på i december.

På jobbet havde vi nissevenner. Jeg var så heldig at få skolens vikardækker som min nisseven, og hun skulle da om nogen forkæles. Jeg besluttede mig for at køre engletema hele måneden, så alle de små gaver, jeg gav til min nisseven, havde alle noget med engle at gøre. Der var også et par hjemmelavede gaver imellem - bl.a. hende her:


Jeg valgte med vilje et lidt mørk rød til kjolen, hvor jeg broderede små stjerner med guldtråd. Samme tråd brugte jeg til at lave en lille glorie af.

Vingerne lavede jeg af en rest mohair, og der var lige nøjagtigt nok til vingerne. Mohairgarnet giver sådan et fint udtryk, synes jeg.


Heldigvis blev min nisseven rigtig glad for englen. "Desværre" betød det også, at jeg afslørede mig selv, for vi er ikke mange på skolen, der hækler :-)

Opskriften til englen fandt jeg her.