Der har været gang i saftproduktionen her i sommer. Her er vores udvalg af hjemmelavede safter for tiden:
Rabarbersaft, hyldeblomstsaft og ribssaft. Hyldeblomsterne er jo for længst afblomstret, men der er altså stadig én flaske tilbage af denne fantastiske drik. Min mormors gamle opskrift på hyldeblomstsaft finder du her
Opskriften på ribssaft får du her:
Rib ribsene og skyl dem. Varm dem langsomt op i en gryde og rør af og til i dem, indtil de brister. Vrid saften af bærrene gennem et klæde. Mål saften, hæld den i gryden og kog den 5 minutter. Fjern skummet. Kom sukker i (½ kg til 1 liter saft). Rør, til sukkeret er smeltet. Hæld saften på skoldede, atamonskyllede flasker.
Og her er opskriften på rabarbersaft:
Vask stilkene, skær dem i stykker og kog dem møre med så meget vand, at det dækker bunden. Si saften fra og følg fremgangsmåden for ribssaft.
Begge safter fortyndes med vand, når de skal drikkes.
Jeg er især vild med farven på rabarbersaften. Den er da fantastisk!
De fine labels kan du selv lave her
Til sidst skal I da lige se den smukke buket, jeg plukkede ved Dyndet ved Borup i går eftermiddags, da vi var afsted for at få en sval dukkert i badesøen.
Der er nu ikke noget, som en smuk sommerbuket :-)
God sommerdag til dig :-)
Mere sommeraktivitet. Saft får jeg bare aldrig lavet. Salater, syltetøj, mos og grød det er mig, længere kommer jeg vist aldrig og fint nok. Jeg får bare en tår når jeg besøger nogen af dem som gider den slags.
SvarSletMan kan jo heller ikke nå det hele, Stella. Du når til gengæld så meget andet :-). Og du er velkommen til at komme forbi her til en tår saft, så længe vi har noget :-).
SletKh Lotte