søndag den 24. februar 2013

Genbrugsfund fra en særlig butik på Nørrebro

I går gik turen til Copenhagen, hvor vi skulle besøge en "gammel" veninde og hendes dejlige datter. Inden da skulle vi lige forbi genbrugsbiksen Quriosa, der ligger i mit gamle hood - Rantzausgade på Nørrebro. Biksen indehaves af Søren Falk, som nogen måske husker fra programmet 'Skattejægerne' på DR1 (der kommer i øvrigt nye programmer fra marts). Det er SÅ meget mit favoritprogram! Det er altså noget af en biks, kan jeg godt fortælle. Så vidt jeg husker og kunne tælle mig til, er biksen fordelt på 4-5 små rum FYLDT med ting. Og når jeg siger FYLDT, mener jeg FYLDT. Selv fortovet udenfor er FYLDT - og det er med en del, for butikken ligger på et hjørne. Når man går rundt derinde, passerer man hinanden sidelængs....... og godt, jeg er på slankekur, siger jeg bare :-) 

Søren er specialist i lamper - bl.a. laver han lamper af gamle Nilfisk støvsugere. De er ret smarte og hænger vist rundt omkring på caféer i området. Så der var mange lamper i biksen. Men også alt muligt andet, fx de legendariske Lyngbyvaser i udvalg, køkkenting, bordplader, LP-plader, porcelæn, diverse tussegamle beslag, værktøj, lysestager - jamen alt! Undtagen tøj. Det gør måske også, at der ikke lugter :-) Og så har jeg slet ikke nævnt den hyggelige stemning og gode betjening. Jeg kan kun anbefale en tur derind. Du kan se her og her, hvad jeg taler om, åbningstider m.m.

Jeg fandt selvfølgelig også nogle ting derinde, som måtte med hjem:


Faktisk fandt jeg endnu en bøjle. En af den slags med plastic viklet omkring i creme og røde farver, men den blev min veninde så forelsket i, at hun fik den :-) To bøjler mere til samlingen er fint nok til mig.


Hvad siger I lige til denne skønhed? Genial farve og form, synes jeg. Original Glud og Marstrand, naturligvis.


Og så denne skønne malerkasse, som egentlig var grunden til, at vi smuttede forbi Quriosa i går. Søren lægger nemlig billeder af nye ting ud på sin facebookside, og der havde jeg spottet denne kasse. Paletten ligger løst, så man kan tage den ud og bruge den. Kassen trænger lige til en kærlig hånd, inden mine pensler og tuber flytter ind i den.

Det var så gårsdagens lopper. Og til en overordentlig god pris, skal jeg lige sige. Hvis du elsker genbrugsshopping er Quriosa et must :-)

fredag den 22. februar 2013

Yo-Yo ....... spændende weekend

Nej - overskriften hentyder heldigvis ikke til min vægt :-) Men nu du spørger, så går det - om ikke planmæssigt - så dog nedad med vægten. Lidt for langsomt, synes jeg, i forhold til min træningsindsats og kostændring. Men jeg taber mig. Indtil videre kun ca. 3 kg, men til gengæld er min fedtprocent reduceret med 12%, og det er da noget! Muskler vejer uretfærdigvis mere end fedt........ Og så er jeg jo blevet 6 år yngre på 7 uger - det er da også noget! Når vi snakker metabolisk alder, altså....... Men jeg har besluttet, at når folk spørger, hvor gammel jeg er, så svarer jeg konsekvent ud fra den metaboliske alder, for så er jeg nemlig kun 41 ;-)

Nå, vi kom fra det dér Yo-Yo. Det er nemlig sådan, at min datters kæreste stiller op i Europamesterskabet i Yo-Yo i Budapest her i weekenden, og det er jo spændende, hvordan dét går. Min datter er naturligvis med for at heppe. Her kan du se en lille smagsprøve på det, han kan. Jeg synes jo, det er helt vildt. Var det mig, skulle jeg lynhurtigt skæres fri. Men ikke Casper. Se bare her:

video

Behøver jeg at sige, at vi herhjemme venter spændt på et opkald fra Budapest i løbet af weekenden og indtil da har krydset alt, hvad krydses kan? 

onsdag den 20. februar 2013

Hjemmelavet bøjlestang a la walk-in closet

Lidt skal der jo ske her i vinterferien, så jeg har kastet et tiltrængt blik på mit tøj. Jeg har ikke så meget skabsplads, og så går det jo helt galt, når man ikke får ryddet sommertøjet af vejen..... Det fik jeg bare ikke gjort i efteråret. Det har så resulteret i et meget kaotisk skab, hvor en hylde var faldet ned og lissom bare lå der..... Men NU er der styr på det! Rene linjer! 

