Hjemmelavet bog a la Arne & Carlos

For nogle få år siden fik jeg denne bog i fødselsdagsgave. 

Jeg havde ønsket mig den og var superglad for at få den. 

Jeg læste den igennem fra ende til anden og kiggede på de helt vildt inspirerende billeder. Derefter røg bogen over i bunken med "ting, jeg virkelig gerne vil fordybe mig i, når jeg får bedre tid". Sådan en bunke har jeg nemlig. Om ikke andet, så en mental bunke :-)

 Har du også sådan en bunke?

En måneds tid efter jeg fik bogen, kom Arne & Carlos til Bogforum i Bella Centeret, og jeg tog min bog med derind for at få den signeret. Jeg havde hilst på dem begge ved bogmessen året før (det kan du læse om lige her), men de er altid så hyggelige at snakke med, så vi fik også en sludder denne gang. Og se lige, hvad de skrev i min bog:

Nå, men for et par uger siden var tiden kommet til at lave min første bog.

Først gik jeg på jagt i papirkurven og derefter rundt omkring i huset for at finde en masse genbrugspapir i A4 størrelse. Jeg havde ikke helt nok til en bog, så jeg rev nogle sider ud af nogle svenske magasiner, jeg havde fået af en sød veninde (TAK, Åsa <3), og jeg kastede mig også over en tapetrulle, noget gavepapir og nogle gamle kataloger fra Gudrun Sjöden.

Jeg havde også nogle gamle Puk-bøger liggende, som jeg havde to af, og dubletterne skar jeg op og brugte siderne som sider i min bog imellem alle de andre sider. Forsiderne af Puk-bøgerne tænker jeg, at jeg skal bruge som forsider på kommende bøger.
Gamle hækleopskrifter, jeg har gemt, men som jeg ikke kommer til at bruge, og gamle noder fra min tid som musiklærer røg også med i bunken

I lørdags satte jeg mig så ned og syede siderne i min bog sammen. Først på midten på maskine, og da alle siderne var samlet, syede jeg dem sammen i hånden:

Det var ikke så nemt, men da jeg jo er et forholdsvist roligt menneske, blev ryggen syet sammen, selv om det absolut tog sin tid. 

Jeg fandt ud af, at man hos Panduro Hobby på nettet kunne købe et 'Arne & Carlos starter kit', hvor der er papir, pap til for- og bagside, bølgepap til bogens ryg, lim, tråd til at sy ryggen sammen med og nåle. Jeg bestilte to kits, og de kom ret hurtigt med posten.

Og sådan kom min første bog altså til at se ud. 

Sommerfuglen her lå sammen med mit broderigrej, som jeg ikke har haft fat i meget længe. Så vidt jeg husker, broderede jeg den til en nålepude engang, men den kom aldrig videre. Nu er den så fløjet ud ad kassen og har forfremmet sig selv til forsidesommerfugl. Godt klaret!

Ryggen blev også ret fin, hvis jeg selv skal sige det.

Her et lille kig ind i bogen, som jo altså ikke er færdig. Nu er den bare klar til diverse indput. Denne bog vil jeg bruge til at lime diverse hækleprøver ind sammen med billeder af nogle af de hækleprojekter, jeg har lavet i tidens løb. Jeg vil også bruge den til små hækleopskrifter eller bare udklip af håndarbejdsting, der er fine, eller projekter, jeg måske kunne tænke mig at lave. Her vil jeg skrive idéer ned, sætte farver sammen. 

Sådan så mit skrivebord ud i dag, da jeg havde fundet alt muligt frem, jeg skal bruge til at komme i min bog. Jeg skal nok vise jer noget af indholdet i bogen, når jeg kommer så langt.

