Personlig mobile/uro

Jeg har lavet en helt personlig mobile, uro, et ophæng eller hvad man nu vil kalde den.

Den ser sådan ud:

Jeg har igennem længere tid gået og samlet alle mulige "dimser": Knapper, perler, vedhæng fra halskæder, prismer - ja alt muligt, som var for fint til at smide ud. 

En dag tog jeg ind til min datter, som kedede sig, fordi hun gik hjemme med hold i ryggen. Jeg tog min æske med dimser med, en rulle tynd bomuldstråd og et par små grene ude fra skoven, og så dimsede vi i et par timer. 

Selv om vi begge fik lavet et par flotte mobiler, var der stadig en masse dimser tilbage i min æske, da jeg tog hjem:

Jeg satte forskellige ting på min mobile:

En perle med "Guds øje i det høje" fra Tyrkiet, en lerperle fra et armbånd købt i Nigeria, en knap fra en dukkekjole, jeg legede med som barn, et blad fra en halskæde købt i en genbrugsbutik.

En klokke, en perle og en prisme.

Tilsammen giver det et smukt, let pift til stuen, synes jeg:

Hvis du har fået lyst til at lave en mobile selv, er der masser af inspiration at hente på nettet.

Her er et par eksempler:

Jeg bliver superglad, hvis du har lyst til at kommentere mit opslag og evt. sende mig billeder af din mobile. Jeg laver meget gerne et indlæg her på bloggen med alle jeres mobiler.

God fornøjelse med din helt egen personlige mobile!

Hvad skal vi med alle de valg?

Jeg har længe gået med nogle tanker omkring det at vælge. Tankerne er nu kommet på skrift. Indlægget er også sendt til Politiken. Så må vi se, om de vælger at bringe det.
Uanset hvad, kan du læse mine tanker om valg lige her:

Hvad skal vi med alle de valg?

Hvornår har du sidst skullet vælge noget? Du tænker sikkert ikke længere over det, når du vælger. Med mindre det er et af livets helt store valg, du har været ude i.

Jeg tænker tit på, at på at livets store valg må have været nærmest fraværende ”i gamle dage” – i bondesamfundet. Dengang alle blev født og voksede op på en gård. Hvor alle kendte deres plads, og alle vidste, hvad der blev forventet af dem, hvad enten det var at arve gården eller at blive giftet bort til nabosønnen. Man gjorde, hvad man var født til.

Nu er individets ret til selv at vælge det vigtigste: At vælge karriere, at vælge job, at vælge bopæl, at vælge ægtefælle – alt. Det er en frihed, men det er også en byrde. Som at gå ned i Brugsen og skulle købe tandpasta. Hvilken en skal jeg købe? Hvilken er bedst? Er der hormonforstyrrende stoffer i nogle af dem? Hvilke? Hvilken smag, vil jeg have? Hvor meget skum? Hvad må den koste? Hvilken farve skal den have? Skal farven passe til farven på tandbørsten? Valg, valg, valg.
  

Vi kan vælge at skifte navn. Før hed man et af bedsteforældrenes navne til fornavn og farens navn tilsat -datter eller -søn til efternavn. Ikke så meget pis. Nu kan ens barn hedde lige, hvad man har lyst til. Nærmest hele krydderihylden og botanikken er også i spil (Paprika, Timian, Kamille, Anemone osv.). Valg, valg, valg.

Hvis man ikke kan få børn af naturlig vej, er der flere valg: Adoption, æg- og sæddonation, insemination, reagensglasmetoden, rugemor, og hvad det hedder alt sammen. Valg, valg, valg.

Vi er alle produkter af vores valg. Vi må leve med konsekvenserne.
Nogle valgte ”den rigtige” partner i første forsøg. Andre af os må igennem en eller flere skilsmisser, før vi omsider vælger ”den rigtige”. Andre finder aldrig ”den rigtige”.
Nogle købte hus på det rigtige tidspunkt, på det rigtige sted, til den rigtige pris, i det rigtige kvarter. Andre af os nåede aldrig dertil. Turde ikke, kunne ikke, ville ikke. Valg, valg, valg.

