søndag den 17. maj 2015

Så er køkkenhaven på plads

Omsider blev der tid til at putte lidt sager i jorden. Ungerne såede deres del af køkkenhaven til for et par uger siden, og i går var det så min tur.


Svigerfar og svigermor, som er vores naboer i kolonihaven, havde fået en masse løg til overs, som vi har fået. Så jeg har lagt både almindelige løg, rødløg og hvide salatløg. Radiser og gulerødder kom også i jorden sammen med to rækker ærter. Dem kan man aldrig få for mange af.


Riller til gulerødder og huller til løg.


Og så fint blev det. Det er mange år siden, jeg sidst har haft en køkkenhave, og jeg nyder hvert et øjeblik med fingrene i jorden her i min nye have.


Sådan ser køkkenhaven ud fra den anden side. Der er stadig meget ukrudt,
vi ikke har fået has på, men vi tager et lille stykke mere, hver gang vi er i haven, så det skal nok lykkes at få bugt med det hele :-)

Læg i øvrigt mærke til den lille altankasse på sengegærdet. Der har jeg sået tallerkensmækkere. Jeg tænker, det bliver flot, når de begynder at kravle ud over kassen.


I den anden afdeling af køkkenhaven, hvor vi bl.a. har sat kartofler og hvidløg, har jeg sået tre små rækker med morgenfruer. Jeg kan ikke forestille mig en have uden morgenfruer og da slet ikke min egen have. Frøene har jeg samlet i efteråret fra de morgenfruer, jeg har hjemme i vores lille rækkehushave.

Der ud over har jeg sået porrer og blegselleri i drivhuset. Hvis de bliver til noget, skal de naturligvis sættes ud i køkkenhaven. Vi krydser fingre!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg meget gerne en kommentar - jeg læser dem alle og svarer så hurtigt, jeg kan :-)