Her kan du se, hvordan Arne & Carlos laver bøger:

Jeg har selv masser af idéer til flere bøger, jeg skal lave, fx en julebog (med opskrifter på julehæklerier, julebroderier, julelækkerier, billeder af min oppyntning, julepapir, julekort o.s.v.), en bog med mange farver, hvor jeg afprøver forskellige farvekombinationer, sætter idéer ind til ting, jeg vil male (malerier, møbler m.m.), bøger til gaver med fx blomsterfrø, små digte, boganbefalinger. Ja, kun fantasien sætter grænser for sådan nogle projekter.

Hvis du har kastet dig over at lave bøger selv, vil jeg rigtig gerne høre om det, så hold dig ikke tilbage med at lægge en hilsen her på bloggen.

På snarligt gensyn!

Bånd og blonder

Når man har så meget forskelligt "kreagrej", som jeg har, er man nødt til at opbevare det hensigtsmæssigt og med en hvis form for orden. Jeg har et fantastisk skuffedarium, som jeg har fået af min svigerfar, til alle mine bånd og blonder. Og alligevel var det lykkedes mig at få en frygtelig uorden i det hele: Båndene var viklet ind i hinanden, og det var blevet ret uoverskueligt, hvad jeg egentlig har at gøre godt med.

Så jeg kastede mig over en form for oprydning i mine bånd og blonder. Lidt kaos skal der naturligvis være - der må være en blonde ;-)

Og nu har jeg overblik over det hele:

Som du kan se, har jeg en del bånd og blonder. Jeg kan godt lide at have noget at vælge imellem, når jeg skal pakke en gave fint ind. Til gaver bruger jeg for det meste satinbånd - ofte fra Søstrene Grene (og nej - jeg får ikke noget for at reklamere). 

Og så er jeg forresten også typen, der gemmer bånd, jeg får på pakker. Altså kun flotte satin- og bomuldsbånd, for resten af familien er også begyndt at bruge flotte bånd at pakke ind i. På den måde kan vi udveksle bånd. Ret smart, hvis du spørger mig.

Jeg har også bomulds- og nylonbånd, som jeg har købt forskellige steder, og i baggrunden i højre hjørne kan du se et par gamle, brede bånd fra 70'erne. Båndet med den sorte baggrund og det rød/grønne mønster er resterne af et bånd, jeg havde på mine bukser som barn. Dengang man syede et bånd på, når bukserne var blevet for korte. Jeg er ret sikker på, at min søn ville protestere. hvis jeg gjorde det ved hans bukser i dag :-)

Jeg har på et tidspunkt syet julehjerter i hør, hvor jeg satte bånd på nogle af hjerterne og brugte bånd som hank. Det så sådan ud:

Jeg har lavet en DIY på hjerterne, som du kan finde her.

Som du kan se, har jeg også brugt blonde på et af hjerterne. Blonden er fra en af min mors gamle underskørter, som jeg i min ungdom brugte som nederdel. Da den var udslidt, tog jeg blonden af den, og jeg har heldigvis stadig noget tilbage. Den venter på, at det helt rigtige projekt dukker op.

Jeg elsker de "gamle" garntrisser. Jeg kan sågar finde på at købe noget bånd eller blonde, bare fordi det sidder på en trisse. Det er så autentisk på en eller anden måde. Faktisk tror jeg, at producenterne har luret, at nogle af os er så nemme at narre :-)

Og her er så skuffedariet, hvor mine bånd og blonder bor. Perfekt opbevaring, når man gerne vil have orden på det hele.

En anden fordel ved at rydde op i sit kreagrej er, at man får fingrene i alle de små ting, som man havde glemt, man havde, og det inspirerer til nye projekter. Jeg går for tiden og lægger an til at sy nogle nye puder til sofaen. Her tænker jeg blandt andet, at jeg skal bruge bånd og blonder. Men det er en helt anden historie :-)

Husk, at jeg altid bliver utrolig glad for bare en lille kommentar her på bloggen. 

På snarligt gensyn!

Personlig mobile/uro

Jeg har lavet en helt personlig mobile, uro, et ophæng eller hvad man nu vil kalde den.

Den ser sådan ud:

Jeg har igennem længere tid gået og samlet alle mulige "dimser": Knapper, perler, vedhæng fra halskæder, prismer - ja alt muligt, som var for fint til at smide ud. 