Bliver vi lykkelige af alle de valg? Man fristes til at spørge: Hvad er alternativet? Ikke at have nogle valg? At andre bestemmer for os? Er det muligt ikke at vælge? Kan vi gå tilbage til fortidens principper? Kan vi det? Næppe. Men der må findes en middelvej. Men vi er selv nødt til at lede efter den. Vi er selv nødt til at VÆLGE den.
 

Vores valg definerer, hvem vi er. Danner vores identitet. Og viser, at vi er i stand til at vælge. Men hvem siger, at vi er det? Hvem siger, at vi gider vælge? Jeg har fx aldrig bedt om at have valget mellem 20 forskellige tandpastaer. Faktisk kunne jeg godt tænke mig, at intelligente, kompetente mennesker med øjne for etik – ikke profit - undersøgte disse tandpastaer for mig og fjernede dem, der har unødvendige og uhensigtsmæssige stoffer tilsat, så jeg kunne vælge én tandpasta, der var god for mine tænder og mit helbred i det hele taget, og som var produceret med tanke på naturen og den verden, vi skal efterlade til næste generation. Mere har jeg ikke brug for. Det samme gælder i øvrigt alle de andre varer i supermarkedet.

Vi har også frihed til IKKE at vælge. Til IKKE at vælge den nyeste teknologi, til IKKE at vælge den nyeste mode, når vi klæder os på eller indretter vores hjem, frihed til IKKE at vælge at tro på de nyeste trends inden for ledelsesstil og forvaltning (hvornår opdager nogen fx, at New Public Management i bedste fald er Kejserens Nye Klæder og i værste fald ødelæggende?), frihed til at MÆRKE EFTER, hvad man rent faktisk trives med – både hvad angår ægtefælle, karriere, bopæl og - tandpasta.
 

At MÆRKE EFTER, hvad man virkelig har lyst til at uddanne sig til, hvilken partner, man har lyst til at gifte sig med, hvor man vil bo er med til at definere, hvem man er. Så kan man jo se i bakspejlet og stille sig selv spørgsmålet: Er jeg så blevet den, jeg gerne vil være? Hvem er jeg nu? Er jeg mit arbejde? Hvilke værdier har formet mit liv, og er det de værdier, jeg har lyst til skal forme resten af mit liv? Eller skal jeg vælge at gøre noget andet? Selv om alle valg har konsekvenser, kan man jo altid vælge igen. Vælge noget andet. Det er jo det gode ved valg og ved mennesker – de kan ændres. Man kan korrigere undervejs. En uddannelse og et job er ikke nødvendigvis for livet. Det er manden eller konen heller ikke. Boligen heller ikke. Så langt er vi kommet siden bondesamfundet. Men er det en fordel eller en ulempe? En frihed eller en byrde? Vælg selv.

Hyggehaven lige nu

Så nåede vi september. Jeg holder meget af september. Sensommermåneden. Det kan stadig være sommervarmt, men luften er frisk på en anden måde.

Lige nu er der godt gang i min have. Blomsterne skal lige vise sig en sidste gang, selv om nogle af dem blomstrede for første gang i juli.

Det gælder fx den småblomstrende Tagetes, som blomstrer her i baggrunden. Netop denne slags Tagetes er blevet en yndling. Det er første gang, jeg har den i haven. Da vi havde kolonihave, havde jeg den i drivhuset. Den holdt på smukkeste vis diverse skadedyr væk.

Biblommen, som er den mørkelilla blomst på billedet herunder, blomstrer også for anden gang. Jeg må være ærlig og sige, at jeg troede, den var død, da vi kom hjem fra ferie sidst i juli, men den kom heldigvis igen. 

Som det ses, har vi i år fået springvand i haven. Det er drevet af solceller, så det passer helt sig selv. Jeg skal bare huske at komme lidt vand i bassinet en gang imellem. Til gengæld virker det kun, når solen skinner lige på det, men det er ok.

Jeg har også investeret i endnu en Buddah til haven. Han får en frisk blomst, når jeg husker det.

