torsdag den 19. februar 2015

Så mangler vi bare fuglene :-)

I dag har vi været et par timer i kolonihaven. Selv om vi havde valgt at tage derud i netop de to timer, hvor solen skinnede, var det lidt koldt. 

Adam rendte rundt og skød med den flitsbue, farfar har lavet til ham. Da det blev kedeligt, samlede han tomme sneglehuse. Dem skal vi bruge til et projekt på et tidspunkt.

Timerne i haven i dag stod mest i fuglenes tegn:


Omsider kom der lidt fuglemad i det fine, lille foderhus.


I Netto fandt jeg nogle fine kranse, som jeg havde sat snor i hjemmefra.

Og her, mine damer og herrer - tillad mig at præsentere vores hjemmelavede fuglekasse lavet af genbrugstræ fra en hylde og en stigereol:


Jonas og Adam baksede den sammen i formiddags, og jeg synes, den passer helt fantastisk til vores kolonihavehus :-)


Fuglekassen hænger med hullet mod nord og på et forholdvis ugenert sted i haven. Vi kan se fuglekassen fra sofaen i stuen, og vi håber jo, der er en fugl eller to, der har lyst til at flytte ind.

Vi har i hvert fald sørget for, at de kan få noget at spise. Der er også mulighed for at få et bad, og sandelig om vi ikke også har sørget for lidt redemateriale:


Imens jeg har været sygemeldt herhjemme, fik jeg blandt andet en kurv med diverse små haveredskaber, blomsterfrø og hornvioler af morgenbolleholdet :-). Kurven bor nu i kolonihaven - klar til at indsamle årets afgrøder i.
I kurven var disse træspåner, som nu er sat i klemme mellem pæretræets grene - ikke langt fra fuglekassen.
Så kan fuglene bruge det til at lave reder af.


Og se nu her, hvor haven myldrer af forårsliv. Her er det bedet under et af pæretræerne, der vrimler med erantis.


Vintergækker er der ikke mange af - tre styks, helt nøjagtigt.
Dem skal jeg have nogle flere af.


Og foran huset er der masser af disse små spirer. Jeg tænker, det er påskeliljer, men jeg ved det ikke. Jeg er sikker på, jeg finder ud af det i løbet af de næste par måneder.

Husk lige: Hvis du ser et par fugle, der mangler et sted at bo,
så har vi en ledig et-værelses ;-)

2 kommentarer:

  1. He he, med en dreng løbende rundt med bue og pil, lever de fugle i jeres have lige så farligt som fuglene i min have. Jeg fodrer også, men samtidig ligger katten på lur efter bytte.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er farligt at være fugl :-). En træløber fx spiser en million myg på en måned, så hvis jeg har bare én træløber i min have, har jeg ingen myg - dét er da smart! :-D
      Kh Lotte

      Slet

Læg meget gerne en kommentar - jeg læser dem alle og svarer så hurtigt, jeg kan :-)