onsdag den 18. februar 2015

Hæklet bademåtte og gæstehåndklæde

Datteren og hendes kæreste er jo som bekendt flyttet i studiebolig. De manglede en bademåtte og spurgte, om jeg ville hækle en til dem. Det ville jeg naturligvis gerne. Jeg spurgte ind til mønster og farver og kom med nogle forslag. Det blev til denne smukke måtte hæklet af stofgarn:


Jeg hæklede også et lille gæstehåndklæde i de samme farver -
dog ikke samme tykkelse garn :-)


Ej heller samme størrelse hæklenål..... Her er kanten set tæt på. Jeg har hæklet bademåtten med hæklenål nr. 12, 


og gæstehåndklædet er hæklet med hæklenål nr. 4.

Opskriften på bademåtten finder du lige her hos Yarnfreak, hvor jeg også har købt Zpagettigarnet, som måtten er hæklet med.

Opskriften på gæstehåndklædet har jeg fundet her. Det er hæklet med bomuldsgarn fra Netto. Garnet var lidt løst spundet, men forbavsende blødt.

Jeg har før hæklet prikker. Det kan du se blandt andet her og her.

mandag den 16. februar 2015

Ytringsfrihed versus sund fornuft!

Weekendens begivenheder har sat sine spor i os, og hos mig kalder de på refleksion. Konkret gik min mand og jeg og vores søn forbi det sted, hvor flugtbilen blev parkeret ca. en halv time senere. Min datter befandt sig 200 meter fra skyderiet på Krystalgade senere på aftenen og hørte skuddene. Så det har været tæt på - og så alligevel ikke.

I går så jeg på TV en forbipasserende på Krystalgade blive interviewet. Han sagde noget i retning af, at vi ikke måtte glemme vores ytringspligt. Og det er så her, jeg bliver provokeret til at sætte mig til tastaturet. DER FINDES IKKE NOGET, DER HEDDER ytringsPLIGT!! Jeg er helt med på, at dele af den europæiske befolkning og dermed også nogle illustratorer har opfattet ordet 'ytringsfrihed' som ytringsPLIGT igennem en del år efterhånden, men hvis du spørger mig, er det på høje tid at genoverveje, hvad 'ytringsfrihed' egentlig fordrer og glemme ALT om ytringsPLIGT.



Da Poul Nyrup Rasmussen i sin tid sagde, at Dansk Folkeparti aldrig blev stuerene, var der en stor del af den danske befolkning, der var enige med ham. Retorikken fra højre side af folketingssalen var dengang helt tydeligt for grim. Hvad er der sket? I dag er denne retorik en helt accepteret måde at tale om en del af vores befolkning på, og hvis man som Poul Nyrup kommenterer det, bliver man mødt med himmelvendte øjne og beskyldt for at være "politisk korrekt" - hvilket nu er et skældsord af de værste.......

Jeg synes, at weekendens terrorangreb bør få os til at tænke over vores måde at agere over for hinanden på. Ja, gerningsmanden var en forstyrret galning, men han var også en del af en befolkningsgruppe, som bliver mere og mere marginaliseret. En gruppe, der ikke føler, de hører hjemme i Danmark. Og en masse mennesker er ikke sene til at fortælle dem, at de "bare kan skride hjem". Jeg er overhovedet ikke tilhænger af den retorik.
Det samme gælder fx Anette Heick, der føler sig i sin gode ret til at kalde mennesker med afrikansk baggrund for 'negre', selv om disse mennesker tydeligt gør opmærksom på, at det bryder de sig ikke om. Og igen - hvis man påtaler det - og det gør jeg ret tit, når jeg hører dette ord - så bliver man beskyldt for at være "politisk korrekt".

Forestil jer følgende eksperiment: Vi fjerner ordet 'ytringsfrihed' fra vores ordforråd i en periode og erstatter det med 'gensidig respekt', 'sund fornuft' og 'ordentlig opførsel'. "Hvordan" tænker du måske? Hvad med sådan her:

Da jeg var først i 20'erne, indså jeg noget, som jeg har brugt i mit liv. Jeg vil gerne dele det med jer. Min far var indlagt på Sclerosehospitalet i Haslev. Han havde sclerose og sad i kørestol. En eftermiddag var jeg nede at besøge ham. Han sad og jokede med en anden indlagt. De fyrede de vildeste handicapvittigheder af. Først blev jeg dårligt tilpas, men forstod så, at det var en måde at kapere deres handicap på. Jeg forstod også instinktivt, at JEG aldrig ville kunne tage deres jokes i min mund, for jeg var ikke handicappet. Hvis jeg gjorde det, ville det være at gøre grin med dem. Sådan har jeg det også med fx Mohammedtegninger. Jeg er ikke muslim, og derfor skal jeg ikke gøre grin med muslimernes profet. Jeg er ikke sort, så derfor skal jeg ikke kalde nogen for neger. DET HANDLER IKKE OM YTRINGSFRIHED!! Det handler om gensidig respekt, sund fornuft og ordentlig opførsel!