Som det ses, ligger der en mønt i fuglebadekarret. Jeg læste et sted, at hvis man kom en kobbermønt i vandet, så kom der ikke alger. Og det passer! Jeg aner ikke hvorfor, men det virker altså.

Tallerkensmækkeren her har sået sig selv og pynter fint ved siden af den lille engel, som har fået plads på en brosten, min søn kom hjem med en dag. Det er da sådan, brosten skal bruges :-)

Solsikken har jeg sået. Først i vindueskarmen i foråret og siden i haven. Nu kvitterer den med flere blomster. Det er sådan en dejlig blomst, synes jeg. Og hvert år forundres jeg over magien ved at lægge en ganske lille kerne i jorden, der bliver til en næsten 2 meter høj blomst. Det er da fantastisk!

Langs mit halvtag snor snerlerne sig lystigt opad og henad:

I baggrunden her ses vores højbede, som vi etablerede i foråret. De har i sommer givet os jordbær, rabarber, radiser og rødløg i rigelige mængder. 

Her snor Bægerranken sig op ad stolpen i sameksistens med snerlerne og en selvsået høstanemone ved foden af stolpen. Bægerranken fik jeg i værtindegave i april, og i juni plantede jeg den ud i en stor potte. Den tåler ikke frost, og den tåler heller ikke ret godt at komme udefra og direkte ind i radiatorvarmen, så faktisk burde den snart komme ind, men jeg nænner altså ikke at flette den ud af snerler og stolpe lige nu med fare for at ødelægge de fine blomster og knopper. Den får lov at stå der så længe, som muligt med fare for, at den ikke klarer at komme ind.

Ved hoveddøren står denne hvide bænk. Jeg planter altid tvillingeblomster i de gamle gummistøvler, og de holder hele sommeren og sensommeren med.

Prikker i luften er i år kommet i et fuglebur, og de to klæder hinanden helt vildt godt, synes jeg. Hvis jeg er heldig, klarer den frosten. Nu må vi se.

Så får I ikke mere for den 25-øre i dag, men jeg har mere i ærmet i næste uge, så kig forbi igen :-)

Nyeste loppefund

Køge Festuge er igen i gang, og som altid starter festugen med kræmmermarked i Køge centrum om søndagen i uge 34. Og jeg er altid på pletten, når de åbner kl. 9. Jeg har ofte gjort gode fund her og i år var ingen undtagelse.

"Hvad leder du så efter?" spørger min søn. Ja, det ved man jo først, når man står foran den ting, man ikke vidste, man manglede :-) 

Men sikkert er det, at jeg altid leder efter gamle bøjler. Jeg ELSKER gamle bøjler med personlighed. Både de malede og dem med plastik. Og så dekorerer jeg jo også selv bøjler. Jeg hækler fx betræk til dem, maler på dem og decouperer dem. Livet er for kort til kedelige bøjler, hvis du spørger mig. Du kan læse alle mine indlæg om bøjler her.

Denne gang fandt jeg syv skønne bøjler til samlingen. Mit mål er, at jeg kan smide alle plastikbøjlerne ud, så vi kun har bøjler med personlighed i skabene. Og jeg skal hilse at sige, at min datter glæder sig til at arve min samling ;-). Både fordi bøjlerne er skønne, men også på grund af hendes garderobes størrelse.... ;-). Hun kommer til at vente lææænge endnu.

Jeg købte også en skøn cementafstøbning med en Madonna, et par skarabæer til et kommende projekt (det får I at se en anden gang), en keramikfigur fra Søholm Keramik, nemlig Peter Fro i den sjældne, grønne glasur. Jeg fik ham til en rigtig god pris.

Og så spørger du måske, efter at have læst mit sidste blogindlæg: "Skrev du ikke, at du har for mange ting, og at du gerne vil leve mere simpelt?" Jo, det gjorde jeg vist......... Ups!
Og mig, der skal på loppemarked igen på lørdag - endda TO gange!
Nåmen, jeg lader bare være med at købe noget, ik'? 

