Så blev det 1. søndag i advent, og sneen daler sagte ned uden for. Jamen, kan man ønske sig mere?
Advent betyder jo årets udfordring omkring adventskransen. Indrømmet - jeg har aldrig rigtig været til granmodellen...... Jeg holder meget af traditioner, men adventskransgranmodellen kommer altså ikke ind hos mig. For nogle år siden havde vi den skønneste butik her i Køge: Flora fra Nora. Desværre lukkede den - ikke på grund af manglende besøg, men på grund af, at ejeren blev syg. Hos Flora fra Nora forelskede jeg mig i en alternativ adventskrans. Egentlig syntes jeg, den var for dyr, men efter en uges tid med den i tankerne, MÅTTE jeg bare eje den. Sådan her ser den ud:
Den har jeg brugt lige siden (også til Påske) med et par undtagelser, hvor jeg kastede mig ud i fire lys på stribe med numre på. I år var jeg lidt i tvivl, om jeg skulle vende tilbage til "fire-på-stribe". Jeg var nemlig lidt træt af at flytte rundt på adventskransen hele ugen, når den trods alt kun var tændt én gang om ugen. Så meget bordplads har vi heller ikke, når der også skal være plads til kalenderlys og almindeligt familieliv. Så kom idéen til mig! Hvorfor ikke hænge den op i loftet? Og det har vi gjort i år. Nu er det bare, jeg tænker: Hvorfor har jeg ikke gjort det for længe siden? Den er jo som skabt til formålet, for benene er jo nærmest kroge til at sætte julegejl på (min mands udtryk.....). Sådan her ser adventskransen så ud i år:
Den har fået lilla bånd - dels fordi lilla er en af farverne i min stue, og dels fordi lilla er adventsfarven i kirkekalenderen (ved jeg fra min tid i Køge Kirkes Pigekor for maaange år siden :-)
Jeg er helt vild med det lette udtryk, den har. Lige nu har den fået et par hæklede Rudolfer og nogle nisser på. Jeg tænker, at jeg måske ændrer lidt på det i løbet af december. Hvis jeg gør, skal du nok få det at se :-) Rudolf kommer vi også ind på i løbet af måneden.
Glædelig 1. søndag i advent til dig :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Læg meget gerne en kommentar - jeg læser dem alle og svarer så hurtigt, jeg kan :-)