En dag tog jeg ind til min datter, som kedede sig, fordi hun gik hjemme med hold i ryggen. Jeg tog min æske med dimser med, en rulle tynd bomuldstråd og et par små grene ude fra skoven, og så dimsede vi i et par timer. 

Selv om vi begge fik lavet et par flotte mobiler, var der stadig en masse dimser tilbage i min æske, da jeg tog hjem:

Jeg satte forskellige ting på min mobile:

En perle med "Guds øje i det høje" fra Tyrkiet, en lerperle fra et armbånd købt i Nigeria, en knap fra en dukkekjole, jeg legede med som barn, et blad fra en halskæde købt i en genbrugsbutik.

En klokke, en perle og en prisme.

Tilsammen giver det et smukt, let pift til stuen, synes jeg:

Hvis du har fået lyst til at lave en mobile selv, er der masser af inspiration at hente på nettet.

Her er et par eksempler:

Jeg bliver superglad, hvis du har lyst til at kommentere mit opslag og evt. sende mig billeder af din mobile. Jeg laver meget gerne et indlæg her på bloggen med alle jeres mobiler.

God fornøjelse med din helt egen personlige mobile!

Hvad skal vi med alle de valg?

Jeg har længe gået med nogle tanker omkring det at vælge. Tankerne er nu kommet på skrift. Indlægget er også sendt til Politiken. Så må vi se, om de vælger at bringe det.
Uanset hvad, kan du læse mine tanker om valg lige her:

Hvad skal vi med alle de valg?

Hvornår har du sidst skullet vælge noget? Du tænker sikkert ikke længere over det, når du vælger. Med mindre det er et af livets helt store valg, du har været ude i.

Jeg tænker tit på, at på at livets store valg må have været nærmest fraværende ”i gamle dage” – i bondesamfundet. Dengang alle blev født og voksede op på en gård. Hvor alle kendte deres plads, og alle vidste, hvad der blev forventet af dem, hvad enten det var at arve gården eller at blive giftet bort til nabosønnen. Man gjorde, hvad man var født til.

Nu er individets ret til selv at vælge det vigtigste: At vælge karriere, at vælge job, at vælge bopæl, at vælge ægtefælle – alt. Det er en frihed, men det er også en byrde. Som at gå ned i Brugsen og skulle købe tandpasta. Hvilken en skal jeg købe? Hvilken er bedst? Er der hormonforstyrrende stoffer i nogle af dem? Hvilke? Hvilken smag, vil jeg have? Hvor meget skum? Hvad må den koste? Hvilken farve skal den have? Skal farven passe til farven på tandbørsten? Valg, valg, valg.
  

Vi kan vælge at skifte navn. Før hed man et af bedsteforældrenes navne til fornavn og farens navn tilsat -datter eller -søn til efternavn. Ikke så meget pis. Nu kan ens barn hedde lige, hvad man har lyst til. Nærmest hele krydderihylden og botanikken er også i spil (Paprika, Timian, Kamille, Anemone osv.). Valg, valg, valg.

Hvis man ikke kan få børn af naturlig vej, er der flere valg: Adoption, æg- og sæddonation, insemination, reagensglasmetoden, rugemor, og hvad det hedder alt sammen. Valg, valg, valg.

Vi er alle produkter af vores valg. Vi må leve med konsekvenserne.
Nogle valgte ”den rigtige” partner i første forsøg. Andre af os må igennem en eller flere skilsmisser, før vi omsider vælger ”den rigtige”. Andre finder aldrig ”den rigtige”.
Nogle købte hus på det rigtige tidspunkt, på det rigtige sted, til den rigtige pris, i det rigtige kvarter. Andre af os nåede aldrig dertil. Turde ikke, kunne ikke, ville ikke. Valg, valg, valg.