Et sted, der ændrede mit syn på livet

Kender du det, at du oplever noget, som du véd vil komme til at ændre dit syn på livet?
Det prøvede jeg her i sommer på min ferie. Jeg var afsted med hele min familie; min mand, min søn, min datter og min datters kæreste. Vi skulle fejre vores kobberbryllup.
Vi var afsted i ti dage, men det var 27 timer, der gjorde det største indtryk på mig.

 Vi havde i fællesskab besluttet os for byen Paleochora på Kretas sydkyst, og jeg havde fundet et skønt lille familiedrevet hotel, hvor vi kunne få hver vores lille hotellejlighed. Ca. 8 måneder efter køb af flybilletter og reservering af hotellejligheder, tog vi afsted her i juli.

Vores hotel var superhyggeligt og Paleochora var lige tilpas stor og ikke for turistet. Turen i taxi fra Chania til Paleochora var fantastisk smuk, og vi havde en rigtig sød taxichauffør fra Paleochora, der gav os gode tips til byen.

Det var fantastisk at være på ferie sammen alle fem. Man kommer tættere på hinanden, end vi gør i hverdagens trummerum og at opleve sammen, er bare det, der binder en familie sammen.

Inden vi tog afsted til Kreta, havde vi aftalt med Emmas far (min ex-mand), at vi skulle besøge ham og hans kæreste i deres lejede hus i en anden by på sydkysten af Kreta. Vi aftalte en overnatning hos dem, da de boede et stykke fra os. Faktisk skulle vi med båd fra Paleochora til Loutro. En tur på ca. 4 timer med stop i et par byer undervejs. 

Vi blev modtaget af Emmas far, hans kæreste og hendes datter på havnen i Loutro. Meget surrealistisk og fantastisk oplevelse at mødes så langt fra Danmark. Gensynsglæden var stor hele vejen rundt, og vi gik straks op ad bjerget til en god taverna, hvor vi spiste frokost sammen. Derefter havde Emmas far arrangeret, at vi alle blev hentet af en lille speedbåd og sejlet til Lykosbugten ca. 15 minutters sejlads fra Loutro.

Vi blev modtaget af familien på The Small Paradise Hotel, hvor Emmas far er kommet gennem flere år. De var meget imponerede over, at Emmas far, hans kæreste, jeg og min mand kunne være i stue sammen og endda holde lidt ferie sammen. Dejligt at kunne overraske på den måde, men for os er det jo bare en selvfølge :-)

Så var der ellers hygge på stranden med snorkling, leg med SUPper (Stand Up Paddle board) og luftmadrasser, solbadning og indtagning af diverse forfriskninger. Frappé (Nescafé med sukker, mælk og isterninger) blev lynhurtigt min yndlings.

Vi spiste aftensmad (ged i alle afskygninger og græsk salat - naturligvis med hjemmelavet feta af gedeost) på The Small Paradise, og derefter var det tid til at bevæge sig op ad bjerget til bjerglandsbyen Livanianá. Jeg kørte med Emmas far og hans kæreste. Hvis man Googler Livanianá, er et af de første hits: "Most dangerous roads in the world".... Det beskriver meget godt, hvordan vejene er. Heldigvis kører min ex-mand rigtigt godt bil :-)

Resten af selskabet gik op ad bjerget, hvilket tog ca. 20 minutter. Jeg ville rigtig gerne have gået den tur, men jeg havde feber og ondt i halsen, så jeg prioriterede at spare på kræfterne.

Da vi havde læsset vores bagage af ved huset, kørte min ex-mand og jeg lidt op ad bjergvejen, hvor vi skulle besøge en mand, der havde en særlig drik, der forhåbentlig ville kunne fjerne mit ondt i halsen. Vi parkerede bilen og gik hen til et trådhegn med en låge. På lågen sad en cykelringeklokke, som vi ringede på. En mand kom og åbnede. Vi blev inviteret ind i hans hus. Det var som at gå ind i et bondehus i Danmark for 150 år siden. Dette sagt med AL RESPEKT i verden, for hvor var det bare et helt vildt fantastisk sted. Det var så simpelt, at jeg på stedet blev fuldstændig forelsket i den måde at bo på: Et langbord, en bænk, nogle stole, en seng, en computer, lidt køkkengrej, en vask og en balkon med udsigt over landsbyen, bjergene og havet. 

