Julekort på den "gammeldags" facon

Jeg holder meget af julekort. Altså den gammeldags af slagsen. Dem, i en kurvert med et frimærke på, som jeg henter i min postkasse. Dem, som nogen har brugt tid på at finde/lave, skrive og sende. Og jeg gemmer dem. I en af mine julekasser ligger en efterhånden ret stor pose med de julekort, jeg har fået igennem mange år. Især holder jeg af dem, der er hjemmelavede. Her kan du se et lille udsnit af nogle af de særlige julekort, jeg har fået:

 

Som du ser, er her julekort af alle slags: Malede, klippede, broderede, tegnede, med silketryk og sågar et, der er syet på symaskine. Alle fantastisk flotte og med kærlige tanker bag.

 

Siden jeg for nu 18 år siden første gang skulle fejre jul som mor, har jeg sammen med en rigtig god veninde lavet julekort med billeder af mine børn - ja, dengang var der jo kun Emma :-) Det er en tradition, som jeg holder meget af. I de første mange år var det min veninde, der tog billederne til julekortet, og julekortene har været igennem mange temaer gennem årene. Familien har glædet sig til at modtage årets julekort. Traditionen har endda været så sjov, at den fik en hel tale til Emmas konfirmation af min gode veninde :-)

 

Siden Adam kom til, har jeg selv taget billederne til årets julekort. Ikke fordi min veninde ikke længere kunne tage billeder (det kan hun!), men fordi jeg på det tidspunkt omsider fik et kamera, der kunne løfte opgaven.

Årets julekort er lidt et brud med traditionen, idet Emmas kæreste i år er med. Det faldt helt naturligt, da han er blevet en del af familien.

I år havde Adam bestemt lokationen - den store sten ved legepladsen. Vejret kom helt af sig selv, og alle kunne samles ved dagslys, så alt gik op i en højere enhed. Intet er instrueret - ungerne satte sig på stenen, øjeblikket indfandt sig, og jeg trykkede på knappen. As simple as that! (Sådan har det ikke altid været, skal jeg vel så retfærdigvis sige.......).

Og her er så årets julefoto:

 

 

Jeg laver selv julekortene på samme måde, som jeg laver gavemærker (se forrige indlæg). Og det kom i sin helhed til at se sådan ud:

 

 

En tradition, som jeg helt sikkert vil holde fast i, så længe mine unger synes, det er sjovt, og det gør de heldigvis endnu :-)