Bliver vi lykkelige af alle de valg? Man fristes til at spørge: Hvad er alternativet? Ikke at have nogle valg? At andre bestemmer for os? Er det muligt ikke at vælge? Kan vi gå tilbage til fortidens principper? Kan vi det? Næppe. Men der må findes en middelvej. Men vi er selv nødt til at lede efter den. Vi er selv nødt til at VÆLGE den.
 

Vores valg definerer, hvem vi er. Danner vores identitet. Og viser, at vi er i stand til at vælge. Men hvem siger, at vi er det? Hvem siger, at vi gider vælge? Jeg har fx aldrig bedt om at have valget mellem 20 forskellige tandpastaer. Faktisk kunne jeg godt tænke mig, at intelligente, kompetente mennesker med øjne for etik – ikke profit - undersøgte disse tandpastaer for mig og fjernede dem, der har unødvendige og uhensigtsmæssige stoffer tilsat, så jeg kunne vælge én tandpasta, der var god for mine tænder og mit helbred i det hele taget, og som var produceret med tanke på naturen og den verden, vi skal efterlade til næste generation. Mere har jeg ikke brug for. Det samme gælder i øvrigt alle de andre varer i supermarkedet.

Vi har også frihed til IKKE at vælge. Til IKKE at vælge den nyeste teknologi, til IKKE at vælge den nyeste mode, når vi klæder os på eller indretter vores hjem, frihed til IKKE at vælge at tro på de nyeste trends inden for ledelsesstil og forvaltning (hvornår opdager nogen fx, at New Public Management i bedste fald er Kejserens Nye Klæder og i værste fald ødelæggende?), frihed til at MÆRKE EFTER, hvad man rent faktisk trives med – både hvad angår ægtefælle, karriere, bopæl og - tandpasta.
 

At MÆRKE EFTER, hvad man virkelig har lyst til at uddanne sig til, hvilken partner, man har lyst til at gifte sig med, hvor man vil bo er med til at definere, hvem man er. Så kan man jo se i bakspejlet og stille sig selv spørgsmålet: Er jeg så blevet den, jeg gerne vil være? Hvem er jeg nu? Er jeg mit arbejde? Hvilke værdier har formet mit liv, og er det de værdier, jeg har lyst til skal forme resten af mit liv? Eller skal jeg vælge at gøre noget andet? Selv om alle valg har konsekvenser, kan man jo altid vælge igen. Vælge noget andet. Det er jo det gode ved valg og ved mennesker – de kan ændres. Man kan korrigere undervejs. En uddannelse og et job er ikke nødvendigvis for livet. Det er manden eller konen heller ikke. Boligen heller ikke. Så langt er vi kommet siden bondesamfundet. Men er det en fordel eller en ulempe? En frihed eller en byrde? Vælg selv.

Hyggehaven lige nu

Så nåede vi september. Jeg holder meget af september. Sensommermåneden. Det kan stadig være sommervarmt, men luften er frisk på en anden måde.

Lige nu er der godt gang i min have. Blomsterne skal lige vise sig en sidste gang, selv om nogle af dem blomstrede for første gang i juli.

Det gælder fx den småblomstrende Tagetes, som blomstrer her i baggrunden. Netop denne slags Tagetes er blevet en yndling. Det er første gang, jeg har den i haven. Da vi havde kolonihave, havde jeg den i drivhuset. Den holdt på smukkeste vis diverse skadedyr væk.

Biblommen, som er den mørkelilla blomst på billedet herunder, blomstrer også for anden gang. Jeg må være ærlig og sige, at jeg troede, den var død, da vi kom hjem fra ferie sidst i juli, men den kom heldigvis igen. 

Som det ses, har vi i år fået springvand i haven. Det er drevet af solceller, så det passer helt sig selv. Jeg skal bare huske at komme lidt vand i bassinet en gang imellem. Til gengæld virker det kun, når solen skinner lige på det, men det er ok.

Jeg har også investeret i endnu en Buddah til haven. Han får en frisk blomst, når jeg husker det.

