tirsdag den 24. april 2012

Endnu en pude, fødselsdag og Afrika

Så blev jeg omsider færdig med min fjerde pude. Min søn har længe ønsket sig en af mors hæklede puder, der var helt hans egen. Og hvad var så mere oplagt end at lave den til hans fødselsdag? Han bliver syv år i morgen. Jeg startede på puden i Påskeferien. Med håb i stemmen spurgte han, om det var en pude til ham? Jeg svarede, at det var et par grydelapper til farmor..... I morgen får han så sandheden :-) Det har ellers været lidt for spændende at få den færdig. Til sidst måtte jeg tage møderne på arbejdet til hjælp for at nå det. Søndag var han ude at lege. Jeg hæklede i smug og gemte hækletøjet under et tæppe, når han liiige kom ind og skulle spørge om noget (grydelapper er trods alt ikke 45 cm i diameter - det ved selv han......). Så skete dét, der bare ikke må ske på en søndag: JEG LØB TØR FOR GARN! Altså ikke garn (for det har jeg i rigelige mængder, vil min mand skrive under på), men sort garn. Jeg manglede 1½ række...... Jeg synes simpelt hen, at der burde findes garnforretninger, hvor man kunne bestille take-away og få det bragt til døren - også om søndagen! Nå, det blev mandag, arbejdsdagen fik en ende, og jeg var derefter straks at finde hos den lokale garn-pusher. Hjem til de praktiske gøremål, og da sønnike var puttet ca. 18.30, kunne jeg sætte mig og hækle puden færdig. Så skulle den jo monteres. Det er bare ikke noget, jeg holder særligt meget af, kan jeg godt sige. Og så sort garn. Om aftenen. Meget dårlig kombination! Kl. 22 havde jeg hæklet den sidste maske, og tårerne trillede mig ned ad kinderne af bare anstrengelse af øjnene.


Nu er den pakket ind. Ligger ved Adams plads ved det dækkede morgenbord sammen med fem andre pakker. Klar til at blive pakket ud og taget i brug.

I morgen skal jeg med Adam i skole. Han har bedt mig fortælle om hans adoption i klassen. Han er pænt træt af, at hans klassekammerater tror, at han har boet i en sivhytte og været ved at dø af sult og tørst, og at det i øvrigt er supermærkeligt, at han ikke ved, hvor mange elefanter, der er i Afrika..... Det råder vi så bod på ved bl.a. at vise billeder fra Lagos (Afrikas største by) i myldretiden :-)

2 kommentarer:

  1. Flot pude
    Du skulle nu overveje en Ott Lite lampe, så du kan hækle med sort garn om aftenen :-)
    Knus Hanne

    SvarSlet
  2. Meget fin pude i rigtig seje "drengefarver". Hvor er han sød at ønske sig en pude fra mors hånd. Det bliver spændende for klassen at høre om den lille fyrs fortid. Skønt når børn bare spørger om det de ser og når man kommer fra Afrika må man jo vide hvor mange elefanter der er i landet, hvem skulle ellers vide det? Skøn børnelogik. Godt at Adam har en mor som kan fortælle om tingenes sammenhæng. God dag til familien og især til søde Adam. Hils ham fra julemutter.

    SvarSlet

Læg meget gerne en kommentar - jeg læser dem alle og svarer så hurtigt, jeg kan :-)