søndag den 27. oktober 2013

Hæklet sengetæppe - status # 1

Som faste læsere af bloggen her ved, har jeg et stykke tid talt om at hækle et sengetæppe til min datter, der flyttede hjemmefra i sommer. I september købte jeg ind til tæppet. Det kan du se mere om her

Nu er jeg kommet i gang. Det var ikke så lige til, selv om jeg havde lavet en lille hækleprøve. Jeg regnede mig frem til, at jeg med min hæklefasthed skulle slå 722 masker op, når jeg skulle tage højde for, at tæppet kryber lidt, når det bliver vasket. 722 masker - det er ret meget. Det er altid spændende, om man har talt rigtigt. Det finder man først rigtigt ud af, når man har hæklet den første række af mønsteret. Heldigvis havde jeg slået rigtigt op.

Nu er jeg godt i gang, og jeg har hæklet på tæppet i 8 dage. Der har været lidt krise omkring farvevalget, som suverænt er min datters, men vi har fået løst det og fundet en alternativ plan i forhold til det først besluttede. Planen indebærer heldigvis ikke, at der skal pilles op. Ej heller, at der skal købes nye farver ind eller returneres gamle, så nu er det "bare" at hækle løs.

Indtil nu er jeg kommet så langt:


Eller kort - afhængig af, hvordan man ser på det :-)

Jeg vil løbende holde jer orienteret om, hvordan arbejdet skrider frem. Indtil videre er jeg ved godt mod og ved godt, at det ikke er et stykke håndarbejde, der er afsluttet på ½ år. Jeg vil slet ikke gætte på, hvornår det er færdigt, og jeg ved med mig selv, at jeg bliver nødt til at have andre småprojekter ved siden af, hvis jeg ikke skal "gå kold" på sengetæppet. Nu er det jo også snart tid til at komme i gang med julegaverne ;-)

4 kommentarer:

  1. 722 masker hvad sker der for dig. For mig er bare en række på 722 masker lige som projekt nok i sig selv. Det ser jo allerede ud som et hit og hvor er du bare dygtig og en tålmodig kvinde. Den dag det tæppe dækker en dobbeltseng vil jeg bukke mig så dybt i støvet, at man får svært ved, at se forskel på mig og en struds. God arbejdslyst.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for de flotte ord. Bare det at få lov til at se dig ligne en struds er jo en motivationsfaktor i sig selv :-D. Lad os nu se, hvor tålmodig jeg er i det lange løb :-)
      Kh Lotte

      Slet
  2. Hahaha.. Griner højt her helt alene, over kommentaren fra Stella Dea :D Skøn måde at sige det på, men jeg er så enig. Bare tanken om at skulle slå 722 masker op... Dødsdømt lige på stedet!

    Hvor ser det godt ud med garnet i kassen - og fedt du kunne bruge opskriften på håndklæderne. De er så nemme når man først er kommet i gang. Sjovt at se dem med farveskift. Det ser godt ud.

    Pøj pøj med malingen af tallerkenrækken - min var også natur da jeg købte den ;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har også lovet mig selv et klap på skulderen, når jeg bliver færdig med sengetæppet, Lise. Allerede nu har jeg det sådan, at det er mit livs hækleprojekt, for jeg tænker ikke, at jeg nogensinde igen kaster mig over så stor en opgave :-)
      Jeg kan se inde på din blog, at du har malet tallerkenrækken fire gange! Uhhhh..... Måske får min lov at være natur lidt endnu ;-)
      Kh Lotte

      Slet

Læg meget gerne en kommentar - jeg læser dem alle og svarer så hurtigt, jeg kan :-)