Som det ses, ligger der en mønt i fuglebadekarret. Jeg læste et sted, at hvis man kom en kobbermønt i vandet, så kom der ikke alger. Og det passer! Jeg aner ikke hvorfor, men det virker altså.

Tallerkensmækkeren her har sået sig selv og pynter fint ved siden af den lille engel, som har fået plads på en brosten, min søn kom hjem med en dag. Det er da sådan, brosten skal bruges :-)

Solsikken har jeg sået. Først i vindueskarmen i foråret og siden i haven. Nu kvitterer den med flere blomster. Det er sådan en dejlig blomst, synes jeg. Og hvert år forundres jeg over magien ved at lægge en ganske lille kerne i jorden, der bliver til en næsten 2 meter høj blomst. Det er da fantastisk!

Langs mit halvtag snor snerlerne sig lystigt opad og henad:

I baggrunden her ses vores højbede, som vi etablerede i foråret. De har i sommer givet os jordbær, rabarber, radiser og rødløg i rigelige mængder. 

Her snor Bægerranken sig op ad stolpen i sameksistens med snerlerne og en selvsået høstanemone ved foden af stolpen. Bægerranken fik jeg i værtindegave i april, og i juni plantede jeg den ud i en stor potte. Den tåler ikke frost, og den tåler heller ikke ret godt at komme udefra og direkte ind i radiatorvarmen, så faktisk burde den snart komme ind, men jeg nænner altså ikke at flette den ud af snerler og stolpe lige nu med fare for at ødelægge de fine blomster og knopper. Den får lov at stå der så længe, som muligt med fare for, at den ikke klarer at komme ind.

Ved hoveddøren står denne hvide bænk. Jeg planter altid tvillingeblomster i de gamle gummistøvler, og de holder hele sommeren og sensommeren med.

Prikker i luften er i år kommet i et fuglebur, og de to klæder hinanden helt vildt godt, synes jeg. Hvis jeg er heldig, klarer den frosten. Nu må vi se.

Så får I ikke mere for den 25-øre i dag, men jeg har mere i ærmet i næste uge, så kig forbi igen :-)

Nyeste loppefund

Køge Festuge er igen i gang, og som altid starter festugen med kræmmermarked i Køge centrum om søndagen i uge 34. Og jeg er altid på pletten, når de åbner kl. 9. Jeg har ofte gjort gode fund her og i år var ingen undtagelse.

"Hvad leder du så efter?" spørger min søn. Ja, det ved man jo først, når man står foran den ting, man ikke vidste, man manglede :-) 

Men sikkert er det, at jeg altid leder efter gamle bøjler. Jeg ELSKER gamle bøjler med personlighed. Både de malede og dem med plastik. Og så dekorerer jeg jo også selv bøjler. Jeg hækler fx betræk til dem, maler på dem og decouperer dem. Livet er for kort til kedelige bøjler, hvis du spørger mig. Du kan læse alle mine indlæg om bøjler her.

Denne gang fandt jeg syv skønne bøjler til samlingen. Mit mål er, at jeg kan smide alle plastikbøjlerne ud, så vi kun har bøjler med personlighed i skabene. Og jeg skal hilse at sige, at min datter glæder sig til at arve min samling ;-). Både fordi bøjlerne er skønne, men også på grund af hendes garderobes størrelse.... ;-). Hun kommer til at vente lææænge endnu.

Jeg købte også en skøn cementafstøbning med en Madonna, et par skarabæer til et kommende projekt (det får I at se en anden gang), en keramikfigur fra Søholm Keramik, nemlig Peter Fro i den sjældne, grønne glasur. Jeg fik ham til en rigtig god pris.

Og så spørger du måske, efter at have læst mit sidste blogindlæg: "Skrev du ikke, at du har for mange ting, og at du gerne vil leve mere simpelt?" Jo, det gjorde jeg vist......... Ups!
Og mig, der skal på loppemarked igen på lørdag - endda TO gange!
Nåmen, jeg lader bare være med at købe noget, ik'? 

