fredag den 6. juli 2012

Roser i regn

Programmet herhjemme står på ferie med sysler, man har lyst til (jvf. forrige indlæg om Have-Done listen, der i parentes bemærket fungerer SÅ fint. Manden har SELV lavet en Have-Done liste og skriver ivrigt på. Omvendt psykologi virker, kvinder :-D).

Her til morgen var ferievejret dog ikke til at ligge i haven hele dagen og læse, som jeg gjorde HELE onsdagen. Det småregnede. Og så så man lige mig gå ud i haven iført natkjole og fotografere roser. Hvorfor? Fordi mine roser er ret flotte lige nu, og hvis det skybrud nu kommer, hvilket det ikke tyder på, det gør, så ser mine roser bare ikke godt ud mere.
Men sådan her så de ud i morges:


Jeg ville aldrig selv købe en gul rose, men denne her stod i haven som det eneste (ud over en masse mælkebøtter.....), da vi flyttede ind for tre år siden, så den har fået lov at stå. Jeg aner ikke, hvad den hedder. Nogle bud?


Denne her har jeg fået af min svigermor og min mands mormor. Den klarede at blive flyttet for tre år siden, og jeg synes, den er så fin, når knopperne er lige præcis som denne. Det ligner marzipan, synes jeg. Dog har den i år været meget angrebet af bladlus, og selv om jeg har sprøjtet med en blanding af brun sæbe, sprit og vand, og med skummetmælk i solskin, så har de lus ikke tænkt sig at flytte......


Den er også ret pæn, når den er sprunget ud. Det sjove ved den er, at den bliver rødprikket, når det har regnet. Normalt er den helt hvid, men knopperne er meget svagt lyserøde. Den dufter overhovedet ikke, men det gør ikke så meget, når den er så fin. Jeg ved heller ikke, hvad den hedder. Gør du?


Min sidste rose købte jeg sidste år. Den hedder Natalie Renaissance og er en moderne buskrose. Den dufter noget så skønt! Da jeg skulle beskære den i foråret, var jeg sikker på, at den var død, for den var brun inde i alle grenene. Jeg skar den derfor helt ned og ville grave den op og smide den ud. Men pludselig skød den med fine blade, så den fik lov at blive alligevel. Og det var jo meget godt, for fin er den.

Nå, det regner stadig, men kun en let støvregn, så mon ikke mine roser får lov at beholde deres smukke udseende og nøjes med lidt vand? Det håber jeg.
God dag til dig :-)

3 kommentarer:

  1. Lige som jeg kan nyde min have ;o) SMUKT

    SvarSlet
  2. vil da ikke være anonym = Mariana ;o)men kan ikke finde ud af det.....

    SvarSlet
    Svar
    1. Du kan da sagtens finde ud af det, Mariana :-). Ja, jeg tænker også, at jeres have er superflot lige nu :-). Hils dine skønne unger og søde Frederik.
      Knus -
      Lotte

      Slet

Læg meget gerne en kommentar - jeg læser dem alle og svarer så hurtigt, jeg kan :-)