Min bøjlestang i skabet er ca. 1 meter, og det er jo ikke meget, når man både skal have plads til kjoler, nederdele og tunikaer. Jeg sendte manden ud i skuret efter en rundstok, og så snoede jeg lige et par snore af lidt neonlyserødt bomuldsgarn. Vupti - så havde jeg lige 1 meter bøjlestang mere:


Og her hænger den så - den skal lige have lidt hvid maling en dag ved lejlighed. Det er jo ingen hemmelighed, at min garderobe mest består af sort tøj, men jeg øver mig i at købe noget med lidt flere farver :-).

Når nu kjolerne hænger der til offentligt skue, skal de naturligvis hænge på flotte bøjler:




Yes - jeg har noget med bøjler. Jeg kan ikke holde ud at se på grimme plasticbøjler i mit skab, så jeg nupser af og til nogle træbøjler i genbrugen (de er som regel gratis), maler og decouperer dem. Det har jeg tidligere vist, og det kan du læse om her og her.

Så nu er der styr på mine klude. Nu skal jeg bare lige have aflivet bunken af tøj, der skal repareres, og overtøjet, og skabet i entréen og.....og.....og...

Nåh ja - og så har datteren selvfølgelig også bedt om en bøjlestang som moars, og hun har seriøst meget tøj............

lørdag den 16. februar 2013

Teenagere i Prag og gamle bogfund i Køge

Nu har influenzaen omsider helt forladt min krop. Til gengæld har ømheden efter genoptaget træning indfundet sig - lidt ondt skal man åbenbart altid have :-) 

Sønnen er ved at være rask, og manden er også ved at ligne sig selv. 

Datteren har stort set ikke været hjemme, mens vi har været syge - klogt. Hun valgte at bruge sin vinterferie i Prag med gymnasievennerne. Efter sigende var det flovt at være dansker dernede. Der er åbenbart nogen, der ikke kan styre at være hjemmefra uden forældre og med billig øl inden for rækkevidde.... 

Når det så er sagt, er det under al kritik, at rejseselskaberne i den grad udnytter, at de unge er afsted uden forældre og ikke - som de havde lovet de unge, da de købte rejsen - sætter danske chauffører og rejseguide i busserne. Og at busserne gerne kører fra Prag med flere timers forsinkelse (uden nogen form for information til de unge), og så skal indhente forsinkelsen på vejen hjem ved at køre for stærkt. Der skal seriøst strammes op i den branche!

Nu er det så resten af familiens tur til at have vinterferie, og den startede i går, da jeg på vej hjem fra job kørte lige forbi en af de lokale genbrugsforretninger. Jeg fik lidt af hver med hjem: En kogebog af Jamie Oliver, nogle lyseblå knapper, en fin kagedåse, fire træbøjler, og to bøger. Pris i alt: 50 kr.

Den ene bog var denne:


Bare titlen er jo fascinerende: "Puk filmsbog".... Dansklæreren vil jo mene, at den burde hedde "Puks filmbog", men det gør den altså ikke :-) Og se lige her:



Fantastisk flotte billeder af filmstjerner fra en svunden tid.

Der var også sider med danske filmstjerner:


Bagerst i bogen var en side, man kunne udfylde og klippe ud og melde sig til prøvefilmning:


Desværre for sent at udfylde den. Den skulle indsendes senest d. 1. september 1955......... 10 år før, jeg blev født :-)

Jeg fandt også en anden bog:


En konfirmationsbog til hende. Bogen indeholder bl.a. gode råd til personlig hygiejne:


Her lidt omkring negle: "...og tro ikke på, at det det er smart med lange negle!" Man må sige, at idealerne ændrer sig med tiden :-) "Neglebåndet skubbes ned, hver gang vi har vasket hænder." Ups - det må jeg indrømme, at jeg ofte glemmer........


Og sidst i bogen er der lidt litteratur at fordybe sig i - bl.a. "Hosekræmmeren" af St. St. Blicher. Gisp! Hård kost for en konfirmandinde. Gad vide, hvilken novelle man ville sætte i en sådan bog i dag............. :-)

søndag den 10. februar 2013

Fastelavnsboller

Desværre blev vores plan om at holde fastelavn i kirken med farfar og farmor ikke til noget, for nu er det Adams tur til at være syg. Men helt snydes for fastelavn skulle den lille mand ikke, så vi inviterede farfar, farmor, oldefar og oldemor her hjem til fastelavnsboller i stedet for. Opskriften fandt jeg lige her. Jeg lavede dog en lille twist - jeg kom finthakket, syltet ingefær i kransekagemassen. Det smager bare så godt! Og i stedet for glasur med chokolade, blev det til helt almindelig hvid glasur.


Halvdelen af bollerne blev med creme i stedet for kransekagemasse, og de var også populære.