Et sted, der ændrede mit syn på livet

Kender du det, at du oplever noget, som du véd vil komme til at ændre dit syn på livet?
Det prøvede jeg her i sommer på min ferie. Jeg var afsted med hele min familie; min mand, min søn, min datter og min datters kæreste. Vi skulle fejre vores kobberbryllup.
Vi var afsted i ti dage, men det var 27 timer, der gjorde det største indtryk på mig.

 Vi havde i fællesskab besluttet os for byen Paleochora på Kretas sydkyst, og jeg havde fundet et skønt lille familiedrevet hotel, hvor vi kunne få hver vores lille hotellejlighed. Ca. 8 måneder efter køb af flybilletter og reservering af hotellejligheder, tog vi afsted her i juli.

Vores hotel var superhyggeligt og Paleochora var lige tilpas stor og ikke for turistet. Turen i taxi fra Chania til Paleochora var fantastisk smuk, og vi havde en rigtig sød taxichauffør fra Paleochora, der gav os gode tips til byen.

Det var fantastisk at være på ferie sammen alle fem. Man kommer tættere på hinanden, end vi gør i hverdagens trummerum og at opleve sammen, er bare det, der binder en familie sammen.

Inden vi tog afsted til Kreta, havde vi aftalt med Emmas far (min ex-mand), at vi skulle besøge ham og hans kæreste i deres lejede hus i en anden by på sydkysten af Kreta. Vi aftalte en overnatning hos dem, da de boede et stykke fra os. Faktisk skulle vi med båd fra Paleochora til Loutro. En tur på ca. 4 timer med stop i et par byer undervejs. 

Vi blev modtaget af Emmas far, hans kæreste og hendes datter på havnen i Loutro. Meget surrealistisk og fantastisk oplevelse at mødes så langt fra Danmark. Gensynsglæden var stor hele vejen rundt, og vi gik straks op ad bjerget til en god taverna, hvor vi spiste frokost sammen. Derefter havde Emmas far arrangeret, at vi alle blev hentet af en lille speedbåd og sejlet til Lykosbugten ca. 15 minutters sejlads fra Loutro.

Vi blev modtaget af familien på The Small Paradise Hotel, hvor Emmas far er kommet gennem flere år. De var meget imponerede over, at Emmas far, hans kæreste, jeg og min mand kunne være i stue sammen og endda holde lidt ferie sammen. Dejligt at kunne overraske på den måde, men for os er det jo bare en selvfølge :-)

Så var der ellers hygge på stranden med snorkling, leg med SUPper (Stand Up Paddle board) og luftmadrasser, solbadning og indtagning af diverse forfriskninger. Frappé (Nescafé med sukker, mælk og isterninger) blev lynhurtigt min yndlings.

Vi spiste aftensmad (ged i alle afskygninger og græsk salat - naturligvis med hjemmelavet feta af gedeost) på The Small Paradise, og derefter var det tid til at bevæge sig op ad bjerget til bjerglandsbyen Livanianá. Jeg kørte med Emmas far og hans kæreste. Hvis man Googler Livanianá, er et af de første hits: "Most dangerous roads in the world".... Det beskriver meget godt, hvordan vejene er. Heldigvis kører min ex-mand rigtigt godt bil :-)

Resten af selskabet gik op ad bjerget, hvilket tog ca. 20 minutter. Jeg ville rigtig gerne have gået den tur, men jeg havde feber og ondt i halsen, så jeg prioriterede at spare på kræfterne.

Da vi havde læsset vores bagage af ved huset, kørte min ex-mand og jeg lidt op ad bjergvejen, hvor vi skulle besøge en mand, der havde en særlig drik, der forhåbentlig ville kunne fjerne mit ondt i halsen. Vi parkerede bilen og gik hen til et trådhegn med en låge. På lågen sad en cykelringeklokke, som vi ringede på. En mand kom og åbnede. Vi blev inviteret ind i hans hus. Det var som at gå ind i et bondehus i Danmark for 150 år siden. Dette sagt med AL RESPEKT i verden, for hvor var det bare et helt vildt fantastisk sted. Det var så simpelt, at jeg på stedet blev fuldstændig forelsket i den måde at bo på: Et langbord, en bænk, nogle stole, en seng, en computer, lidt køkkengrej, en vask og en balkon med udsigt over landsbyen, bjergene og havet. 