Efter weekendens hændelser var det en gennemgående bemærkning, at "det måtte jo ske!" Ja, det måtte det. Når nogle mennesker gentagne gange rækker fuckfingeren i form af provokerende tegninger lige op i hovedet på folk med en anden religion, så må der nødvendigvis komme en reaktion. Ikke fra almindelige, fornuftige mennesker, men fra sindsforvirrede mennesker, der let lader sig provokere. Det må vi forvente. Disse reaktioner går desværre ud over helt uskyldige mennesker.

 Jeg må sige ærligt, at jeg har meget lidt respekt for Lars Vilks. Jeg har set hans tegninger, og de er gennemsyret af mangel på respekt for islam og profeten Mohammed - og for kristendommen for den sags skyld. Ja - han har ret til at tegne, hvad han vil. Prisen er så, at mennesker omkring ham bliver dræbt. Men kunne han så ikke blive i Sverige, eller holde sig til internetforedrag? Min pointe er, at når man provokerer, må man forvente, at der kommer en reaktion. Og hvis man bliver ved med at provokere i ytringsfrihedens navn, vil der blive ved med at komme reaktioner. 

Jeg siger ikke, at vi ikke skal stille spørgsmålstegn ved og være kristiske i forhold til andre religioner - det skal vi - men vi skal ikke gøre grin med og provokere. Med mindre, naturligvis, at vi vil blive ved med at gå og frygte den næste terrorhandling. For den kommer. Men sandsynligheden for at den kommer, hvis vi begynder at bruge vores sunde fornuft og ordentlige opførsel, er mindre. 

Vil I være med?

lørdag den 14. februar 2015

Hæklet pude # 13

Først vil jeg lige ønske hjertelig velkommen til min faste læser nr. 60 her på bloggen. Jeg håber, du bliver inspireret af at følge med her :-)

Som I kan se, har jeg nu hæklet pude nummer 13. Måske tænker I, at vi må være ved at drukne i puder herhjemme, men det er vi faktisk ikke. Mange af de puder, jeg har hæklet, har jeg givet væk. Den sidste her beholder jeg.
Den skal nemlig ud i kolonihaven.


Faktisk startede jeg på disse firkanter allerede i 2012, og for 1½ år siden kom der en pude ud af halvdelen af firkanterne. Den kan du se lige her. På den første pude har jeg med vilje monteret firkanterne på vrangen. På den nye pude er firkanterne monteret på retten.

Jeg havde hæklet 72 firkanter. Meningen var, at der skulle være til både en forside og en bagside på en pude. Jeg endte med at sy en bagside til den første pude. Derfor har disse 36 firkanter har nu ligget i 1½ år uden at blive brugt. Lige indtil for et par uger siden, hvor jeg kom i tanke om firkanterne.
Snip snap hæklede jeg firkanterne sammen, og for første gang har jeg også hæklet kant på en pude.


Før montering vaskede og tørretumblede jeg de sammenhæklede firkanter - så er jeg sikker på, de ikke kryber mere. Derefter monterede jeg forstykket på et eksisterende pudebetræk ved at sy bag den lyseblå kant, så muslingekanten står ud fra puden.


Opskriften til firkanten finder du her.

Mine firkanter er hæklet i bomuldsgarn/blend på hæklenål nr. 3.

Jeg glæder mig SÅ meget til at vise jer, hvordan puden klæder vores kolonihavehus, men I må vente til april, hvor jeg for alvor går i gang med indretningen af huset. Indtil videre bor puden nemlig her i stuen :-)

fredag den 6. februar 2015

Hæklede grydelapper til kolonihavehuset

Længe har disse grydelapper stået på min imaginære to-do liste, og nu var der så tid til at lave dem.


De er lavet af garn, jeg havde i gemmerne.


Jeg har brugt 8 forskellige farver. Der er hæklet 36 lapper i alt - 9 lapper på hver side hæklet sammen 2 og 2. Ingen af lapperne er ens.


Jeg valgte at hækle kanten i to forskellige farver og omvendt på de to grydelapper.


Her hænger de i mit køkken til ære for fotografen,
men de skal bo i kolonihavehusets køkken, når vi starter sæsonen.


Opskriften er fra tillæg nr. 7 - 2014 fra Hendes Verden.
Tillægget hedder 'Hækling helt fra grunden'.
Jeg har brugt hæklenål nr. 3 og har kun hæklet i bomuldsgarn.

søndag den 1. februar 2015

Indflytning og Lyngbyvase

Min datter og hendes kæreste - normalt kaldet svigersønnen - flyttede i går ind i deres første rigtige fælles hjem. De har boet sammen siden sommerferien i kærestens mors kælder, men nu har de været så heldige at få en ungdomsbolig i et nyrenoveret hus på Lyngbyvej på Østerbro. 

I går hjalp vi dem med at flytte ind. Min hjælp var noget begrænset af bl.a. åndenød og generel slaphed, men både Jonas og Adam fik slæbt en del op ad trapperne til 3. sal. Vi havde smurt sandwich til flyttefolkene, som bestod af familie og gode efterskolevenner, og de blev indtaget hos Emmas halvsøster og hendes kæreste, der bor 10 minutters gang derfra.