Nu håber vi bare, at Adam er frisk til på torsdag, hvor der er karneval på hans skole - uden forældre! Øv da osse. Men så får jeg tid til at tage til træning, og det er sørme også nødvendigt efter dagens kalorieindtag :-)

lørdag den 9. februar 2013

Hæklet poncho

Jeg kastede mig for en måneds tid siden ud i, for første gang, at hækle en beklædningsgenstand til mig selv. Igen fandt jeg inspiration i denne bog,


som jeg kun kan anbefale. Denne gang var jeg fristet af denne opskrift:


Det er i al sin enkelthed to lige store stykker, der er hæklet sammen, og enkelthed tiltaler mig - også når det gælder hækleopskrifter.

Min version kom til at se sådan ud:


Bær lige over med modellen (mig) - jeg har lige ligget med influenza i næsten to uger.....

Jeg kunne ikke fremskaffe det samme garn, som var brugt i opskriften, og desuden ønskede jeg kun at hækle i uldgarn (mig og akryl er ikke gode venner). Min hæklefasthed viste sig ikke at være den samme som i opskriften, og da garnet også var anderledes, endte det med, at min poncho blev alt for bred i halsen. Jeg var derfor nødt til at sno en snor, som jeg har ført igennem maskerne i halsen. Det fungerer fint.

Ponchoen har allerede haft sin ilddåb på jobbet, hvor der dels er koldt rundt omkring, og dels render jeg ud og ind mellem bygningerne. Og den er superdejlig og varm at have på. Mission completed :-)

fredag den 8. februar 2013

En meget speciel (læse)oplevelse

Jeg har ikke tidligere anbefalet bøger her på bloggen, men det gør jeg i dag - og det bliver nok ikke sidste gang.

En dag på vej hjem fra arbejde, kørte radioen som altid. En bog blev anmeldt. Ikke noget usædvanligt i det. Anmelderen var meget begejstret. Han fortalte om noget så usædvanligt som en roman centreret om en abe i et spejl. Og spejlet findes i virkeligheden. Og romanen er spækket med fotos fra lokaliteten - som er Liselund Slot på Møn. Her blev min interesse vækket. For til lige præcis dette sted knytter en af mine stærkeste barndomserindringer sig. Mere om det senere.

Bogen er denne:



Bogen tager udgangspunkt i aben, som boede hos familien Calmette i Lissabon i 1755. Aben reagerede pludselig mærkeligt, hvilket fik en tjenestepige til at genne familien ud af huset få minutter før, huset gav efter for et voldsomt jordskælv. For at ære aben, opførte familien nogle år senere et  billede af aben på et spejl på deres slot - Liselund på Møn. Værelset er bevaret og hedder Abeværelset. 
Romanen foregår i nutiden, men via mystiske hændelser trækkes vi tilbage til fortiden, hvor vi møder både personerne, der igennem tiderne har beboet slottet, men også Klintekongen, H. C. Andersen, Oehlenschläger og Thorvaldsen. Vi hører om lokaliterne i området (Det Norske Hus, Klintekongens magiske have, korset på klinten, Nyord, Lindholm m.m.), og om den fantastiske hvide orkidé, som vokser på Møn.

Jeg kan på det varmeste anbefale bogen - måske især hvis man er bare lidt kendt med området. Og det vil jeg sige, jeg er. 

Da jeg først hørte om bogen i radioen, kom en barndomserindring til mig. En erindring om, at jeg engang havde været på feriekoloni på Liselund Slot. Men jeg var ikke sikker, for når jeg kiggede på billedet af slottet, var der ingen genklang:


Jeg tænkte, at det ikke kunne passe. Hvad gør man så? Man googler :-) Jeg skrev Liselund Slot og koloni. Og bingo! Frem kom dette billede:


Billedet var af Liselund Ny Slot, som ligger i en anden del af parken. Og det gav genklang. Der stod også, at det i 70'erne havde været udlejet til kolonier. Yes! Min erindring var rigtig. Så så jeg dette billede:


Hvilket åbnede for endnu en erindring - som ikke var så rar. Mens vi boede på slottet, kom en dreng til skade en aften. De fleste af os var i en stue på en af de nederste etager, da vi pludselig hørte larm fra gangen. Drengen var faldet helt øverst oppe fra og ned. Jeg kan stadig huske stemningen af forvirring, ulykke, blå blink på væggene og nervøse voksne. Jeg husker ikke mere fra den koloni. Heldigvis blev han ok igen, drengen. Jakob.

Nu har jeg fået så meget lyst til at besøge Møn, klinten og slottene. Liselund Ny Slot er nu et hotel. Jeg kunne godt tænke mig en enkelt overnatning med familien, men det er udelukket, efter jeg kom til at fortælle sønnike, at der bor et spøgelse på slottet...... Så det bliver nok et sommerhus i stedet for. Jeg vil også rigtig gerne se Abeværelset på det gamle slot i virkeligheden, og Geocenter Møn har vi heller aldrig besøgt. Derfor: Vi skal til Møn til sommer :-)