Mere behøver et menneske ikke for at have alt i verden. Lige dér stod verden stille for mig,
og mit syn på livet ændrede sig.

Jeg fik den særlige drik, der var lavet af giftig salvie fra bjergene omkring landsbyen. Salvien havde ligget i alkohol i et år, hvorefter drikken havde stået et år i solen. Drikken var helt sort og måtte ikke sluges - kun gurgles, så længe jeg kunne. Og det var længe :-) 

Da jeg havde fået den særlige drik, sagde vi farvel og gik igennem landsbyen ned til huset. Et fantastisk hus. Jeg sov på terrassen på en madras. Sov er så meget sagt, for det var meget varmt, der var mange lyde fra nattens dyr (katte, rotter, gekkoer og firben), og jeg havde feber og stadig ondt i halsen.

Jeg var vågen det meste af natten. Og heldigvis for det. For ellers havde jeg ikke set den mest fantastiske stjernehimmel, jeg nogensinde har set. På sydkysten af Kreta er der ingen større byer, så der er intet gadelys til at forstyrre synet til himlen. Jeg lå hele natten og kiggede på stjernerne og så også et enkelt stjerneskud. Mælkevejen var helt tydelig og flyttede sig over himlen i løbet af natten:

Kilde: explorecrete.com 

Da jeg lå dér, var jeg helt solgt. Helt solgt til det simple liv, de små, store ting, magien, kraften.

Efter jeg kom hjem, fandt jeg genklang i denne passage i bogen 'Utroskab' af min yndlingsforfatter, Paulo Coelho. Her får hovedpersonen et råd af en shaman:

"Prøv en gang imellem at lade dig henføre af natten. Se op på stjernerne, og prøv at lade dig beruse af en følelse af uendelighed. Natten, med al sin fortryllelse, er også en vej til oplysning. På samme måde som vandet på bunden af den dybe brønd kan slukke tørsten, skjuler nattens skygger en flamme, som kan oplyse sjælen."

Det var lige nøjagtigt dét, jeg oplevede den nat på bjerget i Livanianá.

Da solen stod op over bjerget, klingede gedernes klokker ud over Livanianá. Gederne gik ned for at blive malket. En fuldstændig magisk lyd.

Desværre var jeg stadig syg dagen efter og måtte blive i huset, da de andre gik tur. Men jeg hørte gribbene skrige i bjergene.

Nu er jeg hjemme og er omsider rask. Jeg endte med at være syg i tre uger af en virus. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at jeg var syg det meste af vores ferie, men det var alligevel en rigtig dejlig ferie med familien.

Efter jeg er kommet hjem, har jeg sovet ude under halvtaget i haven. Det er ikke som stjernehimlen i Livanianá........

Jeg har fået et helt nyt syn på mit hjem. Vi har for mange ting. Hvad skal vi med alle de ting? Hvad skal vi med al den plads?
 Jeg rev den gamle roman 'Driver dug, falder regn' ned ad bogreolen og nød for en stund at være i dette simple univers på landet i Sverige omkring år 1900. Hvor det handler om at dyrke jorden, bruge sine hænder, leve med vejret og naturen. Jeg var endda klar til at bestille næste års ferie i Sagnlandet Lejre, hvor man kan bo som fortidsfamilie i 1800-tallet. Og det kan sagtens være, at vi gør det til næste sommer.

Jo, de 27 timer i Lykos og Livanianá har ændret noget i mig. Og jeg skal helt sikkert tilbage. Tilbage til den simple måde at leve på, tilbage til stjernehimlen, til havet, til de vilde, tørre bjerge. Jeg har slet ikke set nok af dette Paradis.