Vi havde en indflytningsgave med, for når man som de unge mennesker er glade for klassisk design og flytter ind på Lyngbyvej, må man nødvendigvis have en:


Lyngbyvase! 

Og det fik de - og en buket smukke, lyslilla tulipaner. Jeg havde også hæklet en lille doily, som vasen kan stå på. Den havde jeg sat ind i kortet:


Både kort, doily, tulipaner og vase gjorde stor lykke.

Jeg glæder mig til at komme på besøg med flere blomster til den smukke vase. Det bliver spændende at få den første invitation, når de unge mennesker er kommet på plads i deres nye hjem.

lørdag den 31. januar 2015

Hæklet pude # 12

Her har været stille et stykke tid. Jeg bøvler med mit stofskifte og nogle høje infektionstal, som lægerne (forhåbentlig) er ved at finde en årsag til. Mit immunforsvar er helt nede, så min læge har sygemeldt mig. At arbejde i indskolingen er ikke det bedste for et immunforsvar på nulpunktet. Jeg håber, jeg snart er tilbage på jobbet igen, for jeg savner mine elever og kollegaer.

Når nu tingene er, som de er i øjeblikket, må jeg jo få det bedste ud af det. Der er som bekendt ingenting, der er så galt, at det ikke er godt for noget.
Og en sygemelding er godt for hækletøjet. Man kan kun se en vis mængde af formiddagsskodfjernsyn, før man når kvalmegrænsen, så hæklenålen gløder for tiden. De sidste par uger har jeg arbejdet on and off på denne pude, der nu er nr. 12 fra min hæklenål:


Planen var, at det skulle være en rund pude. Som du kan se her, gjorde jeg mig virkelige umage med de forskudte indtagninger i cirklen. Lige her kan du se de puder, jeg har lavet tidligere, og hvordan jeg har kæmpet med manglende forskudte indtagninger, indtil jeg lærte det. 


Da jeg fandt ud af, at jeg ikke havde nogle runde puder hjemme, men til gengæld en masse firkantede, besluttede jeg mig for at prøve at lave en firkantet, rund pude. Jeg søgte efter opskrifter på nettet, men fandt ingen. Og så måtte jeg jo selv prøve mig frem.


Det krævede naturligvis lidt tællearbejde, og det var ikke noget problem at få startet på det stykke, der skulle blive firkantet. Herefter var det "bare" at prøve sig frem. Desværre skrev jeg ikke ned undervejs, så der er ingen opskrift.


Jeg valgte at montere forstykket på et eksisterende pudebetræk. Jeg sørgede for, at forstykket kom til at passe til målene på pudebetrækket. Forstykket blev syet på med små sting med sytråd, efter det var presset.

Jeg er meget stolt af resultatet. Puden er hæklet på hæklenål nr. 3, og jeg har kun brugt materialer, jeg havde i huset. Langt det meste af garnet er bomuldsgarn, men der har også sneget sig et par blendnøgler ind (halvt bomuld og halvt akryl), selv om jeg meget nødigt bruger akryl. I dette tilfælde var det nødvendigt af hensyn til farveovergangene i cirklen.

Jeg glæder mig usigeligt, til jeg kan sætte puden på sin rette plads i kolonihaven, når jeg går i gang med at indrette til foråret :-)

søndag den 11. januar 2015

En enhjørning i huset

For et par måneder siden fandt min datter ud af, at vores kat skulle have en ganske særlig julegave. 

Da vi i starten af december sammen var på juleshopping, gik vi ind i den butik, hvor hun havde set tingen til katten. Hun gik rundt og ledte, men kunne ikke finde den og opgav faktisk. Som den "onde" mor jeg er, sagde jeg til hende, at hun da måtte spørge en ekspedient. Det var min datter ikke meget for, men jeg insisterede. Hun gjorde det, og her er, hvad hun sagde: 

"Undskyld? I har vel ikke flere enhjørninghorn til katte?" Og dét er jo ikke en sætning, man hører hver dag - derfor insisterede jeg på, at hun spurgte :-D 

Og heldigvis spurgte hun, for der var lige præcis ét enhjørninghorn tilbage ude bagved. Og det købte vi.

Dagen kom - juledag - og Felix fik sin gave:


Læg lige mærke til, hvad der står i nederste højre hjørne: "Cats love it!"
En fantastisk påstand, som vi glædede os til at afprøve.


Og her er så Felix som enhjørning...... Ikke helt troværdigt, men dog en enhjørning. Felix er ikke voldsomt tilfreds med situationen, men dog i accept.


En anden dag en henkastet blind enhjørning (jeg fatter ikke, at han ikke har øjne på dette foto.........)

Så jo - en fantastisk julegave på mange måder. Særligt, når jeg trænger til et billigt grin. Min mand synes, det er synd for katten. Min søn forstår ikke helt konceptet, tror jeg, men JEG griner som en vanvittig.
Hvilket jeg muligvis også er.........