Mere behøver et menneske ikke for at have alt i verden. Lige dér stod verden stille for mig,
og mit syn på livet ændrede sig.

Jeg fik den særlige drik, der var lavet af giftig salvie fra bjergene omkring landsbyen. Salvien havde ligget i alkohol i et år, hvorefter drikken havde stået et år i solen. Drikken var helt sort og måtte ikke sluges - kun gurgles, så længe jeg kunne. Og det var længe :-) 

Da jeg havde fået den særlige drik, sagde vi farvel og gik igennem landsbyen ned til huset. Et fantastisk hus. Jeg sov på terrassen på en madras. Sov er så meget sagt, for det var meget varmt, der var mange lyde fra nattens dyr (katte, rotter, gekkoer og firben), og jeg havde feber og stadig ondt i halsen.

Jeg var vågen det meste af natten. Og heldigvis for det. For ellers havde jeg ikke set den mest fantastiske stjernehimmel, jeg nogensinde har set. På sydkysten af Kreta er der ingen større byer, så der er intet gadelys til at forstyrre synet til himlen. Jeg lå hele natten og kiggede på stjernerne og så også et enkelt stjerneskud. Mælkevejen var helt tydelig og flyttede sig over himlen i løbet af natten:

Kilde: explorecrete.com 

Da jeg lå dér, var jeg helt solgt. Helt solgt til det simple liv, de små, store ting, magien, kraften.

Efter jeg kom hjem, fandt jeg genklang i denne passage i bogen 'Utroskab' af min yndlingsforfatter, Paulo Coelho. Her får hovedpersonen et råd af en shaman:

"Prøv en gang imellem at lade dig henføre af natten. Se op på stjernerne, og prøv at lade dig beruse af en følelse af uendelighed. Natten, med al sin fortryllelse, er også en vej til oplysning. På samme måde som vandet på bunden af den dybe brønd kan slukke tørsten, skjuler nattens skygger en flamme, som kan oplyse sjælen."

Det var lige nøjagtigt dét, jeg oplevede den nat på bjerget i Livanianá.

Da solen stod op over bjerget, klingede gedernes klokker ud over Livanianá. Gederne gik ned for at blive malket. En fuldstændig magisk lyd.

Desværre var jeg stadig syg dagen efter og måtte blive i huset, da de andre gik tur. Men jeg hørte gribbene skrige i bjergene.

Nu er jeg hjemme og er omsider rask. Jeg endte med at være syg i tre uger af en virus. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at jeg var syg det meste af vores ferie, men det var alligevel en rigtig dejlig ferie med familien.

Efter jeg er kommet hjem, har jeg sovet ude under halvtaget i haven. Det er ikke som stjernehimlen i Livanianá........

Jeg har fået et helt nyt syn på mit hjem. Vi har for mange ting. Hvad skal vi med alle de ting? Hvad skal vi med al den plads?
 Jeg rev den gamle roman 'Driver dug, falder regn' ned ad bogreolen og nød for en stund at være i dette simple univers på landet i Sverige omkring år 1900. Hvor det handler om at dyrke jorden, bruge sine hænder, leve med vejret og naturen. Jeg var endda klar til at bestille næste års ferie i Sagnlandet Lejre, hvor man kan bo som fortidsfamilie i 1800-tallet. Og det kan sagtens være, at vi gør det til næste sommer.

Jo, de 27 timer i Lykos og Livanianá har ændret noget i mig. Og jeg skal helt sikkert tilbage. Tilbage til den simple måde at leve på, tilbage til stjernehimlen, til havet, til de vilde, tørre bjerge. Jeg har slet ikke set nok af dette Paradis. 

Boganbefaling - Napoliromanerne

I denne sommer har jeg fået læst en hel masse - meget mere, end jeg plejer. Familien og jeg har været en tur på Kreta i sommerferien. Det var en skøn ferie, som jeg vender tilbage til i næste blogindlæg. For mit vedkommende blev en stor del af ferien tilbragt i ferielejligheden i aircondition, for jeg var så uheldig at få en virus efter kun fire dage i varmen. Og 35 graders varme, feber og overgangsalder er altså ikke den mest festlige kombination....... 

Så derfor fordrev jeg en stor del af ferien med at læse i den airconditionerede ferielejlighed. Heldigvis havde jeg læsestof nok med. Og hvilket læsestof! Inden vores ferie læste jeg første og andet bind af Napoliromanerne (Min geniale veninde og Historien om et nyt navn). På ferien læste jeg tredje bind - Dem, der flygter, og dem, der bliver - og fjerde bind (Det forsvundne barn), startede jeg på i flyveren hjem, og den var læst færdig på en uge. Helt fantastiske bøger!

Bøgerne er skrevet af Elena Ferrante, som er et forfatterpseudonym. Ingen ved, hvem hun (?) er, fordi hun har ønsket det sådan. Hun giver kun skriftlige interviews. Mange har gættet på, hvem hun er, men det vides ikke med sikkerhed. Alene det er jo interessant - og så alligevel ikke. Faktum er, at hun skriver fuldstændigt fabelagtigt, hvis du spørger mig.

Én af de ting hun er virkelig god til, er at beskrive en situation set ud fra jeg-fortællerens synspunkt. Det kan hun gøre på en måde, så læseren opfatter ting, som jeg-fortælleren ikke selv har opfattet. Ja, det lyder mærkeligt, men det kan hun.

Napoliromanerne handler om et venskab mellem to veninder. Man følger dem fra de er børn til de bliver gamle. De vokser op i et fattigt kvarter i Napoli præget af en dominerende familie, som vi nok vil opfatte som mafialignende. Man følger de to piger gennem skolegangen - en af dem får en uddannelse, en anden ikke. Kærester, magtkampe, ægteskab, bedrag, intellektuel udvikling, jobs, venskaber og meget mere er på spil.

Og miljøbeskrivelsen af Napoli er helt utrolig realistisk. Det er som at være der selv,
selv om jeg aldrig har været der.

Jeg kan kun anbefale disse bøger på det varmeste. Læs dem før din nabo!

Ved en tilfældighed faldt jeg over et program på dr.dks hjemmeside om Napoli i dag.

Programmet beskriver meget rammende de forhold, som også beskrives i Napoliromanerne.
Du kan se programmet her (så længe det ligger på DRs hjemmeside):

Ross Kemp i Napoli

Rigtig god læselyst!

Hæklet tæppe til en god veninde

Her i weekenden var jeg til rund fødselsdag hos en af mine gode veninder, Kirsten. Vi nørkler sammen fast en gang om måneden sammen med to andre veninder. Jeg vidste derfor, at Kirsten helt sikkert ville sætte pris på en hjemmelavet ting. 

Ved besøg i hendes hjem havde jeg pejlet mig ind på de farver, hun har i sin stue og ud fra det, valgte jeg garn til et tæppe, som jeg havde valgt at lave.

Jeg valgte at hækle tæppet i C2C mønsteret (corner to corner) i farveskiftende garn:

Jeg synes, at det giver en flot effekt, når garnet selv skifter farve.
Jeg hæklede tæppet i slumretæppestørrelse, så Kirsten kan ligge på sin sofa og varme sig under det på de kølige efterårs- og vinteraftner.

Jeg valgte at lave en kant på tæppet, som jeg ikke har lavet før. Først lavede jeg en række af fast- og luftmasker, og derefter hæklede jeg mønsteret "skæve muslinger", som jeg havde fundet i en bog med mønstre til klude. 

Aller yderst hæklede jeg en række med fastmasker og små "bomber":

Jeg er meget tilfreds med resultatet, og Kirsten blev heldigvis rigtig glad for tæppet. Det var sågar ved at blive bortført til Lønstrup af en af de andre gæster :-)

Det er fantastisk at gøre andre glade med noget, man har lavet specielt til dem.
 Det er hele arbejdet værd.